Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 
Tilbage til forsiden
Tilbage til
Hvad skete der...
 

Tordenskiolds festlige fødselsdag
i Holmens Kirke og i Norges Hus
fredag den 28. oktober 2012

Ved Chris Dam, Selskabet Danske Tordenskiold-Venner

Højtideligholdelsen af vor Søhelts 322-års fødselsdag indledtes med gudstjenesten kl. 17 søndag 28. oktober 2012, med Holmens kirkes provst og orlogsprovst Ejgil Bank Olesen ved roret. Dagens musikprogram var stort og af meget høj kvalitet. Holmens berømte vokalensemble, dirigeret af organist og kantor Jakob Lorentzen, lagde ud med salmen "Mægtigste Kriste", og efter indgangsbønnen fulgte fællessalmen "Herre Gud, dit dyre navn og ære". Så fik vi læst dagens tekst efterfulgt af en blændende solo af sopranen Monica Nørgård Stevns som sang Niels W. Gades kirkearie "Her fra støvet råber jeg Herre". Efter den fyldige prædiken sang vi "Nu står der skum fra bølgetop", og så var der en velbesøgt altergang. Vi fortsatte med salmen "Du som har tændt millioner af stjerner", bøn, Fadervor og velsignelse. Holmens Vokalensemble brillerede med en motet efterfulgt af "Altid frejdig, når du går", som afsluttede gudstjenesten.

Derefter bar to kvindelige og tre mandlige kadetter fra Søværnets Officersskole, anført af seniorsergent Søren Konradsen, kransene op i Kapelsalen til "Prins Jørgens March". Smukt og højtideligt. Efter at de mange kirkegængere var på plads ved Tordenskiolds sarkofag, som i dagens anledning var flankeret af to store kandelabre og Selskabets nye orlogsrøde fane, blev kransene lagt af repræsentanter fra Den Kgl. Norske Ambassade, Søværnet, Danmarks Marineforening, Selskabet Danske Tordenskiold-Venner og Tordenskiold-Selskabet "Hvite Ørn" fra Norge. Kontreadmiral Lars Kragelund læste mindeord over afdøde medlemmer og bøn fra "Morgenbønner for Søofficersskolen", og så fulgte hornsignal og trommehvirvel spillet af musikere fra Søværnets Tamburkorps. Sopranen Monica Nørgård Stevns, akkompagneret af Holmens Vokalensemble rundede musikprogrammet af med "Kongernes Konge". Selskabets formand takkede afslutningsvis Holmens Kirkes stab og alle aktørerne for en flot højtidelighed. Tordenskiold må have nydt det.

Herefter forlagde vi til Norges Hus. Formanden bød velkommen, og indledte med Dronningens skål. Tordenskiold fik også én skål, og så var der skafning. Norsk ferskrøget laks med spinat, kaffe og cheese cake. Den åndelige føde var et potpourri af norsk klassisk musik, spillet af de unge norsk-danske violinistsøstre Johanna og Sofie Qvamme. Deres smukke og stemningsfulde musik høstede bragende og langvarigt bifald, og vor formand overrakte buketter, også en til sopranen Monica Nørgård Stevns for hendes vidunderlige sang i Holmens Kirke. Traditionen tro spandt viceadmiral Jørgen F. Bork en ende over den dristige navigation i slaget ved Dynekilen 1716 med en tråd op til USA's 200 års jubilæums flådeparade i 1976, hvor han som chef for fregatten PEDER SKRAM, med en dristig manøvre lagde fregatten på siden af en tysk fregat uden slæbebådsassistance, som det eneste af 55 krigsskibe på den meget strømfyldte Hudson River i New York Havn. Aftenens sidste indslag kom fra Sverre Støren, næstformand i "Hvite Ørn", som reciterede et smukt digt om Tordenskiold, som han selv havde forfattet. Derefter fremviste han sit familie-klenodie - Tordenskiolds drikkebæger af sølv. Bægeret blev fyldt med Linje akvavit og overrakt til dagens anden fødselar kontreadmiral Kragelund, som tømte det i et drag, som afslutning på endnu en festlig fødselsdagsfejring af vor søhelt.

 

 
  klik på billederne for at se dem i fuld størrelse
 
Holmens Vokalensemble   Jens Ole Løje lægger en krans ved Tordenskiolds grav   Johanna og Sofie Qvamme   Viceadmiral Jørgen Bork   Gæsterne i Norges hus   Lars Kragelund drikker af Tordenskiolds sølvbæger - th Sverre Støren   Sopraen Monica Nørgård Stevns - ærmedlem Inge Friisager - Kantor Jakob Lorentzen