Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 

 

Tilbage til
Artikler
   
 

Brudstykker af Danmarks historie

Dette tekststykke er skrevet til en dansk historiebog, der blev udgivet i 1917.
Når man læser teksten, er man ikke i tvivl om, at Tordenskiold har sat sig mærkbare spor i Danmarkshistorien.

Indholdet bør dog læses med "de briller man havde på" i 1917.
Essensen i beretningen er korrekt, men forfatteren holder sig lidt vel overfladisk til sandheden og de historiske facts.

Tekststykket er fundet på en privat side på internettet, der nu er lukket.

"Citat"

Tordenskiold

I 1715 kom Karl den Tolvte tilbage til Sverrig fra sit lange Ophold i Tyrkiet. Han samlede straks en Hær på 10,000 Mand og drog mod Norge. Men Nordmændene forsvarede sig tappert, og Borgere og Bønder stillede sig ved Siden af Soldaterne for at værge deres Land. Ved Frederikshald mødte Karl den værste Modstand. To Brødre, Peder og Hans Kolbjørnsen, samlede Borgerne til Forsvar, og da de måtte vige for Overmagten, trak de sig tilbage til den nærliggende Fæstning, efter at de først havde stukket Byen i Brand. Den flammende Ild fra de mange brændende Huse hindrede Svenskernes Fremtrængen, og Fæstningen kunne de ikke indtage, før de fik tilført kraftigere Skydevåben. Dette ventede de snart at få; thi der var allerede en Flåde på Vej med rigt Forråd af Kanoner og andre Krigsredskaber; så snart den var ankommet, skulle Fæstningen beskydes med stor Kraft, og den ville da snart komme til at overgive sig. Men hele denne Flåde blev i Dynekilen ødelagt eller taget af Tordenskjold, og da Svenskerne fik Efterretning derom, trak de sig tilbage og ventede på bedre Lykke en anden Gang.

I 1718 drog Karl på mod Frederikshald og det var hans faste Beslutning, nu skulle både By og Fæstning tages, hvad det end vilde koste. Men midt under Belejringen blev han ramt i Hovedet af en Kugle og døde med det samme, og derved blev Fæstningen frelst for anden Gang. Den Regering, som fulgte efter ham, var mere tilbøjelig til Fred men Krigen fortsattes dog endnu i længere Tid, og i 1720 blev Freden sluttet. Sverrig måtte betale over 1. Million Kroner til Danmark og forpligte sig til at betale Told af alle de svenske Skibe, der sejlede gennem Øresund. Hele Sønderjylland blev indlemmet i det danske Rige, både England og Frankrig lovede at indestå for, at det aldrig mere skulle skilles derfra.

Peder Tordenskjold var den største Søhelt under Frederik den Fjerde og ingen Kriger har nogensinde overgået ham i mod og Tapperhed. Han blev født i 1690 i Trondhjem, hvor Faderen var Rådmand. Oprindelig hed han Peder Jansen Wessel, og Navnet Tordenskjold fik han først, da blev ophøjet i Adelsstanden. Som Dreng var han en vild og ustyrlig Krabat; Forældrene kunne slet ikke regere ham, og de var bange for, at han aldrig skulle blive til noget. De prøvede på at lade ham studere, og da det ikke ville gå, blev han sat i Skrædderlære, thi han skulle da lære at tjene sin Føde selv. Mesteren var en streng Mand, der ikke sparede på Prygl; havde en Tamp, som han kaldte sit Gammeltøl, og den måtte Peder smage hver Dag; men den smagte ham ikke godt, og til sidst blev han så led og ked både af Skrædderhåndværket og Mesteren og hans Gammeltøl, at han løb sin Vej fra det hele. Nogen Tid derefter besøgte Frederik den Fjerde Trondhjem, og da han sejlede tilbage til Danmark, fik Peder Lejlighed til at komme med til København. Der tog han Tjeneste som Matros og gjorde lange Sørejser både til Afrika og Ostindien. Han var nu kommet på sin rette Plads. De Kaptajner, han tjente under, roste hans store Mod og Dygtighed og sagde, at han var som skabt til Søen; thi i den værste Storm var han altid glad og munter og den første til at klatre op i Tovværket.

Kort efter, at den store nordiske Krig var udbrudt, kom han hjem fra en lang Sørejse og bad straks om Lov til at tage Del i Krigen. Den Bøn blev hurtigt opfyldt, og han fik det lille Skib »Ormen« på 4 Kanoner; det skulle han krydse omkring med i Kattegattet og ved den svenske Kyst for at udspejde Fjenden. Året efter fik han et større Skib, »Løvendals Galej« på 20 Kanoner, og han viste en sådan Udmærkelse, at det ikke varede længe, før han blev udnævnt til Kaptajnløjtnant. En Dag i Marts 1714 var han på et Spejdertog med sin Galej og krydsede længe frem og tilbage ud for den svenske Kyst; men da han ikke kunne få den Underretning, han ønskede, gik han med 10 Mand i Land ved den lille By Torekov i Skåne, hvor han ikke ventede at finde fjendtlige Krigere. Men de var ikke kommet ret mange Skridt op i Landet, før en Afdeling svenske Dragoner kom farende frem for at afskære dem fra Stranden. Matroserne greb straks Flugten og slap lykkeligt ud i deres Båd. Men Peder Wessel holdt ikke af at flygte og blev derfor omringet af tre Dragoner, som bød, at han skulle give sig til Fange; den ene greb allerede efter hans Kårde; men Wessel huggede ham over Hånden med den, idet han råbte: » Den Gang ej! « Derpå gjorde han et rask Spring mellem de to andre, kastede sig i Havet og svømmede med Kården i Munden ud efter Båden. Dragonerne red bagefter, så langt Hestene kunne vade; men de kunne ikke nå ham, og da de ikke havde noget at skyde med, slap han heldigt fra dem.

Hen på Sommeren samme År indlod han sig under Norges Kyst i Kamp med et svensk Skib, der var langt større end hans eget og havde mange flere Folk og Kanoner. Da Kampen havde varet i to Dage, var dens Udfald endnu ikke afgjort, men begge Skibe var slemt medtagne, og Wessel havde ikke mere Krudt; han råbte da spøgende over til den fjendtlige Kaptajn, om han ikke kunne låne ham noget; det sagde han naturligvis nej til; men han ville vise, at han agtede sin tapre Modstander, og han steg derfor op på Skansen med et Glas Vin i Hånden; Wessel forstod straks Tegnet; han tog også et Glas Vin, og idet de drak hinandens Skål, skiltes de ad. Skønt Wessel altså slap heldigt fra den ulige Kamp, gav den dog Anledning til, at hans Fjender beskyldte ham for Dumdristighed og fik ham anklaget for en Krigsret; men Kongen holdt med ham, og i Stedet for at blive straffet forfremmedes han til Kaptajn.

Efter at han var blevet Kaptajn, førte han Skibet »Hvide Ørn«, som han selv havde taget fra Svenskerne. Da han med det vandt Sejr over to store fjendtlige Skibe, blev Kongen så henrykt over hans sjældne Mod og Tapperhed, at han udnævnte ham til Adelsmand og gav ham Navnet Tordenskjold. Den unge Helt kyssede af Taknemmelighed Kongens Hånd og udbrød, at han da også skulle tordne således for Svenskerne, at de ikke skulle sige, han hed Tordenskjold for ingenting. Og han holdt sit Ord thi hans blotte Navn blev en Skræk over hele Sverrig, og svenske Barnepiger vidste ingen bedre Trussel over urolige Børn end at sige: »Hvis I ikke tier stille, så komme: Tordenskjold «.

Da Karl den Tolvte første Gang belejrede Frederikshald, sejlede Tordenskjold med en Flådeafdeling ad Skagerak til for at hindre ham i at få tilført Hjælpemidler. Han fik Underretning om, at en stor svensk Flåde lå i Dynekilens Havn med en hel Del Levnedsmidler og Krigsredskaber, som skulle føres op og bruges ved Belejringen. Han besluttede da straks at tage eller ødelægge denne Flåde. Det var et farligt Vovestykke at begynde på. Indløbet til Dynekilen var nemlig 2 Mil langt og meget smalt; langs begge Sider stod svenske Soldater, og på en Holm i Havnen lige for Indløbet var opført et Batteri på 6 Kanoner. Men Tordenskjold lod sig ikke afskrække. I Spidsen for sin Flåde sejlede han i Morgenstunden rask gennem indløbet, og det lykkedes ham at komme temmelig uskadt ind til Havnen. Da Skibene var lagt i Slagorden, begyndte Kampen, og den førtes med stor Heftighed på begge Sider. Svenskerne begyndte dog snart at mistvivle om Sejren, og da 6 Timer var gået, anså de Slaget for tabt og flygtede bort fra Skibene, efter at de først havde stukket dem i Brand. Dermed var den egentlige Kamp endt; men Tordenskjold anså endnu ikke Målet for nået; thi han ville have de forladte svenske Skibe med sig, og han gav sig derfor rask i Færd med at slukke Ilden på dem og hale dem ud af Havnen. Mens dette gik for sig, hvinede Kuglerne om Ørene på ham og hans raske Gutter; thi Kampens Bulder havde hidkaldt alle svenske Tropper fra hele Omegnen, og på Fjældene omkring Havnen stod 5000 Mand, som skød på de Danske, alt hvad de kunne. Men hverken Tordenskjold eller hans Folk ænsede Kuglerne; Arbejdet gik sin sikre Gang; det ene svenske Skib haledes ud af Havnen efter det andet, og snart lå Tordenskjold i Sikkerhed uden for Indløbet med sine egne Skibe og den største Del af Svenskernes Flåde. Følgen af denne Sejr var, at Karl den Tolvte nu måtte ophæve Belejringen af Frederikshald og trække sig tilbage fra Norge. Kong Frederik glemte ikke at belønne Tordenskjold for hans kække Dåd. Han udnævnte ham til Kommandør og gav ham en Guldmedalje at bære i blåt Bånd.

I Sommeren 1719 sejlede Tordenskjold med sin Flåde mod Marstrand. Men denne By var ikke let at indtage; thi den lå på en Klippeø inde mellem Skærene og forsvaredes af den stærke Fæstning Karlsten. For at få rigtigt at vide, hvorledes det stod til i Byen og på Fæstningen, forklædte Tordenskjold sig som svensk Fisker og gik ind i Byen med en Kurv Fisk på Armen. Han faldbød sine Fisk, men forlangte en meget høj Pris for dem, så han ikke fik dem solgt, før han havde været omkring alle Vegne, både i Byen, på Flåden og på Fæstningen. Da således havde udspejdet Lejligheden, vendte han tilbage til sine Skibe, angreb Byen og tog den. Nu var Fæstningen tilbage; men den var han ikke stærk nok til tage med Magt, da han kun havde godt 600 Mand. forsøgte da en List og lod udsprede det Rygte blandt Besætningen, at han havde en stor Hær i Byen og ventede snart at få endnu 20,000 Mand til. Rygtet vandt Tiltro. Kommandanten begyndte at blive bange; han indlod sig i Underhandlinger med Tordenskjold og sendte en Officer ned i Byen for at undersøge, hvor stor den danske Krigsmagt var. Men ham drak Tordenskjold først fuld og førte ham så ned ad en Gade, hvor han havde opstillet alle sine 600 Mand; derefter blev han ført om i en anden Gade, hvor de samme Soldater havde stillet sig, og således gik det fra den ene Gade til anden; det var alle Vegne de samme Folk, han så; men han troede hver Gang, det var andre, og fortalte, da han kom tilbage, at alle Byens Gader vrimlede af krigere. Så tabte Kommandanten helt Modet og overgav Fæstningen. Dette var Tordenskjolds sidste store Bedrift. Til Løn blev han udnævnt til Admiral og havde dermed nået den højeste Stilling, en dansk Kriger kunne nå.

Efter Krigen drog Tordenskjold på en Udenlandsrejse. I Hannover traf han sammen med en Keltring, en svensk Oberst Stahl, som havde bedraget en af hans Venner. Dette blev han så opbragt over, at han gav ham en god Dragt Prygl. Men nu udfordrede Stahl ham til en Tvekamp, og i denne blev Tordenskjold så hårdt såret, at han døde straks efter i Armene på sin trofaste Kammertjener Kold. Hans Lig blev ført til København og bisat i Holmens Kirke, hvor hans Kiste endnu står ved Siden af Niels Juels.

"Citat slut"