Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 

 

Tilbage til
Artikler
   
 

Var Tordenskiold strateg?

af Lektor, lic.jur. Per Jacobsen
Marinehistorisk tidsskrift, nr. 4 1998.

I Tordenskjold-litteraturen er der hos såvel danske som norske forfattere almindelig enighed om, at Tordenskjold var et sømilitært geni med såvel fremragende taktiske som strategiske evner. Lidt overdrevent forekommer det, når Bergersen sidestiller ham med 3 af søkrigshistoriens virkelige koryfæer, den engelske "General-at-Sea" Blake, den hollandske admiral de Ruyter og den engelske viceadmiral Nelson (1). Den almindelige opfattelse i litteraturen af Tordenskjolds militære evner udtrykkes nok meget rammende i H.C. Bjergs karakteristik, hvor det hedder:

"Han må karakteriseres som en talentfuld og initiativrig søofficer med en ualmindelig evne for strategisk tænkning, taktik og administration samt sømandsskab" (2)

Der er ingen grund til at bestride, at Tordenskjold var såvel talentfuld som initiativrig. Hele hans karriere i den dansk-norske Søétat vidner om dette. Der er heller ikke grund til at betvivle, at han var en fremragende sømand og en fremragende taktiker, når der var tale om enkeltskibskamp. Det vidner hans mange træfninger som fregatchef med overlegne modstandere om. Til overflod er hans fremragende egenskaber som sømand og som taktiker i enkeltskibskampen fastslået af samtidens måske mest kompetente danske admiral, Søkadetkompagniets mangeårige chef, Chr. Thomesen Sehested, der i sin rapport til kongen om Peter Wessels kamp i 1715 med linieskibet RIGA og fregatten PHENIX skriver følgende:

"Jeg kan Sandelig icke nok som berømme dend maade, hand har giord denne action paa. Thi omskønt de var ham forsterche udj Støcherne, Saa har hand været Dem forsterche udj Søemandskabet! Thi entten har hand lagt dem for Buven og Skøtt dem langs Skibs. Eller ogsaa er hand Kommen Dem paa den side, at de ej for den haarde Blæst Kunde loche deris Porther op, og det er Aarsagen, de ey har Kundet holdt det ud med ham; denne action er Sandelig saa remarquabel, at jeg understaar mig Allerunderdanigst at recommandere ham videre udj Eders Majestæts naade." (3)

Tordenskjold var formentlig også administrativt begavet. En gennemgang af hans breve viser såvel administrativ flid som grundighed. Meget tyder på, at han var en god logistiker (4).

Tordenskjolds mulige taktiske evner som flådefører er det derimod ikke muligt at dokumentere, idet de kampe, han deltog i som eskadrechef, enten var mod landbesfæstninger eller ankrede skibe eller kombinationer heraf, og selvom de taktiske dispositioner under disse kampe måske ikke kan kritiseres, giver de ikke nogen vejledning om hans mulige taktiske evner som flådefører under kampe til søs. Betragtninger om Tordenskjolds evner i så henseende kan kun hvile på rene gætterier. (5)

Bjergs vurdering af Tordenskjolds evner for strategisk tænkning som "ualmindelige" hviler dels på hans operationer langs Bohus Läns kyst og dels på "hans avancerede syn på rekognoseringstjenestens betydning for søkrigsførelsen" (6). Det er utvivlsomt, at Tordenskjold som fregatchef var en fremragende eclaireur. Den omstændighed, at de kommanderende admiraler for hovedflåden i Østersøen gentagne gange bad om, at han måtte blive beordret til hovedflåden, og hyppigt roste ham i rapporter, dokumenterer dette (7). Det forekommer imidlertid ikke rigtigt at tillægge ham ualmindelige strategiske evner på grund af hans utvivlsomme dygtighed til denne tjeneste (8). Der har i tidens løb i den europæiske søkrigshistorie været mange eksempler på fremragende fregatchefer, der var knapt så fremragende, når de som admiraler blev betroet den overordnede ledelse af større flådestyrker (9). Det er derimod rigtigt, at en vurdering af Tordenskjolds strategiske evner væsentligt må bygge på hans operationer på Bohus Läns kyst i de perioder, hvor han gjorde tjeneste som eskadrechef eller chef for den norske Søarmatur.

Det følgende er et forsøg på at klarlægge, om Tordenskjold virkelig havde ualmindelige evner til at tænke strategisk, således som det hidtil er antaget i litteraturen (10). Den væsentligste kilde til undersøgelsen har været Tordenskjolds egne breve (11).

Operationerne.

En fuldstændig gennemgang af Tordenskjolds virksomhed som eskadrechef og chef for den norske søarmatur ville ikke kunne rummes i artikelformen, hvorfor undersøgelsen koncentreres omkring de større operationer, der har gjort ham kendt: Dynekilen, Gøteborg, Strømstad, Marstrand, Nya Elfsborg og Gøteborg. Når det skal vurderes om disse operationers iværksættelse var udslag af hans evne til at tænke strategisk, må det dels være af afgørende betydning, om iværksættelsen skete på Tordenskjolds initiativ, og dels om denne iværksættelse hvilede på korrekte strategiske og operative forudsætninger. I den hidtidige litteratur synes man at gå ud fra, at dette har været tilfældet. Ved vurderingen af Tordenskjolds strategiske evner på baggrund af de ovennævnte operationer må man naturligvis også tage i betragtning, at hans mulighed for at handle og tænke strategisk var begrænset af den af krigsledelsen fastlagte overordnede strategi. Tordenskjold havde således kun muligheder for at udfolde sig på, hvad man kan betegne som det operative niveau.

Dynekilen.

Angrebet på den svenske transportflåde i fjorden Dynekilen den 8. juli 1716 må nok karakteriseres som Tordenskjolds største succes som flåde- og eskadrechef. Situationen var den, at Carl den 12. belejrede den norske fæstning Frederikssteen, men havde brug for bl.a. belejringsartilleri for at indtage fæstningen. Den danske Nordsøflåde under viceadmiral Gabel havde søherredømmet i Kattegat og Skagerak, men var ikke i stand til at forhindre indenskærs svenske transporter fra Gøteborg og nordover, fordi de danske fartøjer var uegnede til at operere i skærgården. En sådan transport med bl.a. belejringsskyts var i begyndelsen af juli måned løbet ind til Dynekilen. Transporten blev ødelagt og erobret af Tordenskjold med den strategiske følge, at Carl den 12. umiddelbart efter trak sig ud af Norge.

Når Tordenskjold var i stand til at trænge ind i Dynekilen og gennemføre ødelæggelsen af den svenske transportflåde, skyldtes det, at han rådede over det rette materiel i form af særlige fartøjer, der var specielt egnede til krigsførsel i skærgården. I litteraturen har baggrunden for, at han blev beordret som chef for denne særlige eskadre været diskuteret (12). Tordenskjold var af Gabel beordret til at konvojere til København (13), hvortil han kom den 6. juni. Allerede den 8. juni indleverer han til generaladmiral Gyldenløve en skrivelse, hvori han redegør for situationen omkring Frederikssteen, og hvor han foreslår udrustning af en eskadre bestående af skytsskibet HIELPEREN, prammen ARCA NOÆ, fregatten HVIDE ØRN samt et antal galejer med henblik på at trænge igennem Svinesund for at bringe provisioner til Frederikssteen, der stærkt trænger til sådanne.

Den 13. juni beordrede kongen Tordenskjold som chef for en eskadre bestående af fregatterne HVIDE ØRN og VINDHUNDEN, skytsskibet HIELPEREN, stykprammen ARCA NOÆ samt galleierne PRINTZ CHRISTIAN; LOUISE og CHARLOTTE AMALIE. Han skal efter sin sejlordre gå til Koster eller Dynekilen, og han skal ved ankomsten melde sig til viceadmiral Gabel, der formodes at opholde sig ved Larkollen, samt indhente videre ordre fra denne. Tordenskjold havde således ikke nogen ordre til at handle selvstændigt mod de svenske transporter eller ved undsætning af Frederikssteen. Gabel havde allerede den 19. april foreslået kongen, at der blev anskaffet stykpramme til placering i Oslofjorden (14), og den 6. juni skriver han til Kongen med henblik på at undsætte Frederikssteen ved hjælp af skærgårdsfartøjer. Der kan ikke være tvivl om, at det er Tordenskjolds memorial til admiral Gyldenløve, der fører til udrustningen af den særlige eskadre under kommando af Tordenskjold, idet Gabels brev af 6. juni næppe har kunnet nå København, inden Kongens beslutning, der øjensynligt er truffet allerede den 11. juni (15).

Det kan derimod ikke udelukkes, at Gabels brev af 19. april har haft indflydelse på afgørelsen. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Tordenskjold og Gabel begge fremfører ønsket om skærgårdsfartøjer. Noget kunne tyde på, at situationen har været drøftet dem imellem inden Tordenskjolds afsejling til København, og at Tordenskjold har været orienteret om Gabels ønske. Den omstændighed, at Tordenskjold i et brev til kongen af 21. juni nævner, at viceadmiral Gabel tidligere har udpeget ham som leder af en ekspedition mod den svenske transportflåde, kunne også tyde på, at Tordenskjold og Gabel har været enige om et angreb på den svenske transportflåde, når mulighed herfor forelå.

Hidtil har det i litteraturen været fast antaget, at Tordenskjold iværksatte angrebet på transportflåden i Dynekilen uden at afvente ordre fra Gabel, fordi han anså det for nødvendigt at handle omgående (16). Det er et spørgsmål om denne opfattelse er korrekt.

Eskadren ankrede ud for Koster den 7. juli om aftenen. På ankerpladsen lå en jolle fra linieskibet FYEN, og besætningen i denne underrettede Tordenskjold om den svenske transporteskadre i Dynekilen. Han blev imidlertid også underettet om, at linieskibene PRINTZ WILHELM, DELMENHORST og FYEN samt fregatten HØYENHALD lå 2 mil nord for ankerpladsen. Der foreligger ingen dokumentation for, at Tordenskjold efter ankringen har været i forbindelse med viceadmiral Gabel, men har Gabel været ombord i et af eskadrens skibe, er en sådan kontakt i hvert fald en mulighed. At en sådan kontakt kan have været etableret den 7. om aftenen, bestyrkes af, at Gabel øjensynligt har været til stede i Dynekilen under selve angrebet. At det har været tilfældet fremgår af et brev af 9. juli 1716 fra Gabel til vicestadtholder Fred. Krag, hvori det hedder:

"Jeg kan ikke efterlade Eders Excellence at rapportere, at vore Pramme og Galleer ere arriverede, at Capitain Tordenschiold og Capitain Lemvig derpaa igaar straxen indseilede udi Dynne-Killen og attaqverede den svenske Flotille. Attaqven begyndte Klokken 8 om Morgenen og Klokken 12 faldt den saa lykkelig ud, at den hele Flotille, med Alt hvad der var inde, blev beziret med dansk Flag, saa de kan sige, at de har været her, hvilken Coup jeg troer skal give de Svenske stor Eftertanke. Der var derinde 10 Galleer og Steenbukken; jeg roede derfra Klokken 12 (min udh.), da havde vi allerede faaet 2 Galleer og Steenbukken af Grunden; hvormange de siden har faaet, er mig uvitterligt; de Svenske laae saa tæt under Landet, at de sprang fra Fartøierne i Land, dog har vi faaet endeel fangen, hvorom med første skal indkomme vidtløftigere Relation. Jeg forbliver....." (17)

Såvel Bjerg som Bergersen nævner Gabels brev, men begge forfattere synes at udtrykke en vis tvivl om, hvorvidt Gabel virkeligt har været til stede i Dynekilen, og ingen af dem er villig til at drage den mulige konsekvens af en sådan tilstedeværelse, nemlig at Tordenskjold faktisk har nået at indhente videre ordre hos Gabel (18).

Hvis Tordenskjold har handlet efter ordre fra Gabel, er det naturligvis ensbetydende med, at selve iværksættelsen af angrebet og dermed den strategisk operative disposition må godskrives Gabel, hvorimod den succesfulde taktiske gennemførelse af operationen ubestridt må godskrives Tordenskjold. At tingene måske hænger sammen på denne måde, bestyrkes i nogen grad af udformningen af Tordenskjolds efterfølgende rapporter. Han udfærdigede rapporter til Gabel (19), kongen (20) og Admiralitetet (21).

Det er karakteristisk, at rapporterne til kongen og ikke mindst Admiralitetet er meget detaljerede og fyldige, hvorimod rapporten til Gabel er kort og kontant, som den naturligt ville være, hvis modtageren på forhånd havde indgående kendskab til begivenheden. Det er naturligvis muligt, at Tordenskjold har handlet uafhængigt af Gabel, men denne hidtidige antagelse synes overordentlig usikker, og den giver ikke grundlag for en vurdering af Tordenskjolds strategiske evner.

Gøteborg.

Under angrebet på Dynekilen var Tordenskjold chef for den særlige eskadre af skytsskibe og galejer, men underordnet viceadmiral Gabel, der var chef for den norske Søarmatur. Den 14. november 1716 blev han imidlertid af kongen udnævnt til chef for den norske Søarmatur, bestående af den norske galejeskadre, postjagterne, de 2 pramme (HIELPEREN og ARCA NOÆ), orlogsskibene (linieskibe) LAALAND, SYDERMANDLAND og FYEN samt fregatterne HVIDE ØRN, RAA, SØE-RIDDEREN, LOSSEN og PAKKAN og den hukkerten FORTUNA (22). Af særlig interesse er det, at det i instruksen pålægges ham at konferere med det norske Generalitet inden iværksættelsen af vigtigere operationer. Det hedder således i instruksen:

"Og som vii om din Nidkiærhed for vores tienniste allernaad. ere persvaderede, Saa overlade Vii til din Conduite, med forbemeldte vores Søe-Armatur at entreprenere og foretage, giøre og lade, hvad du med wores derwærende Generalitets Gotfindende /; som du over alle Sager af importance flittig haver at consulere;/ for bedst og tienligt maatte eragte; Skulde sig og i een eller anden tilfælde begive, at du noget nyttigt till vores tiennistes befordring meente at udrette, men fra Generalitetet var saa langt fraværende, at du ej dets betenkning, uden noget derved blef forsømt, tilforn kunne indhente, da haver du, dersom vores tiennister dett maatte udfordre, de under din Commando værende Officerer udi Krigs Conseil at sammen kalde, Sagen med dennem nøye at overlegge, og hvad der da besluttet og for got fundet worder, uden viidere forspørsel, paa beste og forsvarligste maade at i-verkstille".(23)

Denne del af instruksen synes at måtte forstås således, at vigtigere operationer kun må iværksættes med Generalitetets godkendelse eller, såfremt det ikke er praktisk muligt at indhente en sådan, med krigsrådets godkendelse (24).

Tordenskjolds angreb på den svenske Gøteborgeskadre i Gøteborg Fjord fandt sted den 14. maj 1717. Baggrunden for angrebet var, at Carl den 12. var i færd med at opbygge styrker til et angreb på Norge. Den logistiske støtte til et sådant angreb måtte væsentligt komme ad søvejen, hvorfor der måtte etableres forsyningsbaser langs skærgårdsruten. Hovedbasen måtte blive Gøteborg. Det er selvsagt klart, at ødelæggelse af Gøteborg-eskadren og de i Gøteborg liggende transportskibe ville have katastrofale virkninger for forberedelsen af det svenske angreb på Norge, jvf. herved virkningerne af angrebet på transportflåden i Dynekilen. Det er derfor utvivlsomt, at en operation, der resulterede i en sådan ødelæggelse, ud fra en overordnet strategisk overvejelse var sund.

Det må formentlig antages, at ideen til et sådant angreb var Tordenskjolds egen, selvom det er utvivlsomt, at har har konfereret med general Wedel om angrebet og planen, der øjensynligt var godkendt af denne (25). Dermed er ansvaret for operationens endelige iværksættelse og gennemførelse også Tordenskjolds.

Første gang Tordenskjold i sin korrespondance omtaler Gøteborg-eskadren som mål for en påtænkt operation er i et brev af 5. maj 1717 til kongen. Det hedder heri bl.a.:

"Har i disse dage haft mangfoldig at forrette med Skibe, Pramme og den heele Gallée.Escadre at faa gandske Seiglklar, hvor med i denne Aften bliver færdig, og i morgen tilig, om Gud giver føyelig Wejr og Wind, gaar i Herrens Navn ad Søen udj et fast Haab til Hans Bistand at giøre een god Coup, til Eders Ko. Mats allernaadte milde Fornøyelse; der efter er jeg betenkt at fordeele under Commando havende force saa fordelagtig, at de Fiendtlige Stæder paa den Wigske Kust skal blive ald tilførsell og Correspondence, nest Guds Hielp, afskaaret. Gud kiender mit Hiærte, at det er gandske henvendt til Ed. Ko. Mats allernaadte Fornøyelse frem for alle ting i Verden at søge af alleryderste Kræfter forøget. Men Allernaadigste Konge! Om Gud maatte behage at hindre mit Forsæt for een gang; saa haaber dog allerunderdanigst Ed. Ko. Mat alligevel bevarer de allernaadigste Tanker for mig, at jeg er een troe Tiener og giør alt hvad mig mueeligt er; Men jeg haaber det nest Guds hielp, ikke skal komme dertill; Ti endskiøndt Fienden efter indkomne Relationer skal med swæhrt Schütts have, og daglig fortificerer sig meget sterk ved Gottenborg og Elsborg Søewærts, og opkaster Skantzer ved nye og gammel Wærv, hvor alle deres Armerede Fahrtøyer ere indlagde; saa maa det dog ikke hielpe; Ti jeg har det stadige haab Gud skal staa mig bi til een god expedition." (26)

Brevet er interessant af flere grunde. Brevet viser, at Tordenskjold var klar over, at ødelæggelse af den svenske Gøteborg-eskadre var en forudsætning for, at han med den styrke han havde til rådighed, overhovedet havde mulighed for at iværksætte en effektiv blokade af de svenske havne på Bohus Läns kyst, altså en rigtig operativ-strategisk vurdering. Brevet viser imidlertid også, at Tordenskjold på dette tidspunkt er klar over, at der arbejdes på at forstærke Gøteborg mod angreb fra søsiden, og at befæstningsarbejderne allerede er så vidt fremskredne, at de frembyder en risiko for , at operationen mislykkes.

Operationen var en fiasko. Den begyndte ved kl. 0130 den 14. maj og blev af Tordenskjold afbrudt kl. 0630 den 14. maj, hvor eskadren havde været under uophørlig beskydning. Under tilbagetrækningen mistede Tordenskjold 2 galejer og personeltabet var 52 døde og 79 sårede (27).

I den hidtidige litteratur har der været enighed om, at den væsentligste årsag til fiaskoen var capitain Vosbeins ulydighed (28). Som bekendt havde Tordenskjold beordret Vosbein, der var chef for fregatten SØERIDDEREN, til ved afgangen fra Fladstrand at slæbe skytsprammen ARCA NOÆ til indsejlingen til Gøteborg, en ordre som Vosbein undlod at efterkomme. Resultatet heraf blev, at angrebet ikke som af Tordenskjold påtænkt kunne iværksættes straks ved dagbrækningen den 13. maj, men måtte udsættes til næste morgen (29). Da Tordenskjold ankrede ved indsejlingen den 13. maj om morgenen, mistede han samtidigt muligheden for at iværksætte det overraskelsesangreb, som måske kunne have betydet operationens succes (30).

Efter angrebet udfærdigede Tordenskjold den 16. maj en rapport til general Wedel, chefen for det norske Generalitet og den 17. maj udfærdigede han enslydende rapporter til Kongen og Admiralitetet (31). I rapporten til Wedel hedder det bl.a.:

"Deres Excellence rapporteres underdt, at jeg d. 12te hujus gik Seigl fra Fladstrand om aftenen ved 8 Slett for at naae Gottenborg med den gode og magelige Wind ved følgende dagbrækning og overrumple dem da de ikke ware beredt; Til hvilken ende Fregatten SøeRidderens Chef, den jeg fandt for mig under Fladstran til Ankers, befalede at slæbe Geschütz Skibet Arca Noa, der seigler meget slett; men siden samme min ordre blev violeret, hvor om Hans Ko; Mat á parte allerunderdanigst tilskrevet, kom jeg ikke hid førend ved 6 slett om morgenen d. 13 ditto. Dette foraarsagede tillige med en Svendsk Ritmester, som meget ubeleilig skal have faaet permission at reise, imedens jeg i Friderichstad laa færdig at forseigle, till Sverrig, hans Raport, at Fienden forefandtes udj xtraordinaire defensions Stand. Siden den stoore Omkostning var giordt, og hazarten mest udstaaet, maatte jeg dog tentére Fienden (min udh)...."

På baggrund af denne rapport må det være utvivlsomt, at Tordenskjold, da han iværksatte angrbet på Gøteborg, var fuldstændig klar over, at overraskelsesmomentet, som var en væsentlig del af hans oprindelige plan, var gået tabt, og at han også var klar over, at chancen for en heldig gennemførelse af angrebet var minimal af denne grund og på grund af den meget stærke svenske forsvarsposition. Det fremgår også, at der ikke bag hans beslutning om alligevel at angribe lå nogen strategisk operativ tankegang. Tordenskjolds begrundelse for at gennemføre angrebet minder om Nelsons begrundelse for at gennemføre angrebet på Santa Cruz i 1797, selvom forudsætningerne for hans oprindelige angrebsplan (overraskelsesmomentet) var bristede. I hans rapport af 27. juli 1797 til Lord St. Vincent hedder det bl.a..:

"Thus foiled in my original plan, I considered it for the honour of our king and country not to give over the attempt to possess ourselves of the town, that our enemies migth be convinced there is nothing which Englishmen are not equal to.." (32)

Hos såvel Tordenskjold som Nelson er der tale om beslutninger, der ikke er begrundet i strategisk operative overvejelser, men alene begrundet i forsøg på at hævde personlig prestige. Hos R.C. Anderson hedder det om angrebet på Gøteborg bl.a.:

"This was Tordenskjold´s first failure. As a surpise the attack migth have succeeded, but when once the Swedes were on the alert it was probably a mistake to attempt it...." (33)

Spørgsmålet, om angrebet kunne have været heldigt gennemført, såfremt overraskelsesmomentet ikke var forlist, får stå hen. Sandsynligheden forekommer ikke stor, når der tages hensyn til, at der på svensk side var tale om en meget betydelig artilleristisk overlegenhed (34), hvilket var Tordenskjold bekendt. Konklusionen må derfor blive, at fiaskoen ved Gøteborg skyldtes, at Tordenskjold handlede uden at tage hensyn til de strategisk operative kendsgerninger vel vidende, at disse talte imod en gennemførelse af angrebet. Gøteborg peger ikke på nogen ualmindelig evne til at tænke og handle strategisk hos Tordenskjold, men snarere på svigtende operativ dømmekraft.

Strømstad.

Angrebet på Strømstad fandt sted den 19. juli 1717. Baggrunden for angrebet var, at Carl d. 12. forberedte et nyt angreb på Norge, og i den forbindelse var begyndt at befæste Strømstad, som han havde udset som forsyningsbase for det kommende angreb. (35) Angrebet var en fiasko, idet eskadren efter 6 timers hård kamp måtte trække sig tilbage med uforrettet sag og med betydelige personelle tab, ialt 96 dræbte og 246 sårede, hvor i blandt var Tordenskjold selv. (36)

Det har hidtil været antaget, at initiativet til angrebet på Strømstad var Tordenskjolds. (37) Første gang, der i Tordenskjolds breve antydes muligheden for et angreb af den norske Søarmatur på svenske forsyningsbaser, er i et brev af 5. juli 1717 til chefen for det norske Generalitet, general Wedel. Efter at have erindret om fjendens øjensynlige angrebsforberedelser, anmoder Tordenskjold i henhold til sin instruks som chef for den norske Søarmatur Wedel om en afgørelse af, om han skal handle defensivt eller offensivt. I brevet hedder det:

"Saa har jeg da, efter havende Allernaadte Instruction /. tilforne Mundtlig efterlewet:/ mig her ved Eders Excellces Naadige Betænkning underdt skuldet tilbede, om hvad i wærende tiid, imod Fienden Søewærts er at foretage, og Maaden neml. endten jeg skal Attaqvere, eller legge mig på een pladts idj hans passage til defension, med hvad videre der ved kand være at erindre, indtil Søe dispositionen udj sig Selv, hvorfore jeg som Søe-Soldat skal drage omsorg, som jeg selv vill indestå og svare till"

Tordenskjold fortolker øjensynligt instruksens bestemmelse (38) således, at den overordnede strategiske afgørelse af, om der skal handles offensivt eller defensivt, skal træffes af Wedel, hvorefter det påhviler chefen for Søarmaturen at føre denne afgørelse ud i livet, således som han måtte finde bedst. I et brev af 6. juli henstiller Wedel herefter til Tordenskjold, at han snarest muligt løber ud med eskadren og søger at forhindre,

"at Fienden med sin Søemagt iche blev tilladt at fatte Post paa de Norske Custer, ej heller i Dynekiilen, Strømstadt, eller der omkring, thi hvis saadant iche aldeeles kund negtes Fienden, da saaes forud den skade som det gandske Rige derover ville tilfalde og geraade udj."

Altså en meget kraftig henstilling om angreb på evt. fjendtlige baser under opbygning på Bohus Läns kyst. (39) Da Tordenskjold skriver sit brev af 5. juli til Wedel, har han formentlig endnu ikke besluttet sig for at angribe Strømstad, idet det i hans "Deduksjon" af 29. marts 1918 til Admiralitetet foranlediget af Kongens ordre til dette om at undersøge Tordenskjolds forhold ved Strømstad hedder:

"Den 7de July, effter min Tilbagekomst blev Fiendens forehavende, Strømstad at lade fortificere, mig først bekiendt, og som jeg saae de skadelige conseqvenser for øyne, naar it de Norske Grentzer Søewærts, saa nær-ligggende Stæd, skulle komme til perfection at der kunde indrættes een Rendevous og Magaziner formeres: Saa fandt jeg Hans Kongl: Majst. Tieneste og Interesse høystskadelig noget minut at forsømme sligt at forebygge." (40)

I et brev af 8. juli (41) meddeler han Kongen, at han har til agt at "émportére, eller ruinere Strømstads Fortifications wærk, dog ikke uden goed apparence til ingen, eller gandske liden Forliis".

Beslutningen om at anvende den norske Søarmatur til angreb på svenske baser var således ikke Tordenskjolds egen, men i høj grad Wedels, idet hans meget kraftige henstilling i brevet af 6. juli stærkt nærmer sig en ordre. Derimod var beslutningen om, at det konkrete mål for et sådant angreb skulle være Strømstad, utvivlsomt Tordenskjolds egen. Denne beslutning var imidlertid en følge af Wedels "ordre", idet det den 7. juli blev klart, at det var her fjenden var ved at befæste en forsyningsbase. Wedels "ordre" udelukker naturligvis ikke, at denne anvendelse af Søarmaturen har været drøftet mundtligt mellem ham og Tordenskjold, men den overordnede strategiske disposition af Søarmaturen fremstår imidlertid som Wedels, og der foreligger intet bevis for, at Wedel disponerede offensivt på foranledning af Tordenskjold.

Det er utvivlsomt, at et angreb, der ødelagde basen ved Strømstad, ud fra et strategisk synspunkt ville være en sund operation, fordi den med stor sandsynlighed kunne forhindre eller dog udskyde det påtænkte angreb på Norge. Når Tordenskjolds evne til at handle og tænke strategisk skal vurderes på baggrund af denne operation, må det derfor blive af afgørende betydning, om de operative forudsætninger var af en sådan karakter, at der forelå rimelig sandsynlighed for, at operationen kunne gennemføres med held. Det fremgår af Tordenskjolds brev til Kongen af 8. juli (42), at Tordenskjold var klar over denne grundlæggende forudsætning, idet det hedder:

"Men finder jeg attaqven kostbahr, skal dermed bero indtil Eders Kongelige Majestéts allernaadigste Willie, efter omstændelig allerunderdanigst Forestilling, indkommer"

Tordenskjold havde, da han efter at have modtaget Wedels godkendelse af en offensiv optræden afsejlede fra Larkollen, til rådighed for angrebet 3 linieskibe, 7 hele og 2 halve galejer, skytsskibet HIELPEREN og stykprammen ARCA NOÆ samt nogle dobbelte chalupper (43). På grund af modvind og vindstille (44) kunne han først ankre med linieskibene uden for Strømstad den 15. juli.

Efter en recognosering fandt han og et krigsråd, at det var muligt at gennemføre angrebet på Strømstad med held. De 2 skytsskibe var imidlertid på grund af vejret endnu ikke nået frem, hvorfor han beordrede galejerne og de dobbelte chalupper til at bugsere dem. ARCA NOÆ nåede frem den 18. juli, medens HIELPEREN stadig ikke var nået frem. På dette tidspunkt besluttede Tordenskjold sig til at gennemføre angrebet, selvom han stadig manglede HIELPEREN, 3 hele og 2 halve galejer (45). De manglende galejer nåede først frem ved slutningen af kampen, og HIELPEREN kom slet ikke til at deltage i kampen. Den omstændighed, at Tordenskjold i flere dage lå opankret ud for Strømstad, betød naturligvis, at muligheden for at overraske fjenden gik tabt, som det også var tilfældet ved Gøteborg, og den betød også, at fjenden fik mulighed for at forstærke forsvaret af Strømstad betydeligt (46). Spørgsmålet bliver herefter, om Tordenskjold burde have opgivet angrebet under disse omstændigheder.

R.C. Anderson er ikke i tvivl. Han finder det uforståeligt, at Tordenskjold ankrede den 15. juli ud for Strømstad, så overraskelsesmomentet, der efter hans opfattelse var nødvendigt for en heldig gennemførelse af operationen, gik tabt (47). Vi har også en samtidig bedømmelse af Tordenskjolds handlemåde. Den 14. marts 1718 beordrede Kongen Admiralitetet til at iværksætte en undersøgelse af Tordenskjolds forhold ved Strømstad med henblik på en vurdering af, om han burde stilles for en krigsret (48). Efter at have modtaget Tordenskjolds "Deduksjon" af 29. marts 1718 (49) afgav Admiralitetet sin indstilling til Kongen den 13. april 1718. Admiralitetet frifinder pure Tordenskjold, idet det afslutningsvist hedder:

"Om Commandeurens brugte Conduite meriterer, at hand ved nogen formel Krigs Ret for denne Sag bør belanges eller iche, da er allerede ved forrige Poster refereret Eders Kongl Majt at hand efter Vores allerunderdanigste Tanker har giort alt det hand kunde og burde, hvorfore det er saa langt fra at vi kand see ringeste Anleedning til Krigs Ret, fordj han har attaqveret Fienden, at Vi langt meere er af de tanker, at hand snarere kunde forvoldt sig tiltale og Ansvar, om hand havde underladt Attaqven, som hr. General Wedel i hans før recenserede Brev og tydeligt nok slaar paa, end nu hand haver giordt alting i bedste henseende, og efter vigtige Raisons til Eeders Majst og landets Tieniste; det kand siunes af første Anseende at hand burde oppebiet hielperen (min udh.), men foruden den var hand Fienden med force af Canoner overlegen, og hver Minuts ophold giorde Fienden sterkere og Attaqven besverligere og uvissere (min udh.), saa at han burde at begynde at attaqvere jo før jo hellere..." (50)

Kongen havde i sin ordre til Admiralitetet bedt dette tage stilling til 4 ting:

  1. Hvilken grund og motiver Tordenskjold havde haft til angrebet.
  2. Om Tordenskjold havde gennemført angrebet forsvarligt og med fornøden forsigtighed.
  3. Om Tordenskjold havde haft den fornødne bemyndigelse til at gennemføre angrebet og
  4. Om der på baggrund af besvarelsen af de 3 spørgsmål var grundlag for at stille Tordenskjold for en krigsret. (51)

I betænkningen til Kongen godkender Admiralitetet Tordenskjolds begrundelse for angrebet, fordi det måtte anses for vigtigt at hindre opbygningen af den befæstede base i Strømstad, hvilket også general Wedel havde givet udtryk for. Man fandt også, at han havde haft den fornødne bemyndigelse til at foretage angrebet, idet man henviser til, at han i henhold til sin instruks havde indhendtet det norske Generalitets godkendelse, og havde tilslutning fra krigsrådet. Endeligt fandt man , at angrebet var blevet gennemført på forsvarlig vis og under udvisning af den fornødne forsigtighed. Det uheldige resultat tilskrev man hændelser før og under selve angrebet, som man ikke fandt, at Tordenskjold havde ansvar for, herunder at han selv var blevet såret. (52)

Det er karakteristisk, at Admiralitetet væsentligt tager stilling til, om de formelle regler (overholdelse af instruksens påbud om konference med Generalitetet og afholdelse af krigsråd) er blevet overholdt og til den taktiske udførelse af angrebet. Spørgsmålet, om de rette operative forudsætninger for angrebets iværksættelse forelå, berøres kun ved bemærkningen om afventning af HIELPERENS ankomst. Man godkender dog Tordenskjolds handlemåde, fordi eskadren på trods af HIELPERENS fravær stadig var artilleristisk overlegen, og fordi yderligere udskydning af angrebet kunne gøre fjenden stærkere og dermed gøre angrebet mere risikabelt. Efter sin recognosering vidste Tordenskjold, at Strømstad blev forsvaret af 3 batterier, hovedbatteriet på Laholmen samt 2 sidebatterier. Hovedbatteriet var bestykket med 14 og sidebatterierne hver med 3 kanoner, alle 18- og 24-pundige. (53)

Tordenskjolds plan måtte nødvendigvis gå ud på at nedkæmpe batterierne med skibsartilleri for derefter at foretage landgang med infanteristyrker, der kunne ødelægge batterierne, magasiner og transportskibe. Tordenskjolds infanteristyrke (eskadrens soldateske) udgjorde 300 mand, hvortil kom de søfolk, der kunne undværes fra skibene. (54) De svenske infanteristyrker udgjordes af 1800 mand godt trænede soldater under en meget kompetent ledelse. (55) Tordenskjold vidste, at befæstningen af Strømstad var begyndt ca. 14 dage før angrebet, og det synes at have været hans opfattelse, at batteriet på Laholmen kun var bestykket med 4 kanoner og savnede brystværn.. I sin demonstration til Kongen af 5. august 1717 (56) fremhæver han, at man kunne iagtage dette under de recognoseringer, man foretog inden angrebet, og at de øvrige chefer "alle ikke wentede Fienden vilde een gang giøre nogen ressistance". Det fremgår imidlertid af rapporten til Kongen (57), at Tordenskjold efter recognoseringerne blev klar over, at fjenden havde tilført såvel yderligere kanoner, herunder en mørser, som yderligere infanteri, og det er netop det, der er hans begrundelse for at fremskynde angrebet uden at vente på HIELPEREN.

Taget i betragtning, at HIELPEREN og ARCA NOÆ begge var artillerifartøjer, der måtte anses som særligt egnede til kamp mod landbatterier, og taget i betragtning, at al erfaring i sejlskibstiden viste, at flådefartøjers kamp mod landbatterier var en risikabel affære (58), synes det uforståeligt, at Tordenskjold iværksatte operationen, selv om han manglede HIELPEREN og 4 galejer, altså en væsentlig del af den artilleristiske styrke. Operationens fiasko skyldtes i høj grad den svenske overlegenhed i infanteri.

Det fremgår af Tordenskjolds rapport til Kongen , at han var klar over, at fjenden havde fået tilført betydelige infanteristyrker, idet han i rapporten anfører, at de er samlet i telte lige over byen (59). Det undrer derfor også, at han uanset dette og hans egen svage infanteristyrke beslutter sig for at gennemføre operationen. Dette problem berøres slet ikke i Admiralitetets betænkning. Den svenske kontreadmiral Unger omtaler angrebet på Strømstad på følgende måde:

"Men även här blev han den 4. juli modtagen med så heta salvor, at kan kunde skatta sig glad att med livet och sina illa skamfilade fartyg undkomma från detta i dumstristighetens tecken utförda anfall" (60)

Betegnelsen "dumstristighed" karakteriserer Tordenskjolds handlemåde ganske godt. Selv om Admiralitetet godkendte Tordenskjolds handlemåde, taler meget for, at han burde have indset, at det var usandsynligt, at formålet med operationen, ødelæggelse af Strømstad som base for det svenske angreb på Norge, kunne opnås, efter at overraskelsesmomentet var gået tabt, og at han derfor burde have opgiver operationen. Angrebet på Strømstad, der havde været sund strategi, såfremt det kunne gennemføres med succes, tyder som angrebet på Gøteborg på svigtende operativ dømmekraft hos Tordenskjold.

MARSTRAND.

Efter fiaskoen ved Strømstad blev Tordenskjold afløst af schoutbynacht Rosenpalm som chef for den norske Søarmatur, og i februar 1718 blev han beordret som chef for linieskibet EBENEZER, der hejste kommando den 30. marts for at indgå i Østersøeskadren under admiral Raben. (61) Tiden som linieskibschef i Østersøen er uden begivenheder i relation til undersøgelsen af Tordensjolds strategiske evner. Østersøflåden og dermed EBENEZER blev oplagt i slutningen af oktober. I slutningen af oktober eller i begyndelsen af november skriver han til kongen, idet han i brevet redegør for en plan om at stationere en mindre eskadre ved Christiansø for herfra i vintermånederne at holde øje med den svenske flåde i Carlskrona og for at forhindre tilførsler fra de nordtyske østersøhavne. (62)

Brevet er interessant, fordi Tordenskjold heri viser rimelig strategisk og operativ forståelse. Efter Bergersens opfattelse er der tale om et projekt, som Tordenskjold har arbejdet med i længere tid, og som han havde drøftet med forskellige personer, hvorved det var kommet kongen for øre. Det resulterede i, at kongen ønskede at høre om projektet, hvorfor Tordenskjold blev tilkaldt til en samtale med admiral Gabel, der nu var blevet overkrigs-sekretær hos kongen (datidens forsvarsminister), en samtale der førte til ovennævnte brev til kongen. (63) Dette forløb dokumenteres ikke af Bergersen, og det er et spørgsmål, om det er korrekt at opfatte brevets indhold som Tordenskjolds "påvisning af det strategisk uholdbare i den danske flådeledelses dispositioner i Østersøen". (64) Tordenskjold blev allerede den 4. eller 5. november af Admiralitetet beordret som chef for en eskadre bestående af linieskibet LAALAND, fregatterne POMMERN og HVIDE ØRN samt snauen PACKAN, der skulle have station ved Christiansø. Brevet til kongen indledes på følgende måde:

"Herr Cammer-Herre og Ober-Secretaire Gabel hafver mig idag til sig kaldet for at høre min allerunderdanigste Tanke til Eders Kongelige Mayts Tieneste i at sende for denne Winter en liden detachement til Christiansøe, som der til videre skulle forblive, hvilke mine Tanker Herr Cammer-Herre for saavitt allernaadigst hafver approberet"

Når det tages i betragtning, at Admiralitetets beordring af Tordenskjold som chef for eskadren kommer ganske få dage efter, tyder meget på, at der allerede var truffet beslutning om, at stationere eskadren på Christiansø, og at Kongen alene har ønsket at høre Tordenskjolds planer som designeret eskadrechef. Tanken om stationering af en eskadre ved Christiansø var ikke særlig original, idet noget sådant f.s.v. var tanken bag anlægget af fæstningen i slutningen af l600-tallet, lige som en sådan eskadre faktisk havde været baseret på øen i 1709. (65) Der er derfor ikke grund til at betragte brevet til kongen som udtryk for nogen ualmindelig strategisk forståelse og tankegang hos Tordenskjold, men derimod nok som dokumentation for den almindelige strategiske og operative forståelse, der må forventes hos enhver kompetent søofficer.

Inden man blev færdig med udrustningen af eskadren, blev Tordenskjold beordret til med LAALAND og fregatterne POMMERN og STRALSUND at eskortere en transport af troppeforstærkninger til Norge, hvortil han efter nogle fortrædeligheder ankom medio december. Under opholdet blev Tordenskjold vidende om, at Carl d. 12. under sit angreb på Norge var blevet dræbt, og han afsejlede straks til København for at give kongen underretning om denne vigtige begivenhed . Som tak blev Tordenskjold den 30. december 1718 udnævnt til Schoutbynact (kontreadmiral). (66)


Eskadrens afsejling til Christiansø blev af forskellige grunde forsinket, og kommandoen blev den 4. januar 1719 strøget på LAALAND. Den 27. januar blev Tordenskjold imidlertid beordret som chef for en udvidet eskadre, der skulle stationeres ved Christiansø, bestående af linieskibene LAALAND, HAVFRUEN, FYEN, DELMENHORST, PRINTZ WILHELM og BESKÆRMEREN samt fregatten HVIDE ØRN. (67)

 

Ved Carl d.12.s død blev den strategiske situation ændret. Den svenske hær trak sig ud af Norge, og begge parter fremsatte fredsfølere. (68) Frederik d.4de ønskede imidlertid territoriale gevinster, som Sverige ikke var parat til at indrømme, og da Sverige samtidigt var engageret i krigen med Rusland, besluttede Frederik d.4de sig for et angreb på Bohus Län fra Norge. (69)

Som forberedelse af dette angreb blev Tordenskjolds eskadre brugt til at etablere blokade af Gøteborg. Eskadren afsejlede den 14. april 1719. I instruksens pkt. 2 (70) bestemmes det, at han ved ankomsten straks skal give viceadmiral Rosenpalm meddelelse herom. I pkt. 4 forudsættes det, at eskadren løbende forstærkes fra den norske Søarmatur, således at nogle af linieskibene kan frigøres til nedsendelse til Danmark. Der er ikke i instruksen nogen bemyndigelse til at foretage sig offensive skridt mod hverken Marstrand eller Gøteborg. Det er Bergersens opfattelse, at Tordenskjold stod under Rosenpalms kommando (71), hvorimod H. Barfoed mener, at der var tale om en selvstændig kommando for Tordenskjold (72).Bergersen har formentlig ret i sin betragtning. Det fremgår imidlertid af Tordenskjolds instruks pkt. 5, at det var meningen, at Rosenpalm, når den norske eskadre var udrustet, skulle støde til Tordenskjold og derefter overtage blokaden af Gøteborg, medens Tordenskjold skulle vende tilbage til København for nærmere ordre. Det må nok antages, at det har været tanken, at Tordenskjold, indtil han blev afløst af Rosenpalm, reelt skulle lede eskadren ved Gøteborg , selvom han formelt var underlagt Rosenpalm. (73)

Tordenskjolds eskadre ankrede udfor Nya Elfsborg den 6. april. Den svenske Gøteborg- eskadre var delt i 2 afdelinger, hvor den ene, bestående af 5 linieskibe og 2 fregatter samt et antal mindre skibe, pramme og galejer, var placeret i Marstrand, medens den anden, bestående af 4 linieskibe samt et antal mindre fartøjer og galejer, lå i Gøteborg. (74) For at kunne blokere begge afdelinger effektivt havde Tordenskjold brug for forstærkninger. Han benytter lejligheden til i et brev til Rosenpalm af 6. april, hvori han melder sin ankomst, at anmode om så megen forstærkning som muligt, herunder især skytprammen HJELPERINDEN. (75)

Det planlagte angreb på Bohus Län skulle udføres ved en indrykning fra den norske grænse og et amfibieangreb på kysten i nærheden af Gøteborg. (76) Det fremgår af et brev, som Tordenskold modtog fra admiral Judichær, at målet for amfibieangrebet skulle være Marstrand, og at Judichær i stedet for Rosenpalm skulle overtage ledelsen af de sømilitære operationer i Gøteborg afsnittet (77), men stadig med Tordenskjold som underfører. (78)

Den oprindelige bestemmelse om, at Rosenpalm skulle overtage kommandoen over blokaden af Gøteborg, og at Tordenskjold skulle vende tilbage til København, må derfor være ændret. Underretningen om, at Marstrand skulle angribes, affødte 2 interessante breve fra Tordenskjold, det ene til Kongen og det andet til admiral Judichær. (79)

I disse breve foreslår han, at man i stedet for at angribe Marstrand forsøger at erobre øen Hisingen mellem Gøteborg og Bohus. Han påpeger i brevene, at besiddelse af Hisingen vil betyde, at såvel Nya Elfsborg, som Marstrand og Bohus fæstning vil falde. De 2 sidstnævnte vil forsyningsmæssigt blive afskåret, og derfor tvunget til overgivelse, og det vil være muligt at udsætte Nye Elfsborg for et voldsomt artilleribombardement, der vil tvinge denne fæstning til overgivelse.Han gør endvidere opmærksom på, at øen kun har en garnison på 200 mand. Brevene er interessante, fordi Tordenskjold heri viser forståelse for strategiske og operative principper. (80) Tanken om Hisingen som nøglen til erobringen af Bohus Län er imidlertid ikke original. Schoutbynacht C.T. Sehested pegede også på Hisingens strategiske betydning i 1710. (81) Amfibieangrebet på Bohus Läns kyst blev aldrig gennemført.

Den 26. juni indtraf en vigtig begivehed, idet den øverstkommanderende for de svenske styrker i Bohus Län beordrede de 4 linieskibe i Gøteborg sænket i Gøtaelvens munding. (82) Tordenskjold kunne herefter fuldt ud koncentrere sig om eskadren i Marstrand. Hans egen eskadre var efterhånden blevet betydeligt forstærket og bestod nu af 7 linieskibe, 2 fregatter, 4 stykpramme, 2 flydebatterier, 1 bombarderfartøj, 5 galejer og 2 galioter, og han beslutter nu at gå offensivt til værks overfor eskadren i Marstrand.

Den 21. juli landsætter han 800 mand på Koøen med henblik på etablering af et batteri, der kan beskyde Marstrand og den der beliggende eskadre. (83) Som følge af beskydningen rømmede fjenden batteriet Hedvigsholm, hvorefter Tordenskjold med en galej og 8 chalupper bemandet med 200 mand infanteri angreb batteriet Antonetta, ligesom infanteri besatte byen. Chalupperne blev sendt mod skibene i havnen, der blev rømmet af deres besætninger, der flygtede til fæstningen Carlsteen. Operationen var således en fuldstændig succes.

Umiddelbart forekommer denne operation at have været særdeles risikabel. Forholdet var imidlertid det, at Tordenskjold var klar over, at eskadren i Marstrand kun var nødtørftigt bemandet, og at fæstningen kun havde en besætning på 300 mand. Der var således grænser for hvilke styrker, der kunne indsættes i forsvaret. (84) Yderligere er det utvivlsomt, at han havde indtryk af, at fjenden var demoraliseret. (85) Gennemførelsen af angrebet var operativt rigtigt, fordi risikoen for, at det skulle mislykkes, var ringe. Angrebet var også strategisk rigtigt, idet det naturligvis var af stor betydning for det fra Norge kommende angreb, at den svenske eskadre blev sat ud af spillet og fæstningen i Marstrand blev isoleret. Den efterfølgende erobring af fæstningen fuldendte succesen, men må snarere tilskrives den svage svenske kommandant end Tordenskjolds operative dygtighed. Forslaget om angreb på Hisingen og operationen mod Marstrand eskadren vidner utvivlsomt om strategisk og operativ forståelse hos Tordenskjold, og det taler til Tordenskjolds fordel, at han uanset manglen på positiv ordre til at handle offensivt (86) alligevel gennemførte operationen, men man kan næppe sige, at der herved er ført bevis for nogen ualmindelig evne til at tænke eller handle strategisk.

Nya Elfsborg.

Da det påtænkte ambifieangreb stadig ikke blev til noget, besluttede Tordenskjold sig til selv at angribe fæstningen Nya Elfsborg for derved at åbne adgangen til Gøteborg. Angrebet blev foretaget den 1. august og endte som det tidligere angreb på Gøteborg og angrebet på Strømstad i en fiasko. Tordenskjolds dispositioner i forbindelse med dette agreb er uforståelige. Som ovenfor nævnt påpegede han før angrebet på Marstrand i breve til Kongen og admiral Judichær, at besiddelse af øen Hisingen ville give mulighed for en artilleristisk nedkæmpning af Nya Elfsborg og dermed åbne mulighed for at indtage Gøteborg. (87)

Alligevel forsøger han med eskadren en artilleristisk nedkæmpning af Nya Elfsborg fra en placering, hvor eskadren vil komme under dobbeltild, såfremt fjenden etablerer et batteri på Hisingen. Da Nya Elfsborg i modsætning til Carlsteen ikke var isoleret, og derfor kunne forsynes og tilføres personelforstærkninger fra Gøteborg, og da man fra Gøteborg også kunne overføre artilleri til etablering af et batteri på Hisingen, burde det have været indlysende for Tordenskjold, at angrebet på forhånd var dømt til at mislykkes. Eskadren måtte da også, da batteriet på Hisingen blev etableret, trækkes tilbage med betydelige personelle tab og betydelige skader på de deltagende fartøjer. (88) I hans brev til Kongen af 7. august (89) hedder det:

"Jeg haver havt Haab om, at den allerhøyeste videre skulle have velsignet Eders Kongl. Majest. med den fornøyelse. at Nye-Elfsborg og med Ankomsten af Eders Majests. Fødder skule have bleven betrædet, men Aarsagen var min Udeblivelse fra den anden Dags Attaqve, da jeg reiste her til Staden, for allerunderdanigst at modtage Eders Majestæt, som da har forvoldt endeel, og den friske besætning af Officerer og Gemene Fæstningen samme Nat bekom, og derhos fornemmelig den Mængde af Canoner, som blev sadt på Hisingen, den største Deel, at denikke for denne gang blev erobret."

I brevet tillægger han det også betydning, at han måtte forlade operationen for at modtage Kongen i Marstrand. Det har næppe haft nogen som helst betydning, da hans tilstedeværelse ikke kunne have forhindret forstærkningerne til fæstningen og heller ikke anlægget af batteriet på Hisingen. Et heldigt gennemført angreb på Nya Elfsborg ville have været af stor strategisk betydning for den videre fremtrængen i Bohus Län (90), men mulighederne for en heldig gennemførelse eksisterede reelt ikke, hvorfor angrebet kun kunne medføre unødige tab. Operationen burde derfor ikke have været gennemført, og det mislykkede angreb er endnu et eksempel på svigtende operativ dømmekraft hos Tordenskjold. (91)

Gøteborg.

På grund af de igangværende fredsforhandlinger (92) opgav Kongen i slutningen af juli måned at gennemføre angrebet på Bohus Län, og man begyndte samtidig en betydelig udtynding af Nordsø eskadren, således at kun linieskibet LAALAND og fregatterne RAA, HØJENHALD og STRALSUND blev tilbage for at opretholde blokaden af Gøteborg. (93) En sådan udtynding var fuldt forsvarlig, når angrebet på Bohus Län blev opgivet, idet ødelæggelsen af Gøteborg eskadren medførte et totalt dansk søherredømme i Kattegat og Nordsøen. Uanset dette søherredømme lykkedes det natten mellen den 11. og 12. september 4 svenske galejer ledsaget af 6 chalupper under ledelse af kommandør Utfall (94) at overrumple de danske brandvagter og erobre de ved Grötö liggende danske strykpramme, der var afriggede med henblik på hjemsejlingen, samt en galej og nogle transportskibe. I Tordenskjolds brev til Admiralitetet af 15. september (95) hedder det:

"De Svenske har paa en lurende Maade bortsnappet en Galley med 2de Pramme, og 4 Coffardie-Skibe, men jeg skal revangere det, skulle jeg end derved vorde massacreret. En Fin! De skal dyrt betale det (Min udh)"

Den 21. september hæves blokaden af Gøteborg, idet kommandørkaptajn Hoppe beordres til at nedsejle til København med linieskibene FYEN og DELMENHORST samt skytsskibet FRIDERICHSHALD og fregatten STRAALSUND. (96) Løftet i brevet til Admiralitetet om at revanchere sig var ikke noget tomt løfte. Den 7. oktober om aftenen opfyldte Tordenskjold løftet, idet han sammen med capitain Budde gennemførte en perfekt udskæringsoperation mod de svenske fartøjer beliggende ved orlogsværftet i Gøteborg. Samtlige svenske fartøjer med undtagelse af 5 galejer blev erobret eller brændt. (97)

Operationen var godt planlagt. Indsatsen var begrænset (10 chalupper dækket af 2 galejer), hvorfor risikoen stod i et rimeligt forhold til den mulige gevinst, og operationen var også vel gennemført. (98) Der er imidlertid grund til at erindre, at felttoget mod Bohus Län var opgivet af krigsledelsen, og at den danske flåde efter ødelæggelsen af Gøteborg eskadren havde et ubestridt søherredømme i Kattegat og Nordsøen, hvorfor operationen ud fra strategiske og operative forudsætninger var unødvendig og uden betydning. Tordenskjolds motiv var næppe heller strategisk, men snarere udslag af hævntøst og krænket værdighed, jvf. det ovenfor udhævede citat i brevet til Admiralitetet. Denne operation kan derfor heller ikke tages til indtægt for en konstatering af, at han havde ualmindelige evner for strategisk tænkning.

Sammenfatning og konklusion.

Af de 6 større operationer, som Tordenskjold ledede som eskadrechef, mislykkedes de 3, Gøteborg, Strømstad og Nya Elfsborg, og i alle 3 tilfælde fordi Tordenskjold handlede i strid med de strategisk operative kendsgerninger. Een af de vellykkede operationer, udskæringsoperationen i 1919 mod orlogshavnen i Gøteborg, var uden strategisk baggrund eller betydning, men blev for mentlig gennemført for at hævde personlig prestige.

Operationen mod Dynekilen var vellykket, men blev måske beordret af admiral Gabel, der var til stede under en del af kampen. Den vellykkede operation mod eskadren i Marstrand blev utvivlsomt iværksat på Tordenskjolds initiativ og må anses som vel tilrettelagt ud fra de strategisk operative forhold, men kan ikke i sig selv give tilstrækkeligt grundlag for at hævde, at Tordenskjold havde ualmindelige evner for strategisk tænkning. Brevene til Kongen med forslag om stationering af en mindre eskadre ved Christiansø, jvf. note 62, og med forslag om angreb på Hisingen fremfor Marstrand, jvf. note 79, viser, at Tordenskjold var i besiddelse af den strategiske forståelse, som må forventes hos enhver velkvalificeret søofficer, men giver ikke grundlag for at betegne ham som et strategisk geni eller for at tillægge ham ualmindelige evner for strategisk tænkning; navnlig ikke når det tages i betragtning, at forslagene ikke var originale. Konklusionen må derfor blive, at vel havde Tordenskjold en rimelig strategisk forståelse, men samtidigt åbenbarer hans 3 nederlag øjensynlige mangler i hans strategisk operative dømmekraft. Noget strategisk geni var han næppe.

© Lektor, lic.jur. Per Jacobsen.


Noter til "Var Tordenskiold strateg?"
af Lektor, lic.jur. Per Jacobsen
Marinehistorisk tidsskrift, nr. 4 1998.

  1. O. Bergersen, "Viceadmiral Tordenskiold" pag 218 og 737, Carstensen & Lütken, "Tordenskjold" pag. 45, hvor han betegnes som havende et "næsten genialt strategisk blik".
  2. H.C. Bjerg, "Glimt afWessel/Tordenskjold" pag. 18
  3. Bergersen cit.vk. pag. 555
  4. Se Bergersen, "Tordenskiolds Brev". Af ca. 1150 breve er ca. 725 af administrativ karakter, fordelt på ca. 450 af personelforvaltningsmæssig karakter og ca. 275 af forsyningsmæssig karakter.
  5. Bjerg cit.vk. pag. 24, hvor det hedder: "Alt tyder på, at Tordenskjold kunne være blevet en god flådefører" og Bergersen cit.vk. pag. 1001, hvor det hedder: "Der er grund til at tro, at han på dette felt havde sin største begavelse"
  6. Se Bjerg cit.vk. pag 13 og 23 f.
  7. Se f.eks. J.H. Barfoed, "Niels Juels flåde" pag. 199 om Gabels ros til Tordenskjold.
  8. Bjerg cit.vk. pag. 24 og Bergersen cit.vk. pag. 149.
  9. Sir Hyde Parker, der kommanderede den engelske ekspedition mod Danmark, Sverige og Rusland i 1801, er et godt eksempel.
  10. Bjerg cit.vk. pag. 18 og 22. Se f.eks. også Bergersen cit.vk. pag. 861.
  11. Bergersen, "Tordenskiolds Brev".
  12. Se f.eks. Bjerg cit.vk. pag. 40 ff.
  13. Bergersen cit.vk. pag. 611 f.
  14. Bjerg cit.vk. pag. 40.
  15. Jvf. brev nr. 169 af 11/6 1716 forudsætningsvist.
  16. Bjerg cit.vk. pag. 42 f. og 66, Bergersen cit.vk. pag. 625 f. , J. H. Barfoed cit.vk. pag. 217 og Halfdan Barfoed "Vor Flåde i Fortid og Nutid", bind I pag. 261.
  17. Norsk Militært Tidsskrift, 15 hæfte, 1836 pag. 128 f., Moe: "Actstykker til den norske Krigshistorie under Kong Frederik den Fjerde". Aktstykkerne er fra det norske rigsarkiv.
  18. Bjerg cit.vk. pag. 44 og Bergersen cit.vk. pag. 634.
  19. Brev nr. 175.
  20. Brev nr. 177.
  21. Brev nr. 178.
  22. Bilag til brev nr. 199 f., jvf. Bergersen cit.vk. pag. 665 f.
  23. Bergersen, "Tordenskiolds Brev" pag. 249.
  24. Bestemmelsen fik særlig betydning senere, da Admiralitetet godkendte Tordenskjolds angreb på Strømstad, jvf. bilag til brev nr. 688, pkt. 3.
  25. Jvf. brev nr. 403 forudsætningsvist samt brev nr. 503, pkt. 4.
  26. Brev nr. 412.
  27. Jvf. brev nr. 439.
  28. Bergersen cit.vk. pag. 741 ff., Bjerg cit.vk. pag. 67, J.H. Barfoed cit.vk. pag. 227, Carstensen & Lütken cit. vk. pag. 354 ff. og H. Barfoed cit.vk. pag. 266 ff.
  29. Brev nr. 439.
  30. R.C. Anderson, "Naval Wars in The Baltic" pag. 180.
  31. Brev nr. 438 og 439.
  32. J.K. Laughton "Nelson´s Letters and Despatches" pag. 128.
  33. R.C. Anderson cit.vk. pag. 180 og Carstensen & Lütken cit.vk. pag. 356.
  34. Se f.eks. Bergersen cit.vk. pag. 749.
  35. J.H. Barfoed cit.vk. pag. 230 og H. Barfoed cit.vk. pag. 268.
  36. Brev nr. 560 med bilag.
  37. H. Barfoed vit.vk. pag. 269, Bjerg cit.vk. pag. 67, Carstensen & Lütken cit.vk. pag. 381 og Bergersen cit.vk. pag. 799.
  38. Jvf. note 23.
  39. Bergersen cit.vk. pag. 795 samt bilag til brev nr. 688.
  40. Brev nr. 688.
  41. Brev nr. 539.
  42. Brev nr. 539.
  43. Brev nr. 560.
  44. Brev nr. 560.
  45. Brev nr. 560.
  46. Brev nr. 560 og 688.
  47. R.C. Anderson cit.vk. pag. 182 ff.
  48. Bilag til brev nr. 687.
  49. Brev nr. 688.
  50. Bilag til brev nr. 688.
  51. Bilag til brev nr. 687.
  52. Bilag til brev nr. 688.
  53. Brev nr. 560.
  54. Brev nr. 560.
  55. Unger m.fl. "Svenska Flottans Historia", Malmø 1942, bind II pag. 147.
  56. Brev nr. 611.
  57. Brev nr. 560.
  58. Se f.eks. J.H. Barfoed cit.vk. pag. 244 og H. Barfoed cit vk. pag. 282 f.
  59. Brev nr. 560.
  60. Unger cit.vk. pag. 147.
  61. Bergersen cit.vk. pag. 864 f.
  62. Brev nr. 694.
  63. Bergersen cit. vk. pag. 877 f.
  64. Ibidem 876 f.
  65. Ibidem 878 og J.H. Barfoed cit.vk. pag. 94.
  66. Bergersen cit.vk. pag. 887 og "Tordenskiolds Brev" pag. 673.
  67. Bergersen cit.vk. pag. 902, jvf. brev nr. 703.
  68. Bergersen cit.vk. pag. 893 ff. og H. Barfoed cit.vk. pag. 276.
  69. Bergersen cit. vk. pag. 895.
  70. "Tordenskiolds Brev" pag. 685.
  71. Bergersen cit.vk. pag. 906, hvor han bygger sin påstand på, at Rosenpalm fik andel i prisepenge.
  72. H. Barfoed cit.vk. pag. 278.
  73. "Tordenskiold Brev" pag. 686.
  74. Brev nr. 732 a.
  75. Brev nr. 706.
  76. Bergersen cit.vk. pag. 915 ff. og H. Barfoed cit.vk. pag. 276.
  77. Bergersen cit.vk. pag. 915 og "Tordenskiolds Brev" pag. 701 ved Judichærs ordre.
  78. Jvf. brev nr. 718 forudsætningsvist.
  79. Brev nr. 719 og 720.
  80. Jvf. Liddell Hart, "Strategy, The Indirect Approach", Londom 1954.
  81. Bergersen cit.vk. pag. 230 f.
  82. Ibidem 926.
  83. Brev nr. 731.
  84. Brev nr. 728.
  85. Jvf. slutningen på brev nr. 716.
  86. Selvom Tordenskjolds status måske blev ændret, da ordren til Judichær om at overtage kommandoen ved Gøteborg blev tilbagekaldt, jvf. "Tordenskiolds Brev" pag. 711 f., har han ikke fået nogen ordre om selv at udføre operationer mod Marstrand, jvf. også brev nr. 732 (rapport til Kongen), hvor han udtrykkeligt indrømmer ikke at have nogen ordre.
  87. Jvf. note 79.
  88. H. Barfoed cit.vk. pag. 282.
  89. Brev nr. 743.
  90. Tordenskjold kunne på dette tidspunkt ikke vide, at en erobring af Nya Elfsborg reelt havde mistet strategisk betydning, fordi Kongen på grund af fredsforhandlinger havde opgivet felttoget mod Bohus Län, jvf. Bergersen cit.vk. pag. 970 f.
  91. H. Barfoed cit.vk. pag. 281 f., J.H. Barfoed cit.vk. pag. 244 f., Bergersen cit.vk. pag. 960 og 968.
  92. Bergersen cit.vk. pag. 970 ff.
  93. J.H. Barfoed cit.vk. pag. 246.
  94. J.H. Barfoed cit.vk. pag. 246, Bergersen cit.vk. pag. 975 f. og brev nr. 746, 747 og 748.
  95. Brev nr. 748.
  96. Brev nr. 749.
  97. Bergersen cit.vk. pag. 979 ff. og brev nr. 753.
  98. Ibidem.

© Lektor, lic.jur. Per Jacobsen.