Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 
Tilbage til
Tordenskioldprisen
  1984    Premierløjtnant S. L. Sørensen

24. august kl. 15:00 får inspektionsskibet HVIDBJØRNEN ordre om at gå til assistance til en fransk 45 fods tomastet yacht BASILE II med 5 personer ombord. Den befinder sig på en position 160 sømil syd for Kap Farvel, Grønland. På grund af den store afstand til havaristen - 194 sømil (356 km) - er det for tidligt at sende helikopteren af sted. Kl. 18:30 melder Rescue Coordination Center (RCC) St. John, Canada, der opfanger det første nødsignal fra yachten, at de har mistet kontakten. Helikopteren bliver straks sendt af sted med premierløjtnant S. L. Sørensen som chef, mens der endnu er dagslys. 19:45 melder det islandske fragtskib ARKANES, at det ligger ved havaristen, men at vejret er for hårdt til at bjærge besætningen. Helikopteren er fremme ved den opgivne position kl. 20:05 men finder ingenting. De finder havaristen 30 sømil sydligere, og kl. 20:20 er der kontakt. På grund af yachtens 17m høje master må franskmændene i gummiredningsflåden. Til trods for tusmørke, høj sø og turbulens bliver alle samlet op, og den lange hjemtur begynder i 40 knobs modvind i flyvehøjden. 15 sømil fra inspektionsskibet er brændstofbeholdningen nede på minimum for landing. Anflyvningen foregår på instrumenterne i mørke med lave skyer og ringe sigt. Forhold der er langt ud over de normale begrænsninger for natoperationer til søs. Ved landingen er brændstofmængden nede på under det halve af, hvad der er fastsat som minimum for landing. Det er et spørgsmål om minutter før helikopterens motor går i stå. Alle bliver reddet, men man finder aldrig yachten BASILE II igen. Den formodes at være sunket i løbet af natten.
 

 
   
     
  Premierløjtnant S. L. Sørensen (tv.) og kontreadmiral J. Philip Rasmussen.