Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER  
 

 

Tilbage til
Artikler
   
 

Viceadmiral Michael Christian Ludwig Ferdinand Tønder.

En af Tordenskiolds dygtige officerer og en søhelt af Den Dansk-Norske Flåde.

Dette er manuskriptet på det foredrag Rolf Scheen, der er direktør for Forsvarsmuseet i Norge, holdt for foreningen på Tordenskiolds fødselsdag 28 oktober 2001.
Manuskriptet er på norsk, men skulle ikke være så svært at læse.
Manuskriptet fylder ca. 11 A4 sider. Du kan derfor med fordel skrive det ud før de læses.

Indledning.

Peter Wessel Tordenskiold mødte mange interessante mennesker i sin samtid. Han tjenestegjorde også sammen med mange dygtige unge officerer som ikke bare fulgte ham lydigt, men også selv tog initiativ og viste mod i sine handlinger. I aften skal vi høre om en af Den dansk-norske flådes meget dygtige søofficerer, Viceadmiral Michael Christian Ludwig Ferdinand Tønder.

Nok en gang må vi til Norge for at søge en søhelt i Den Dansk-Norske Flådes fælles historie. Det skammer jeg mig ikke over, tvært imod glæder det mig meget at starte aftenes foredrag med at fortælle at Viceadmiral Tønder som så mange af vore søhelte er født i Norge. Søkrigshistorikeren Cai Baron Schaffalitski de Mucadell har endog skrevet at han var født i Christiania, noget der alligevel ikke helt passer.

De sidste spor efter Viceadmiral Michael Tønders jordiske levninger befinder sig forhåbentlig endnu i dag i Holmens kirke som er blevet mangen en søhelts sidste havn. Hans minde der skal være en endnu bevaret ligplade fra hans sarkofag. Jeg siger forhåbentlig og vil mod slutten af mit foredrag komme nærmere ind på dette spørgsmål. På denne ligplade står skrevet at han blev født den 25 oktober 1692 på gården “Næss ved Christiania”. Hans forældre var kaptajn Jørgen Andersen Tønder og Martha Olsdatter Faro (Pharo).

I de historiske kilder er der ikke angivet nogen bestemt Nes-gård ved nærmere stedsangivelse eller beskrivelse. Det er kun udtrykket “ved Christiania” som er brugt. Det er ikke ret mange Nes-gårder man kan sige ligger “ved Christiania”. Det kan kun dreje sig om tre gårder. Jeg skal ikke her bruge forsamlingens tid på en indgående diskussion om hvilken af Nes-gårdene Michael Tønder kom fra, men ligevel nævne at to af dem lå enten for langt væk eller på et sted der societeten næppe vilde bosætte sig. Societeten flyttede ud vest for Christiania til Bærum hvor også en række andre officerer havde bosadt sig. Derfor virker der naturligt at kaptajn Jørgen Andersen Tønder og hans hustru også fikk deres hjem i Bærum. Her kunde de have omgang med mennesker fra deres egen stand.

På den tid da familien boede her i 1690-årene og Michael Tønder blev født, var kaptajn Tønder sjef for det “Hobølske Nationale Compagni af Smaalenske Infanteriregiment”. På denne tid havde man ikke ret mange øvelser, så kaptajn Tønder havde ganske sikkert tid til at være en del hjemme på Nes gård hvor de boede til leje. Det var nemlig Anna Krefting som overtog Bærum Jernverk efter sin mands død i 1674 som på dette tidspunkt ejede Nes gård.

Da kirkebøgerne for sognet ikke blev ført før 1727 og vi mangler andre kilder som kan give mere detaillerede oplysninger, får vi ikke fuld klarhed i problemet.

Fra kadet til officer.

På ligpladen i Holmens kirke står der skrevet at Michael Tønder blev kadet i 1703, altså i en alder av kun 11 år. På denne tid var det almindelig at forældrene indskrev sine sønner som kadetter forholdsvis tidligt. De kom imidlertid ikke i tjeneste som kadetter før de var blevet ældre.

Michael Tønder kom i tjeneste som kadet på Tordenskiolds fødselsdag den 28 oktober 1709 med en gasje (løn) på 52 Rigsdaler. Kadetcompagniet var ikke oprettet før i 1701, og kadettogte var såvidt kommet i gang. I 1707 kom 19 kadetter om bord på fregatten Christiansø på kadettogt til Norge. I 1708 blev der ikke udsendt noget kadetskib, og da krigen med Sverige brød ud igen i 1709, kom Michael Tønder aldrig ud på et virkelig kadettogt.

Michael Tønders krigstjeneste.

Fregatten Raae.

Michael Tønder blev secondløjtnant den 29 juni 1714. Samme år kom han ud på sit første togt som officer på fregatten Raae med kaptajn Gerhard Siewetz som sjef. Fregatten Raae hadde 30 kanoner optil 8 pund og en besætning på 140 mand. Længden over stævnene var 110 fod. Fregatten Raae hørte til Den Dansk-Norske Flådes største fregatter på denne tid, men den var svagere end tilsvarende svenske.

Den 13. marts 1714 blev fregatten Raae beordret sammen med fregatten Svenske Sophia og et par mindre fartøjer til å se efter en svensk fregat som var meldet udenfor Fehmern. Et stykke tid senere blev eskaderen beordret til Wismar for at forhindre svenske skibe i at løbe ud fra denne by. Raae var stationeret udenfor Wismar til den 26. september da den blev afløset af det armerede skib Concordia.

Den 22 november 1714 kom Raae i en eskadre under kommandørkaptajn J.A. Paulsen. Opdraget var at jage tre svenske fregater som var set i Østersøen, og at forhindre forbindelse mellom Sverige og Pommern. I løbet af dette tokt kom der melding om at Karl XII var ankommet Stralsund fra sin mange-årige landflyktighed i Tyrkiet. Eskadren fikk ordre om at våge over at Karl XII ikke kom over til Sverige, men Karl XII klarede ligevel at komme tilbage til sit land.

Den 17 december 1714 fikk schoutbynacht C.C. von Gabell ordre om at sejle til Østersøen med en stærkere eskadre som skulde forene sig med kommandørkaptajn Paulsens eskadre for at forhindre svenske tropper i at blive overført fra Sverige til Pommern. I begyndelsen af januar fik man at vide at den svenske flåde var lagt op i midten af januar.

Den 19. januar blev schoutbynacht Gabells eskadre lagt op, men den 19. februar blev kaptajn Siewertz med fregatten Raae beordret til at krydse mellem Bornholm, Skåne og Rügen med forskællige opdrag.

Den 28. marts blev Raae sendt til Kattegat sammen med fregatten Høyenhall for at krydse mellem Skagen og norges kyst ved Arendal. Her kom den til at operere sammen med Peter Wessels berømte fregatt Løwendals Galley.

I april måned blev Raae beordret til en ny eskadre under scoutbynacht Gabell. Den 23. april deltog Michael Tønder ombord i Raae i tilbageføringen af et kongelig koffardiskib ved navn St. Paul som den 20. april var blevet erobret af svenskerne.

Af langt større betydning var fregatten Raaes deltagelse i det berømte slaget mellem Lolland og Fehmern den 25. april 1715 mellem Gabells eskadre og en svensk eskadre under schoutbynacht C.H. Wachtmeister. Raae med Tønder ombord assisterede Løwendals Galley med Peter Wessel som sjef ved afskæringen av den berømte svenske fregat Hvita Örn. Ved Peter Wessels dristige optræden blev hele den svenske eskadren erobret. Under kampen blev Raae truffet af et skud under vandlinien, en kanon sprang, og fem mand blev såret. Tjenestgørende ombord var Tønder til juni 1715, og dermed var hans første togt afsluttet.

Orlogsskibet Ditmarschen.

Secondløjtnant Michael Tønder kom fra fregatten Raae ombord i et af flådens store skib, orlogsskibet Ditmarschen, som havde 50 kanoner optil 24 pund som største kaliber og 402 mands besætning. Chef ombord i Ditmarschen var kommandør Andreas Rosenpalm. Orlogsskibet Ditmarschen tilhørte en større eskadre under viceadmiral Sehesteds kommando som skulde deltage i operationer sammen med Hæren for at erobre Rügen. Ditmarschen var viceadmiral Sehesteds flagskib i denne eskadre.

Den 9. juli blev eskadren eskorteret af hovedflåden ned til Østersøen. Admiral P. Raben havde kommandoen over hovedflåden. Da flåden ankom udenfor Ny Dyb den 18. juli, måtte admiral Raben og hovedflåden trække sig tilbage fordi det var en større svensk flåde i farvandet, under admiral Sparres kommando. Sehesteds eskadre blev tilbage fordi størstedelen af hans skibe var fladbundete og ikke nogen skarpsejlere og af den grund heller ikke egnet til kamp i åben sø.

Admiral Raben regnede med at Sehesteds eskadre vilde klare sig godt i det grunde farvandet hvor de større skibene ikke kunde komme nær nok til at gøre nogen skade. Hovedflåden sejlede nu med kurs mod Møen. Den svenske flåde gjorde forsøg på at skade Sehesteds eskadre, men klarede det ikke. Sehesteds eskadres opgave var nu at støtte hærens operationer langs med kysten.

Den 22. juli kom secondløjtnant Michael Tønder peronlig for alvor med i kampene. Denne dag bedrev Sehesteds eskadre forskellige operationer mod svenske fregatter og andre lokale enheder. Da secondløjtnant Tønder vilde entre et svensk bombarderfartøj som lå udenfor Usedom og bombarderede de dansk-norske fartøjer, blev han såret. Han fik skader i den venstre fod og det højre ben blev skudt af.

Men Tønder var ikke længe kampudyktig. Han blev hurtig restitueret og fik lavet et træben som så nøjagtig ud som et naturlig ben under hans klæder. Allerede i september var han tilbage igen i fuld tjeneste ombord på orlogsskibet Ditmarschen hos viceadmiral Sehested. Den 25. september jager Sehested den svenske lokale eskadre som nu stod under kommandør Hinch, og forcerede Ny Dyb. Denne dag kommanderede Michael Tønder galjoten Anna Sophie med sådan “Bravour”, at han efter Pommern-expeditionens afslutning blev forfræmmet til premierløjtnant den 23. oktober 1715.

Galleyen Printz Christian.

1716
Slaget i Dynekilen.
 

Den 24. december 1715 kapitulerede den svenske kommanderende general i Strahlsund, og den 28. december holdt kong Frederik IV og hans allierede kong Friederich Wilhelm af Preussen sitt indtog i byen.

Kong Karl XII havde natten til den 22. december klaret at komme sig til Strahlsund, til galjoten Hvalfisken, der førede ud til brigantinen Snappupp som sejlede ham videre over til Skåne. Om eftermiddagen den 24. december var han fremme i Ystad.

I begyndelsen af 1716 blev der først ventet et svensk angreb på Sjælland over isen fra Skåne, men da isen var dårlig, kunde dette angreb ikke blive til noget. Kong Karl XII bestemte sig i stedet for at tage Norge.

De landmilitære operationer i den første del af året berørte ikke premierløjtnant Michael Tønder, men da kong Karl XII omkring begyndelsen af sommeren lå foran Halden og truet med at tage festningen Fredriksten, måtte flåden gribe ind for fuldt alvor. Sjef i de norske farvande dette år var viceadmiral Gabell, og under ham kom den unge kaptajn Peter Wessel som den 24 februar 1716 blev adlet.

Svenskerne førte proviant og forsyninger med grundtgående fartøjer til angrebet mod Norge gennem den svenske skærgården til den smalle fjord Dynekilen mellem Strømstad og Iddefjord. Gabell havde ikke skikkede fartøjer til at afbryde denne tilførsel. Tordenskiold der var meget ængstelig for Fredrikstens og dermed også Norges skæbne, fik presset i gennem at han blev sendt til København for at hente fartøjer egnet til operationer i skærgården.

Til denne anvendelse havde man nu de skibe som viceadmiral Sehested havde disponeret året før i farvandet ved Rügen. Tordenskiold blev selv beordret til at være chef for denne styrke som kom til at bestå af følgende fartøjer:

  • Stykprammene Hiælperen (46 kanoner hvoraf 16 24-punds) og
  • stykprammen Arche Noa (22 kanoner og 2 haubitzer).
  • fregatten Hvide Örn (30 kanoner) og
  • fregatten Vindhunden (18 kanoner)
  • galleyen Printz Christian (1 12-punds, 2 4-punds og 2 1-punds kanoner),
  • galleyen Lovisa (7 kanoner) og
  • galleyen Charlotte Amalie (7 kanoner), samt
  • en del proviantskibe.

Tordenskiold der var styrkens chef, var chef for Hielperen. Premierløjtnant Michael Tønder blev beordret til chef på galleyen Printz Christian hvor han altså havde sin første større selvstændige kommando. Printz Christian havde en besætning på 185 mand.

Da Tordenskiolds eskadre kom op under den svenske kyst ved Grisebåerne, opdagede Tordenskiold en svensk huggert og en dobbelchalup som havde erobret en dansk-norsk kreyert. Tordenskiold vilde ikke finde sig i at svenskerne sejlede afsted med et dansk-norsk fartøj, og beordrede premierløjtnant Tønder der førte galleyen Printz Chrisrian til at følge efter svenskerne. Tønder gav sine mænd ordre om at de skulde lægge sig mere på årene sådan at de roede hurtigere. Tordenskiold syntes at det tog for lang tid, og lod Arche Noas chalup spænde for galleyen for at den skulde få endnu større fart end galleyens egne roere klarede at give den.

Selv steg Tordenskiold ned i sin egen chalup og lod mandskabet ro for alle kræfter. Da svenskerne forstod hvad der vilde komme til at ske, satte de ild til den dansk-norske kreyert og lagde kurs mod land. Men da Tønder der nu var nærmest dem så dette, sendte han med det samme en af chaluperne der slæbede ham bort for at slukke ildebranden. Tordenskiold satte efter de flyktende svenskerne og fik fat i hukerten og dens styrmand. Tordenskiold sendte derefter sine priser til København.

Onsdag den 7. juli ankrede Tordenskiold med sin eskadre mellem Koster og Grisebåene. Han fik vide af nogen mandskaber fra orlogsskibet Fyen at kommandør Vibes eskadre lå ved Magø i Iddefjorden, mens den svenske galleyeskadren med forsyningerne til Karl XII lå i Dynekilen. Dynekilen går fire kvartmil ind i Bohuslän og på det smaleste er den kun mellem 50 og 100 m bred. Tordenskiold og hans officerer kendte ikke dette farvand.

Tordenskiolds ordre fra Admiralitetet var|at han skulde lægge sig ved Koster og vente på nærmere ordre fra Gabell som var med sin eskadre oppe ved Larkollen. Tordenskiold kunde ikke lade denne chanse gå fra sig. På eget ansvar uden ordre fra sine chefer lod han sin eskadre sejle ind i Dynekilen. Men - han havde sine officerer og mandskaber med sig.

Dynekilen var ikke ufarlig at trænge ind i. Strøm og vindforholdene var ukendte. Med vestlig vind kunde man let sejle ind, men det var ikke nemt at krydse ud igen med en sådan vind i det trange farvand.

Tordenskiold skriver i sin rapport til Kongen den 15. juli 1716: “Om Morgenen ved Dagens Begyndelse lettet Ancher med Faveur af en Syden Vind liden Kulte”. Samme dag skriver han til Admiralitetet: " vinden drejer til en Syd Weste Kulte”.

Hvis vinden var blevet endnu mere vestlig, kunde det blevet meget kritisk for Tordenskiold og hans eskadre. Men der var også andre farer der lå og lurede på Tordenskiold. Den svenske styrke i Dynekilen var ikke at foragte. Det er desværre ikke tid til at gå mere detaillered tilværks her i aften angående kampene i Dynekilen, men vi skal koncentrere os om Michael Tønders indsats.

Tordenskiold eskadre sejlede nu ind i Dynekilen. I Dynekilen gik Tordenskiold fra borde over på galleyen Printz Christian hvor Michael Tønder havde kommandoen for at udspejde det ukendte farvand længere ind. Efter at han havde fået set det han ønskede, roede galleyen tilbage og Tordenskiold gik atter ombord i sit flagskib. Michael Tønders næste opgave var at slæbe hans flagskib stykprammen Hiælperen nærmere ind på fjenden sammen med galleyen Lovise.

Tordenskiold forstod hurtigt at svenskernes batteri på den lille ø i Dynekilen var an fare for hans skibe. Der fra kunde svenskerne skyde lige ned i hans eskadre. Michael Tønder fik ordre om at uskadeliggøre batteriet sammen med sin fætter, landkaptajn Anders Tønder som havde kommandoen over en forstærkning soldater der var blevet sendt over fra begge kanonprammene. Michael Tønder havde nu kommandoen over galleyene Printz Christian og Lovise. Han satte kurs mod batteriet, og snart strømmede soldaterne i land for at tage det.

Batteriets besætning måtte opgive batteriet uden nogen større kamp. Da man ikke kunde tage de 6 12-punds kanonerne med sig, måtte man fornagle dem sådan at var uskadeliggjort for resten af kampen. De svenske soldaterne på batteriet blev enten dræbt eller jaget bort.

Den svenske øverstkommanderende i Dynekilen, schoutbynacht Olof Strömstierna, fandt det bedst at stryge sit flag og kommandotegn da han så hvordan kampen udviklede sig. Svenskerne satte sine skibe på grund. Officerer og mandskaber strømmet i land for at komme sig væk. Men da Tordenskiold fik se hvad der skete, begyndte han at ane at der var noget i gære. Det viste sig at han havde ret.

Svenskerne havde sat ild til sine skibe. Men det var ikke bare Tordenskiold som forstod hvad svenskerne havde gjort. Da Michael Tønder havde taget batteriet, opdagede han en svensk hukkert der lå i en bugt ved batteriet som røgen stod op af. Med det samme han fik øje på den, roede han med sin chalup bort til den og gik ombord. Han fandt en tjæretønde som stod midt i lugen og brandt. Tønder lod sin overkvartermester løbe ned i lugen på siden af ilden for at lange den brændene tjæretønde op til ham. Tønder tog tag i den og lod den gå over bord.

Medens dette skete kom to matroser ombord fra chaluppen som lå lige ved rækken. Kvartermesteren havde taget sig en tur ned i skibet og havde opdaget at skibet var lastet med krudt. Rothe fortæller at mens kvartermesteren forsøgte at komme sig fra borde, råbte han: ”Det er Krudt Hukkerten er ladet med, vi springe og den tage mig, i dette øjeblik alle Mand i Luften!”

Men Tønder fik ikke panik. Han tvang kvartermesteren til at blive ombord, og rev trøjerne af de to matroser som netop var kommet ombord, dyppet trøjerne i søen og med dem slukkede ilden i lugekarmene. Nu lagde røgen sig lidt og Tønder gik selv ned under dæk for at se om det brændte flere steder.

Han fandt hurtig en brændende lunte der var stukket ind i en af krudttønderne. Lunten var kun 2 tommer lang udenfor tønden da Tønder drog den ud med fingrene og langet den ud gennem kahytskodtet til en mand han havde plassered der. Da det ikke brandt flere steder gik de ombord i chalupen igen og bugserede hukkerten væk. Det viste sig at være 260 tønder krudt ombord i hukkerten. To tønder var slået i stykker, og krudtet var strøet over de andre tønder, og lige ovenfor alt dette stod der altså en brændende tjæretønde.

Efter at Tønder havde taget batteriet slæbte han også den svenske galleyen Lukretia i sikkerhed. Men Tønder var ikke færdig med dette. Mens han havde bugsered ud den svenske hukkerten, var kaptajnløjtnant Kiøge gået ind i en anden bugt med en dobbelchalup for at tage den svenske schoutbynacht Söeblads chalup med sig. Det svenske fodfolket der inde dræbte to eller tre af Kiøges mandskab, og Kiøge blev tvunget til at flygte.

Da Tordenskiold fik se hvad der skete, blev han vred og skældte ham ud fordi han havde ofret kongens folk. Da Michael Tønder fik det at høre, tænkte han at han ville gøre det bedre. For ikke at våge kongens folk, tog han med sig to svenske matroser som han havde fanget i en svensk jolle. Med disse roede han bort til chaluppen mens musketter ombord i den skød på ham hele tiden. Den ene af de svenske matroser blev skudt af en kule i sedet, og Tønder blev selv nødsaget til at ro. Da han havde taget den, slæbet han den med sig bort til Tordenskiold.

Rothe fortæller at da Tordenskiold så Tønder komme bugserende med den svenske chalup, så skulde han have sagt: “--han have dyre kiøbt den Chaluppe, og at det var Synd at tage den fra ham”. Tordenskiold lod Tønder beholde chaluppen som sin private. Senere solgte Tønder den til Flåden i København.

Da Tønder havde udført disse opdrag, lod han sine mandskaber få brændevin. Mens han stod på dæk og snakkede til sine officerer, begyndte plutselig nogle svenske musketerer at skyde på dem fra land. Kaptajnløjtnant Høeg som stod lige ved siden af Tønder, blev truffet af en kugle under øjet, og i samme øjeblik faldt løjtnant Willer død om truffet af tre kugler som gik tværs i gennem hans bryst og ud af hans ryg. Videre faldt der tre eller fire mand der.

Tønder fandt sig ikke i at blive beskudt af svenskerne og svarede tilbage med en falkonett som han skød kartetsker med. Men svenskerne skød så hissigt ut af skovenat Tønder fandt det klogest at lætte. Han lagde sig så længer ud udenfor skudhold. Da der ikke var mere at gøre den dagen for Tønder, drog han afgårde med sine priser og bukserede dem ud af Dynekilens indløb, sammen med Tordenskiold og den øvrige eskadre. Under kampene i Dynekilen havde premierløjtnant Tønders galley Printz Christian 2 døde og 6 sårede.

Tordenskiold fortsatte med sin styrke ind til Magø hvor han ankrede op om morgenen. Kloken 15 om eftermiddagen gik Tordenskiold med Michaels Tønders galley og de to andre galleyerne ind over Iddefjorden for efter henstilling fra general Lützow at angribe den fjendtlige hær som gik tilbage over Svinesund.

På vejen blev galleyerne beskudt af et batteri på den svenske side af fjorden, og fire mand faldt og fire blev såret. Tordenskiold gik selv i land på den svenske side nær ved batteriet og konstaterede at hele den fjendtlige hær var kommet tilbage over en feltbro ved Svinesund til Sverige. Det var derfor ikke grund til at sloges med de svenske batterier og Tordenskiold drog tilbage til Magø med sine tre galleyer.

Tordenskioldbiografen kommandør Olav Bergersen mener at Tordenskiolds farøjer blev underlagt kommandør Wibe som lå med sin eskadre ved Magø. Et par dage senere drog Tordenskiold med fregatten Hvide Ørn til København. Prisene fra Dynekilen og de sårede fra kampen blev sendt til Fredrikstad hvor også fartøjene som havde deltaget i kampen blev repareret.

Vi hører ikke at Tønder kom i flere kampe med galleyen Printz Christian. Galleyen blev om vinteren lagt op i Christiansand. Michael Tønder blev efter sine bedrifter i Dynekilen den 30. oktober 1716 forfremmet til kaptajnløjtnant. Han fik videre en guldmedalje med kongens portræt til at bære i et blåt bånd.

Galjoten Windhunden og Snauen Phønix 1717.

Med sejren i Dynekilen var faren for Norge over og da Kongen beordret sin flåde ud det næste år (1717), blev næsten alle skibene beordret til Østersøen for at forhindre svenske angreb på vor handel. Michael Tønder fik kommandoen på Galjoten Windhunden som i april måned blev underlagt en eskadre under viceadmiral Gabell, fra 31. maj admiral Raben. Der skete ikke noget opsigtvækkende på dette togt.

Rabens flåde blev lagt op i København sidst i november, men kaptajnløjtnant Tønder fik da kommandoen på snauen Phønix, som den 28. november sammen med en del andre fartøjer blev beordret til at holde sig i Køge Bugt så længe de kunde for vinterkulden. Begge disse skibe var små fartøjer. Windhunden havde kun 4 2-punds kanoner, var 55,5 fod lang med 18 mands besætning. Phønix havde 12 4-punds kanoner og 64 mands besætning. Phønix blev benyttet til at beskytte kofffardiskibene, deltage i konvoyering og lignende, og kom ikke ud i nogen begivenheder af større betydning.

Fregatten Stralsund 1718 og 1719.

I 1718 fik kaptajnløjtnant Tønder sin hidtil største kommando idet han blev chef for fregatten Stralsund som var erobret fra svenskerne. Dette skib havde 32 kanoner op til 18-punds kaliber. Besætningen var på 240 mand og dets længde 109,5 fod. Tønder var med Stralsund i to år.

Da svenskerne igen havde angrebet Norge i 1718, kom Tønder nok en gang under Tordenskiold. Denne gang for at kovoyere 4 bataljoner infanteri fra Danmark til Norge. Marts 1719 blev Stralsund sammen med fregatten Hvide Ørn sendt mod den svenske flådestation Karlskrona på rekognoscering for at undersøge om den svenske flåde var udrustet.

Den 21. maj erobrede Tønder med Stralsund en svensk kaperhukkert ved navn Hvita Örn.

I juli 1719 finder vi igjen Tønder med Strahlsund under Tordenskiold. Han kom med i Tordenskiolds næste større sejer over svenskene, triumfen i Marstrand den 23. juli 1719 da fæstningen Carlsten blev erobret og en svensk eskadre på blandt andet fem orlogsskibe, to fregatter med flere blev dels erobret, dels ødelagt. Som belønning for sin indsats med fregatten Stralsund, blev Tønder udnævt til kaptajn den 11. December 1719.

Michael Tønders tjeneste i fredsårene 1720-1730.

Da Michael Tønder strøg sin kommando på fregatten Strahlsund var i virkeligheden hans krigstjeneste forbi, og årene 1720-1730 tjenestegjorde han for det meste som chef for vagtskibet Store Bælt hvor den vigtigste opgave var at passe på at territorialfarvandet ikke blev krænket af fremmede krigsskibe.

Af vagtskibe fik Tønder bland andet Tordenskiolds berømte fregat Løwendahls Galley som han beholdt frem til 1721. I årene 1722-1725 havde Tønder som vagtskib Tordenskiolds næste berømte fartøj fregatten Hvide Ørn. Han var med dette skib også på et togt til Bergen i 1724. Sommeren 1724 finder kaptajn Tønder som midlertidig chef for sø-batteriet Prøvestenen. I 1730 skulde Tønder ud på sit længste togt.

Togtet til China 1730-1732

Asiatisk Compagnies skib Chronprintz Christian.

Den 1. Maj 1730 fik Tønder tilladelse til at føre et skib for Det Asiatiske Compagnie til Canton i China. Skibet var et tidligere orlogsskib ved navn Varbierg som i sin tid var erobret fra den svenske marine. Fra togtet er der bevaret en dagbog skrevet af daværende kadet Tobias Wigandt.

På togtet skete der ikke noget særlig bemærkelsesværdig. Wigandt fortæller :”28. hafde Baaden inde i Land for at begrave en Død som var opflyt ved Strandkanten, som vi formente var sallig Peder Hollersen. Hundene løb hver med sit Stöcke af hands Lægme”. Varene han bragte med sig hjem bestod for det meste af the, silke og porselæn.

Den 31. December blev Tønder forfremmet til kommandørkaptajn og han træder igen ind i de sømilitære rækker.

Kommandørkaptajn Tønders landtjeneste.

Nu fik kommandørkaptajn Tønder opgaver i land med bland andet at arbejde med at skaffe søfolk til flåden, den såkaldte Sø-Enroulleringen.

Orlogsskibene Oldenburg og Norske Løve.

I 1734 kom der til stridigheder mellem Danmark-Norge og Hamburg og Tønder blev beordret som chef på det næsten nye orlogsskib Oldenburg med opdrag at blokere Hamburg.

I 1743 blev Tønder chef for orlogsskibet Norske Løve. Den udenrigspolitiske situation var meget spændt. Det blev udrustet en stor flåde og en dansk hær blev gjort klar til landgang i Skåne. Det blev alligevel ingen krig og flåden blev oplagt i Oktober måned. Tønder havde udført sin tjeneste så godt at han den 10. April blev udnævnt til kommandør.

Kongetogtet til Norge i 1749. Orlogsskibet Oldenburg.

I anledning af Kong Frederik Vs rejse til Norge fik kommandør Tønder æren af som chef for flagskibet, Orlogsskibet Oldenburg at have Kongen om bord i sit skib.

”Julii Maaneds Nye Stats-Tidender” Kiøbenhavn, Aar 1749, slutter sådan: ”Den 24. Julii haver Commandeur Michael Christian Ludvig Ferdinand Tønder erholdet Allernaadigst Bestalling som Schoutbynacht”.

Efter udnævnelsen gik den nye schoutbynacht direkte om bord i orlogsskibet Delmenhorst hvor han hejste sit flag som chef for en eskadre på tre orlogsskibe og en fregatt. Delmerhorst var nøjaktig lig Oldenburg. Eskadrens opgave var at besejle orlogsskibet Fyen (det betyder prøve skibet). Fyen viste sig at være Delmerhorst overlegen i sejlas. Togtet varede kun nogle få måneder og dermed var Tønders sidste togt endt. Han blev den 11 oktober 1752 udnævnt til viceadmiral, og den 2. Januar døde han i København.

Tønders familieforhold, død og begravelse.

Michael Tønder blev gift den 26. September 1740 i Udesundby præstegård med Mette Marie Rahbek som døde allerede den 27. april 1744.

Tønder blev gift for anden gang med Sophie Elisabeth Benzon, født i København 11. Juni 1706 som datter af renteskriver Peter Benzon og hustru Elisabeth. Hun var først gift med schoutbynacht Henrich Suhm som var død i 1744. Selv døde hun den 2. sepember 1769.

Tønder havde ingen børn.

I Holmen kirkes ligprotkol står der på første side:” Det er fornemt, men dyrt at blive bisat i vor kirke. Der står videre anført at det ”for Ligs Nedsættelse til Forvisnelse i Kirkens Ligkammer betales: For et Lig over femten Aar 50 Rigsdaler…………….”

Viceadmiral Tønder blev bisat i Holmens kirkes kapel, ligkammer nr. 35 den 11. Januar 1755. Hans enke, født Sophie Elisabeth Benzon, blev bisat i samme gravkapel den 12. Marts 1769.

Ligkapelet ved siden af, nr. 34, var med skøde af 16. Marts 1710 købt af Geheimraad Niels Benzons arvinge på 100 år for 6000 kroner.

I 1874 fandt Kirkeinspectionen for Holmens Kirke at ingen afgifter var betalt for ligkammeret på lange tider, og den lod derfor blandt andet i ”Tillæg til den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende” nr. 165 for mandag den 20. Juli 1874 indrykke følgende særskilte bekendtgørelse:

”Da de Lig, som henstaae i Holmens Kirkes Capel i de til Kirken forlængst hjemfaldne Begravelser i Ligkamrene Nr. 1, 34 og 35, nu ønskes udtagne og begravede paa Kirkegaarden, opfordres herved de Afdødes Slægtninger, som muligen selv vilde besørge Ligenes Flytning, til inden 6 Uger fra Dato at anmelde Saadant for undertegnede Kirkeinspection. Kirkeinspectionen for Holmens Kirke, den 7. Juli 1874”.

Ingen slægtninge viste sig og Tønders lig blev fjernet fra sit ligkammer. Liget kan ikke være blevet begravet på den store Holmens Kirkegård på Østerbro fordi det ikke er nævnt i dennes protokoller. Han blev i 1874 antagelig begravet på den lille kirkegård rundt Holmens Kirke. Men der er det ikke noget spor at finde efter ham.

Efterskrift.

Der findes ingen stor biografi om Michael Tønder. Tordenskiolds biograf, Casper Peter Rothe, har fortalt at han straks efter Tønders død begyndte på hans levnedsbeskrivelse. Han fik trykket fire ark, men tilfældige omstændigheder gjorde at arbejdet blev afbrudt. Rothe har også fortalt at Tønder selv har sagt at da han nogle år efter at have mistet sit ene ben ved Rügen, fik han sit træben afskudt af en svensk kanonkugle, og det gjorde ”ham langt større Pine, da hans Træben blev ham fraskudt, end da han mistede sit rigtige Ben.”

Det lykkedes dog den 29. oktober 2001 at genfinde Tønders gravplade på loftet i Holmens Kirke.

For ca. 35 år siden fandt min far og jeg gravplaten på loftet i Holmens kirke. Det er imidlertid blitt ryddet opp der siden den gang, og alle gravplatene er nå hengt opp i en trappeoppgsng i kirken.

Jeg spurte orlogsprovst Claus Harms om Tønders gravplate for 2 år siden (1999). Han viste meg en protokoll over gravplatene, men der fant jeg ikke Tønders. Enten er denne protokollen unøyaktig ført eller ikke ajour.

Den 29. oktober 2001 gik jeg gjennom alle som var opphengt i trappehuset, og den nest siste jeg så på var Tønders! Det var veldig morsomt.

Rolf Scheen.