Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 
Tilbage til forsiden
Tilbage til
Hvad skete der...
 

Sommerudflugt til M/S Museet for Søfart
– verdens flotteste søfartsmuseum

Stor var begejstringen hos de 39 tilmeldte til årets sommerudflugt, da vi efter endt rundvisning i det nye søfartsmuseum samledes til frokost i Café Krone B. Museet, der er tegnet af den verdenskendte tegnestue BIG, Bjarke Ingels Group, er kåret som ”Verdens flotteste kulturbyggeri 2014”, og dermed i sig selv et besøg værd, men de udstillinger, vi blev præsenteret for, stod ikke tilbage for de spændende rammer, Dok 1 på det gamle Helsingør Værft lagde op til.  

Solen skinnede, da Selskabet lørdag 14. juni mødtes i terrænhøjde. Derefter gik vi samlet ad de skrånende broer ned i den gamle tørdok, hvor formanden kontreadmiral Lars Kragelund bød velkommen, og på slaget 11.00 trådte vi ind i det underjordiske museum. Her blev vi modtaget af de både vidende og veltalende guider Lin Sveinbjørnsson og hendes kollega Samanta, som førte os ind i en farverig maritim verden, der fortalte om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer i fortid og nutid.

Udstillingen eller rettere de 7 udstillinger er ikke bygget op i kronologisk rækkefølge. De udstillinger, vi blev præsenteret for, lægger mere vægt på at fortælle historier end på at vise genstande. ”Sømanden som maskulin myte” med både drengebogen Peder Most og kultfilmen Martha var i montre, der var udformede som koøjer. Udstillingerne ”Havnen som porten til verden”, ”Sømandens liv ombord”, og de klassiske ”Navigationens historie” samt ”Skibsmodeller og marinemalerier” er både alsidige, flotte og spændende.  ”I krigens skygge” er klart den mest dramatiske. Udstillingen ”Te-selskabet” viser, hvordan København i 1700-tallet var den absolut centrale by i det miniimperium, Danmark-Norge dengang stadig var. Et imperium, hvor varer fra fjerne markeder, heriblandt også te, spillede en vigtig rolle. Derfor kan man med god ret hævde, at globalisering ikke er et fænomen, vi har opdaget og udviklet i vor tid, det var en kendsgerning allerede i 1700-tallet. Udstillingen ”Containerskibstransport i dag” viser den rivende udvikling i globaliseringen, synliggjort ved en skalamodel af verdens største containerskib Mærsk Mc-Kinney Møller som kontrast til skalamodellen af den 235 år gamle kinafarer Disco.

Vore gode guider fortalte både om de store linjer samt om mange sømænds personlige historier, hvilket gjorde rundvisningen meget levende. Udstillingerne bliver præsenteret i spændende lokaler, vekslende mellem brede og lyse, snævre og mørke, med både film og lydeffekter samt en let skrånende dørk, der gav os følelsen af at være med ”ombord”.

Kl. 13:00 mødtes vi til skafning og snak i Café Krone B, der ligger i Nordre Kroneværksbygning nr. 3 på Kronborg Slot. Her stod Emma og hendes crew for store velskænkede fadøl, Linje Akvavit og velsmagende smørrebrød efterfulgt af kaffe. Viceadmiral Bork var fortalte en sjov historie om kønsrolleforskelle på Færøerne og Fanø i 60’rne, og et andet medlem fortalte, at hans slægt havde boet og arbejdet på Kronborg. Hans farfar tjente lidt ekstra ved at reparere sko for personalet, og hans farmor solgte billetter til det gamle Handels- og Søfartsmuseum, som dengang lå på Slottet. De havde to kvikke drenge. Hans far og onkel var guider, og ved afslutningen af rundvisningerne i Kronborgs kasematter tog den ældste noget voksentøj på i ly af mørket, roste lillebror for en fantastiske rundvisning og gav ham flotte drikkepenge, hvorefter resten af selskabet fulgte op. De tjente så mange lommepenge, at de kunne købe hver sin cykel. Det gik godt, indtil en journalist fra Politiken skrev og brokkede sig over, at han skulle betale både entré og drikkepenge til guiderne. Farfar hørte om artiklen, og far og onkel måtte stå skoleret hos farfar, men cyklerne fik de lov at beholde. I dag vil man kalde dem gode entreprenører og iværksættere.  En imponerende, flot og hyggelig sommerudflugt var til ende.