Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 
Tilbage til forsiden
Tilbage til
Hvad skete der...
 

Slaget i Dynekilen – Tordenskiolds mesterstykke

Peter Wessel blev adlet 24. februar 1716 kun 26 år gammel og fik det fængende navn Tordenskiold, og 8. juli samme år udførte han sin mest betydningsfulde bedrift - Slaget i Dynekilen.

Karl XII’s lynoffensiv mod Norge
I december 1715 måtte den svenske konge Karl XII flygte hjem til Skåne efter 15 års krig. Østersøprovinserne og Finland var tabt, og mod Sverige stod en koalition bestående af Rusland, Danmark-Norge, Preussen, Saksen-Polen og Hannover. Koalitionen var overvældende, men de ønskede at afslutte krigen og dele rovet. Danmark-Norge forhandlede med Rusland om et fælles angreb på Skåne i løbet af sommeren 1716, så Danmark-Norge stod den vinter alene overfor Sverige. Krigerkongen tog en hurtig beslutning. Han ville invadere Norge, for uden Norges søfolk og toldindtægter kunne Danmark ikke føre krig. Planen var at erobre Christiania (Oslo) i en lynoffensiv, før en dansk-russisk invasion af Skåne ville tvinge ham i defensiven. Den 8. marts 1716 startede Karl XII felttoget med knapt 8.000 mand. Det var en meget lille invasionsstyrke, men Christiania blev dog indtaget med undtagelse af fæstningen Akershus, som heftigt beskød svenskerne. Snaphaner og regulære tropper, ofte på ski, hærgede de svenske forbindelseslinjer, samtidig med at den folkelige modstand var overraskende stor. Svenskerne var kørt fast og kunne ikke komme videre.

Danmark kom til undsætning
Frederik IV reagerede resolut på invasionen. Nordmændene skulle have forstærkninger, og samtidig skulle den svenske hær forhindres i at modtage forsyninger. Chefen for den aktion var viceadmiral Christian Carl Gabel, og en af hans vigtigste underordnede var den unge chef for fregatten HVIDE ØRN kaptajn Peter Wessel Tordenskiold. Den 10. april afsejlede Gabel fra Fladstrand (Frederikshavn) med en stor eskadre krigs- og transportskibe. Ombord var to regimenter og store forsyninger som blev landsat ved Fredrikstad. Flåden skulle forhindre svenskerne i at modtage forsyninger ad søvejen, for det ville tvinge svenskerne ud af Norge, og i slutningen af april kastede Karl XII håndklædet i ringen. Den svenske hær brød op og trak sig sydpå mod Svinesund, Fredrikstad og Fredrikshald (Halden), men havde ingen sikre forsyningslinjer bagud, og var derfor nødt til at indtage den strategisk vigtige Fredriksten fæstning. Til det behøvedes forstærkninger og svært belejringsartilleri fra Gøteborg. 

Optakten til søslaget i Dynekilen
Vejene i Bohuslen var dårlige, og både de danske og svenske styrker kunne kun modtage forsyninger fra søsiden. Den danske flåde beherskede havet, så de svenske transporter bestod af skibe med lille dybgang som langt inde i Skærgården kantede sig frem mod havnebyen Strømstad tæt på grænsen til Norge, og når Strømstad var blokeret, kunne de søge ly i fjorden Dynekilen få sømil mod nord. Herfra blev forsyningerne transporteret over Svinesund til den svenske hær i Norge. En stor transport afgik i april fra Gøteborg under kommando af schoutbynacht (kontreadmiral) Olof Strömstierna. Foruden galejer var den eskorteret af den svært bevæbnede stykpram STENBOCKEN, en fregat som svenskerne havde revet overbygningen af og i stedet bestykket med et imponerende sæt svære kanoner. Strömstierna nåede ind i bunden af Dynekilefjorden i midten af maj. Her kunne ingen nå dem. Her var de sikre. Men inden de nåede så langt, havde Fregatten HVIDE ØRN fået fire træffere fra svenskernes tunge skyts hvilket gjorde indtryk selv på Tordenskiold. Læren var, at der til kampe i skærgården var brug for svært bestykkede fartøjer med lav dybgang. 6. juni var Tordenskiold i København, hvor han orienterede Admiralitetet om den svenske invasionsstyrke og forsyningerne fra Gøteborg, og at situationen var kritisk. Han bad om at få stillet fregatterne HVIDE ØRN og VINDHUNDEN, nogle galejer og stykprammene HIÆLPEREN og ARCA NOÆ (Noas Ark) under sin kommando, hvilket blev bevilget. Stykprammene var med deres lille dybgang særdeles velegnede til kampe i skærgården. 

Tordenskiold ville udnytte overraskelsesmomentet
Tordenskiolds eskadre lettede anker 2. juli. Nu hastede det så meget, at proviantskibene blev efterladt. Mens Tordenskiold arbejdede sig nordpå, angreb svenskerne 4. juli Fredrikshald med 1.500 mand. Det lykkedes dem at trænge ind i byen under hårde kampe, men fæstningen Fredriksten over byen blev ikke erobret, og den begyndte nu at bombardere byen. Afgørelsen kom, da borgerne selv satte ild på deres by. Det kostede svenskerne et ydmygende tilbagetog og 500 faldne. Tordenskiolds hurtige fregatter måtte regelmæssigt brase op for at vente på de langsomme stykpramme, men frem kom de, og 7. juli om aftenen ankrede skibene op ved Koster øerne ud for Dynekilen. Tordenskiold vurderede, at hvis han først skulle fortsætte nordover for at melde sig til Gabel, og derefter sejle tilbage til Dynekilen igen, ville kostbar tid gå tabt og antagelig også overraskelsesmomentet, for efterretninger sagde, at svenskerne var klar til at losse belejringsartilleri, krudt og proviant i land dagen efter. Med den viden tog Tordenskiold efter al sandsynlighed beslutningen om straks at angribe fjenden i en af de dristigste sømilitære aktioner set på den tid.  

Geografi og styrkeforhold
Dynekilen er omkring fem km lang og en fælde for en angriber. Efter det smalle indløb med høje skrænter ender fjorden i en bredning på omkring to km. Her lå svenskerne. Tordenskiolds eskadre bestod af 2 fregatter, 2 stykpramme og 3 galejer. Den svenske styrke bestod af 1 stykpram, 8 galejer og tre mindre fartøjer plus et kanonbatteri på en lille holm i bunden af kilen. Stykprammene havde lille dybgang, sejl og skulle bugseres hen mod målet, som de kunne bombardere med et linjeskibs ildkraft. De var uhyre effektive i skærgårdskrig. Galejerne som var meget store robåde med sejl og et par kanoner fortil, og skulle i slaget bugsere stykprammene til deres mål og under bombardementet holde dem i den rigtige retning. En optælling viste senere, at over for Tordenskiolds 139 kanoner havde svenskerne 111, og hans skyts var generelt af højere kaliber. Sven­skerne havde anbragt et kanonbatteri på en holm i fjorden, og med sit faste underlag var dette batteri overlegent i forhold til den tilsvarende bevæbning på et skib, hvilket var en lille fordel til svenskerne.

Indsejlingen
Kl. halv to natten til den 8. juli lettede Tordenskiolds eskadre anker, og kl. seks om morgenen nåede de Dyne­kilen. Ved indsejlingen stødte eskadren på en svensk forpost. De havde hverken etableret kanonbatteri eller spærring af fjorden med bomme, men hvilken modstander turde også bringe tunge krigsskibe gennem den smalle fjord – ingen - undtagen Tordenskiold. Svenskerne affyrede nogle skud og flygtede ind i fjorden. Tordenskiold forfulgte dem, mens han gjorde klar til kamp. Kl. syv var Tordenskiold nået til enden af indløbet og kunne fra en klippe observere situationen i bunden af fjorden. Her lå foruden krigsskibene otte transportskibe, som var tungt lastet med belejringsmateriel, kanoner, ammunition og proviant. De to danske stykpramme med det tunge artilleri blev manøvreret frem efterfulgt af fregatterne HVIDE ØRN, VINDHUNDEN og galejerne. De svenske skibes placering er usikker, men galejerne synes af have lig­get i den sydlige ende med forstævnene ud fra land. STENBOCKEN lå nordvest for landbatteriet for at dække transportflåden i den nordlige ende af fjorden. Tordenskiolds taktik var enkel: Han ville bringe sine to stykpramme samt HVIDE ØRN så tæt på STENBOCKEN og landbatteriet som muligt for at uskadeliggøre dem. Derefter ville resten være et nemt bytte.

Slaget begynder
Omkring kl. halv otte om morgenen begyndte kampen. Den første times tid var Tordenskiolds søfolk under svensk ild, mens søfolkene kæmpede for at manøvrere de store skibe på plads. HVIDE ØRN lidt nordpå tæt på landbatteriet, og ARCA NOÆ midt for eller lidt sydvest for batteriet. Efterhånden begyndte overvægten af kanoner på Tordenskiolds eskadre at tælle. Omkring kl. 11 om formidda­gen beordrede Tordenskiold sine skibe tættere på fjenden, og prammene blev under heftig beskydning halet tæt på landbatteriet, mens HVIDE ØRN gav støttebeskydning. Landbatteriet blev sikkert mest beskudt med skråsække, og efter den intense beskydning på klods hold beordrede Tordenskiold landgang på holmen. Matroser og soldater sprang i land og svenskerne flyg­tede. Ved middagstid stilnede den svenske ild af, og STENBOCKENs flag blev nedhalet. Strömstierna selv var blevet alvorligt såret men overlevede. Før flaget blev halet ned, gav han ordre til at sprænge sine skibe, men Tordenskiold ville sikre sit bytte. Ikke blot måtte ødelæggelsen forhindres, men de sæn­kede skibe skulle om muligt hæves og gøres klar til bugsering. Alt skete under stadig beskydning fra højderne af infanterister. 

Lunter, krudtmagasiner og helten med træbenet
Der er adskillige historier om helteindsatser i denne fase af slaget, hvor nord­mænd og danskere myldrede om bord på de svenske skibe for at slukke brændende lunter i krudtmagasinet eller standse ødelæggelsen, alt imens de blev beskudt fra de omkringliggende højder. Kaptajnløjtnant Michael Tønder, skipper på galejen PRINTZ CHRISTIAN, havde netop ledet aktionen hvor batteriet på holmen blev uskade­liggjort, da han så røg fra en svensk hukkert i bugten ved siden af. Tønder havde i øvrigt fået skudt sit højre ben af under kampene mod svenskerne ved Stralsund, men to måneder senere meldte han sig igen til tjeneste – nu med træben. Resolut blev han roet over til hukkerten og kom ombord. I en luge stod en tjæretønde og brændte. Tønder fik med hjælp fra sin overkvartermester tønden lempet over bord. Lidt senere kom overkvar­termesteren tilbage fra lasten og råbte, at skibet var ladet med krudt og var ved at springe i luften. Tønder sprang ned i lasten, så en brændende lunte på knapt to tommer som stak ud fra en krudttønde, og fik i sidste øjeblik hevet lunten ud, og reddede derved både sit liv og den halve flåde. Det viste sig nemlig, at skibet var en flydende bombe med 260 tønder krudt i lasten. Tønder fik i øvrigt senere i karrieren også skudt sit træben af, ramt af en svensk kanonkugle, og det fortælles: ”at det gjorde ham langt større Pine, da hans Træben blev ham fraskudt, end da han mistede sit rigtige Ben”. Alle synes at have kæmpet fremragende og tappert, og det må have betydet meget, at langt de fleste søfolk på eskadren var nordmænd. De angreb og ødelagde forsyninger til de svenske invasionsstyrker, som stadig stod på norsk grund, så hvis de nogensinde havde grund til at kæm­pe, var det her og nu i Dynekilen.

Konsekvenserne af søslaget i Dynekilen
Det er næppe nederlaget i Dynekilen alene, som fik Karl XII til at give ordre til at trække sig ud af Norge, for den ordre var allerede givet efter nederlaget foran Fredriksten. Men nederlaget i Dynekilen, hvor han mistede både belejringsmateriel, nye for­syninger af ammunition og proviant, overbeviste Karl XII om, at det ville kræve en betydelig større militær slagkraft og langt grundigere forberedelser, hvis han skulle have håb om at lykkes med en ny invasion af Norge.

Efterspil - den forsvundne svenske krigskasse
Blandt de svenske tab ved Dynekilen var også krigskassen med lønninger til soldatene som belejrede Frederikssten. Ingen synes at vide hvad som hændte med den, og den står heller ikke opført på listen over beslaglagt og erobret gods. Men der er flere muligheder. Den ene er at den gik til bunds da forsyningsflåden blev ødelagt. I så fald ligger der en skat et sted på havbunden inderst i Dynekilen og venter på finderen. Men der er også en anden mulighed. Selv om officiel dansk historie hævder, at det er en myte at Tordenskiold ikke fik sine prisepenge, så er det et faktum at Tordenskiold allerede i 1716 lå i disputs med Admiralitetet i spørgsmålet om udbetaling af prisepenge fra året før til sig selv og sit mandskab.
Ethvert mysterium har en løsning, det gælder bare om at finde motivet, og spørgsmålet er, om Tordenskiold havde et motiv for eventuelt selv ”at tage vare på krigskassen”. Det som imidlertid er sikkert er, at Tordenskiolds gutter aldrig har klaget over lønnen, og man kan stille sig selv spørgsmålet - hvorfor?