Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 
Tilbage til forsiden
Tilbage til
Hvad skete der...

Med Tordenskiold ombord på Støtteskibet ABSALON

Vor store søhelt Peter Tordenskiold ville have gjort store øjne og råbt: ”splitte mine bramsejl” adskillige gange, hvis han havde deltaget i den store rundtur med sine Venner torsdag 5. september, i 300-året efter at han erobrede Karlsten fæstning i Marstrand, og selv var blevet adlet og udnævnt til viceadmiral. I en byge af slagregn hastede vi ombord, og vi blev budt velkommen af marineoverkonstabel Nicolai en af veteranerne ombord. Han havde både været med i jagten på pirater i syd og var lige hjemkommen fra et togt til Grønland i nord.  

 

Og så startede den helt store rundtur. Først gennem div. messer og barer. Derefter så vi vaskeriet, saunaen, gik gennem pantryet hvor der blev stegt velduftende frikadeller i hundredvis, ned til ankerspillene, op til kahytterne, infirmeriet, biblioteket osv. Men - da vi nåede op i O-rummet med de mange skærme, og undervejs havde mødt adskillige kvindelige officerer og sergenter kunne Tordenskiold ikke styre sig længere og råbte: ”splitte mine bramsejl drømmer jeg, eller er jeg vågen”.

  Et stort gråt skib uden sejl, med over hundrede besætningsmedlemmer om bord og kun få kanoner. Dog spærrede Tordenskiold og Vennerne øjnene op, da Nicolai fortalte, at den største kanon kunne skyde over 100 skud i minuttet med en rækkevidde på 100 km., hvis kanonbesætningen puttede lidt ekstra sortkrudt i løbet. Hvortil han svarede:
”hvis jeg havde haft sådan en kanon, kunne jeg jo have ligget i Fladstrand og skudt Karlsten fæstning sønder og sammen, uden at mine soldater havde behøvet at løbe rundt i Marstrands gader”

Og de havde også undervandskanoner, dem kaldte de torpedoer. Der var også nogle store skrå og lodrette rør, som kunne skyde raketter ”ad helvede til” og ramme mål, som man ikke kunne se på den anden side af kimingen. Mageløst – sådan nogle rør skulle jeg også have haft. Tordenskiold opdagede pludseligt, at der under en lejder lå en stor tønde som var overordentligt godt surret fast. Den havde ikke en lunte i, men en taphane. ”Her er endeligt noget, jeg kender fra HVIDE ØRN” sagde han: ”er det sortkrudt”. ”Nej velfærds-whisky” :svarede Nicolai med et smørret grin. ”Den er jeg helt med på” :grinede Tordenskiold.

 

Tordenskiold gik helt i sort, da vi nåede et stort tomt agterdæk bemalet med et stort gult H på. Her fortalte Nicolai, at der om en times tid ville lande en stor fugl med mange vinger på ryggen og en roterende hale – en helikopter. Den troede Tordenskiold absolut ikke på: ”umuligt, stop den fuldemandssnak”.

Vi hilste også på skibets chef kommandør Lars Povl Jensen, der som chef på inspektionsfartøjet KNUD RASMUSSEN heltemodigt reddede den canadiske trawler SAPUTI i Nordatlanten, og som blev hædret med Tordenskiold-Prisen 2017. Da Tordenskiold hørte, at hans Venner uddelte en pris til hans ære, udbrød han glædestrålende: ”Det er jeg både stolt og beæret over. Så er jeg ikke helt glemt. Det går glædeligt”.

 

Men - da vi skulle til at gå fra borde, fik Tordenskiold pludselig øje på nogle svenske flag på ni grå skibe over på Nyholm, hvor han selv havde gået på Officersskole. Øjnene blev smalle og med dirrende pegefinger pegede han på dem, og hviskede til Nikolai: ”Skal vi ikke lige nappe alle ni med den store kanon, ligesom jeg gjorde i Dynekilen i gamle dage, nu svenskerne er så dumme at sejle lige ind i min flådebase”, hvortil Nikolai svarede: ”ja det kunne være fristende, men de næste 14 dage skal vi alle på togt i Østersøen. Der får vi måske brug for dem. Men vi kan jo nappe nogle russere i stedet, hvis det bliver nødvendigt – men Gud forbyde det”.

 

Til slut vil Selskabet sige tusind tak til alle vi mødte ombord, og en speciel tak til Nikolai med ønsket om god vind og medløbende sø fremover.