Var Tordenskiold strateg?

af Lektor, lic.jur. Per Jacobsen
Marinehistorisk tidsskrift, nr. 4 1998.
I Tordenskjold-litteraturen er der hos såvel danske som norske forfattere almindelig enighed om, at Tordenskjold var et sømilitært geni med såvel fremragende taktiske som strategiske evner. Lidt overdrevent forekommer det, når Bergersen sidestiller ham med 3 af søkrigshistoriens virkelige koryfæer, den engelske “General-at-Sea” Blake, den hollandske admiral de Ruyter og den engelske viceadmiral Nelson (1). Den almindelige opfattelse i litteraturen af Tordenskjolds militære evner udtrykkes nok meget rammende i H.C. Bjergs karakteristik, hvor det hedder:

“Han må karakteriseres som en talentfuld og initiativrig søofficer med en ualmindelig evne for strategisk tænkning, taktik og administration samt sømandsskab” (2)

Der er ingen grund til at bestride, at Tordenskjold var såvel talentfuld som initiativrig. Hele hans karriere i den dansk-norske Søétat vidner om dette. Der er heller ikke grund til at betvivle, at han var en fremragende sømand og en fremragende taktiker, når der var tale om enkeltskibskamp. Det vidner hans mange træfninger som fregatchef med overlegne modstandere om. Til overflod er hans fremragende egenskaber som sømand og som taktiker i enkeltskibskampen fastslået af samtidens måske mest kompetente danske admiral, Søkadetkompagniets mangeårige chef, Chr. Thomesen Sehested, der i sin rapport til kongen om Peter Wessels kamp i 1715 med linieskibet RIGA og fregatten PHENIX skriver følgende:

“Jeg kan Sandelig icke nok som berømme dend maade, hand har giord denne action paa. Thi omskønt de var ham forsterche udj Støcherne, Saa har hand været Dem forsterche udj Søemandskabet! Thi entten har hand lagt dem for Buven og Skøtt dem langs Skibs. Eller ogsaa er hand Kommen Dem paa den side, at de ej for den haarde Blæst Kunde loche deris Porther op, og det er Aarsagen, de ey har Kundet holdt det ud med ham; denne action er Sandelig saa remarquabel, at jeg understaar mig Allerunderdanigst at recommandere ham videre udj Eders Majestæts naade.” (3)

Tordenskjold var formentlig også administrativt begavet. En gennemgang af hans breve viser såvel administrativ flid som grundighed. Meget tyder på, at han var en god logistiker (4).

Tordenskjolds mulige taktiske evner som flådefører er det derimod ikke muligt at dokumentere, idet de kampe, han deltog i som eskadrechef, enten var mod landbesfæstninger eller ankrede skibe eller kombinationer heraf, og selvom de taktiske dispositioner under disse kampe måske ikke kan kritiseres, giver de ikke nogen vejledning om hans mulige taktiske evner som flådefører under kampe til søs. Betragtninger om Tordenskjolds evner i så henseende kan kun hvile på rene gætterier. (5)

Bjergs vurdering af Tordenskjolds evner for strategisk tænkning som “ualmindelige” hviler dels på hans operationer langs Bohus Läns kyst og dels på “hans avancerede syn på rekognoseringstjenestens betydning for søkrigsførelsen” (6). Det er utvivlsomt, at Tordenskjold som fregatchef var en fremragende eclaireur. Den omstændighed, at de kommanderende admiraler for hovedflåden i Østersøen gentagne gange bad om, at han måtte blive beordret til hovedflåden, og hyppigt roste ham i rapporter, dokumenterer dette (7). Det forekommer imidlertid ikke rigtigt at tillægge ham ualmindelige strategiske evner på grund af hans utvivlsomme dygtighed til denne tjeneste (8). Der har i tidens løb i den europæiske søkrigshistorie været mange eksempler på fremragende fregatchefer, der var knapt så fremragende, når de som admiraler blev betroet den overordnede ledelse af større flådestyrker (9). Det er derimod rigtigt, at en vurdering af Tordenskjolds strategiske evner væsentligt må bygge på hans operationer på Bohus Läns kyst i de perioder, hvor han gjorde tjeneste som eskadrechef eller chef for den norske Søarmatur.

Det følgende er et forsøg på at klarlægge, om Tordenskjold virkelig havde ualmindelige evner til at tænke strategisk, således som det hidtil er antaget i litteraturen (10). Den væsentligste kilde til undersøgelsen har været Tordenskjolds egne breve (11).

Operationerne.
En fuldstændig gennemgang af Tordenskjolds virksomhed som eskadrechef og chef for den norske søarmatur ville ikke kunne rummes i artikelformen, hvorfor undersøgelsen koncentreres omkring de større operationer, der har gjort ham kendt: Dynekilen, Gøteborg, Strømstad, Marstrand, Nya Elfsborg og Gøteborg. Når det skal vurderes om disse operationers iværksættelse var udslag af hans evne til at tænke strategisk, må det dels være af afgørende betydning, om iværksættelsen skete på Tordenskjolds initiativ, og dels om denne iværksættelse hvilede på korrekte strategiske og operative forudsætninger. I den hidtidige litteratur synes man at gå ud fra, at dette har været tilfældet. Ved vurderingen af Tordenskjolds strategiske evner på baggrund af de ovennævnte operationer må man naturligvis også tage i betragtning, at hans mulighed for at handle og tænke strategisk var begrænset af den af krigsledelsen fastlagte overordnede strategi. Tordenskjold havde således kun muligheder for at udfolde sig på, hvad man kan betegne som det operative niveau.

Dynekilen.
Angrebet på den svenske transportflåde i fjorden Dynekilen den 8. juli 1716 må nok karakteriseres som Tordenskjolds største succes som flåde- og eskadrechef. Situationen var den, at Carl den 12. belejrede den norske fæstning Frederikssteen, men havde brug for bl.a. belejringsartilleri for at indtage fæstningen. Den danske Nordsøflåde under viceadmiral Gabel havde søherredømmet i Kattegat og Skagerak, men var ikke i stand til at forhindre indenskærs svenske transporter fra Gøteborg og nordover, fordi de danske fartøjer var uegnede til at operere i skærgården. En sådan transport med bl.a. belejringsskyts var i begyndelsen af juli måned løbet ind til Dynekilen. Transporten blev ødelagt og erobret af Tordenskjold med den strategiske følge, at Carl den 12. umiddelbart efter trak sig ud af Norge.

Når Tordenskjold var i stand til at trænge ind i Dynekilen og gennemføre ødelæggelsen af den svenske transportflåde, skyldtes det, at han rådede over det rette materiel i form af særlige fartøjer, der var specielt egnede til krigsførsel i skærgården. I litteraturen har baggrunden for, at han blev beordret som chef for denne særlige eskadre været diskuteret (12). Tordenskjold var af Gabel beordret til at konvojere til København (13), hvortil han kom den 6. juni. Allerede den 8. juni indleverer han til generaladmiral Gyldenløve en skrivelse, hvori han redegør for situationen omkring Frederikssteen, og hvor han foreslår udrustning af en eskadre bestående af skytsskibet HIELPEREN, prammen ARCA NOÆ, fregatten HVIDE ØRN samt et antal galejer med henblik på at trænge igennem Svinesund for at bringe provisioner til Frederikssteen, der stærkt trænger til sådanne.

Den 13. juni beordrede kongen Tordenskjold som chef for en eskadre bestående af fregatterne HVIDE ØRN og VINDHUNDEN, skytsskibet HIELPEREN, stykprammen ARCA NOÆ samt galleierne PRINTZ CHRISTIAN; LOUISE og CHARLOTTE AMALIE. Han skal efter sin sejlordre gå til Koster eller Dynekilen, og han skal ved ankomsten melde sig til viceadmiral Gabel, der formodes at opholde sig ved Larkollen, samt indhente videre ordre fra denne. Tordenskjold havde således ikke nogen ordre til at handle selvstændigt mod de svenske transporter eller ved undsætning af Frederikssteen. Gabel havde allerede den 19. april foreslået kongen, at der blev anskaffet stykpramme til placering i Oslofjorden (14), og den 6. juni skriver han til Kongen med henblik på at undsætte Frederikssteen ved hjælp af skærgårdsfartøjer. Der kan ikke være tvivl om, at det er Tordenskjolds memorial til admiral Gyldenløve, der fører til udrustningen af den særlige eskadre under kommando af Tordenskjold, idet Gabels brev af 6. juni næppe har kunnet nå København, inden Kongens beslutning, der øjensynligt er truffet allerede den 11. juni (15).

Det kan derimod ikke udelukkes, at Gabels brev af 19. april har haft indflydelse på afgørelsen. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at Tordenskjold og Gabel begge fremfører ønsket om skærgårdsfartøjer. Noget kunne tyde på, at situationen har været drøftet dem imellem inden Tordenskjolds afsejling til København, og at Tordenskjold har været orienteret om Gabels ønske. Den omstændighed, at Tordenskjold i et brev til kongen af 21. juni nævner, at viceadmiral Gabel tidligere har udpeget ham som leder af en ekspedition mod den svenske transportflåde, kunne også tyde på, at Tordenskjold og Gabel har været enige om et angreb på den svenske transportflåde, når mulighed herfor forelå.

Hidtil har det i litteraturen været fast antaget, at Tordenskjold iværksatte angrebet på transportflåden i Dynekilen uden at afvente ordre fra Gabel, fordi han anså det for nødvendigt at handle omgående (16). Det er et spørgsmål om denne opfattelse er korrekt.

Eskadren ankrede ud for Koster den 7. juli om aftenen. På ankerpladsen lå en jolle fra linieskibet FYEN, og besætningen i denne underrettede Tordenskjold om den svenske transporteskadre i Dynekilen. Han blev imidlertid også underettet om, at linieskibene PRINTZ WILHELM, DELMENHORST og FYEN samt fregatten HØYENHALD lå 2 mil nord for ankerpladsen. Der foreligger ingen dokumentation for, at Tordenskjold efter ankringen har været i forbindelse med viceadmiral Gabel, men har Gabel været ombord i et af eskadrens skibe, er en sådan kontakt i hvert fald en mulighed. At en sådan kontakt kan have været etableret den 7. om aftenen, bestyrkes af, at Gabel øjensynligt har været til stede i Dynekilen under selve angrebet. At det har været tilfældet fremgår af et brev af 9. juli 1716 fra Gabel til vicestadtholder Fred. Krag, hvori det hedder:

“Jeg kan ikke efterlade Eders Excellence at rapportere, at vore Pramme og Galleer ere arriverede, at Capitain Tordenschiold og Capitain Lemvig derpaa igaar straxen indseilede udi Dynne-Killen og attaqverede den svenske Flotille. Attaqven begyndte Klokken 8 om Morgenen og Klokken 12 faldt den saa lykkelig ud, at den hele Flotille, med Alt hvad der var inde, blev beziret med dansk Flag, saa de kan sige, at de har været her, hvilken Coup jeg troer skal give de Svenske stor Eftertanke. Der var derinde 10 Galleer og Steenbukken; jeg roede derfra Klokken 12 (min udh.), da havde vi allerede faaet 2 Galleer og Steenbukken af Grunden; hvormange de siden har faaet, er mig uvitterligt; de Svenske laae saa tæt under Landet, at de sprang fra Fartøierne i Land, dog har vi faaet endeel fangen, hvorom med første skal indkomme vidtløftigere Relation. Jeg forbliver…..” (17)

Såvel Bjerg som Bergersen nævner Gabels brev, men begge forfattere synes at udtrykke en vis tvivl om, hvorvidt Gabel virkeligt har været til stede i Dynekilen, og ingen af dem er villig til at drage den mulige konsekvens af en sådan tilstedeværelse, nemlig at Tordenskjold faktisk har nået at indhente videre ordre hos Gabel (18).

Hvis Tordenskjold har handlet efter ordre fra Gabel, er det naturligvis ensbetydende med, at selve iværksættelsen af angrebet og dermed den strategisk operative disposition må godskrives Gabel, hvorimod den succesfulde taktiske gennemførelse af operationen ubestridt må godskrives Tordenskjold. At tingene måske hænger sammen på denne måde, bestyrkes i nogen grad af udformningen af Tordenskjolds efterfølgende rapporter. Han udfærdigede rapporter til Gabel (19), kongen (20) og Admiralitetet (21).

Det er karakteristisk, at rapporterne til kongen og ikke mindst Admiralitetet er meget detaljerede og fyldige, hvorimod rapporten til Gabel er kort og kontant, som den naturligt ville være, hvis modtageren på forhånd havde indgående kendskab til begivenheden. Det er naturligvis muligt, at Tordenskjold har handlet uafhængigt af Gabel, men denne hidtidige antagelse synes overordentlig usikker, og den giver ikke grundlag for en vurdering af Tordenskjolds strategiske evner.

Gøteborg.
Under angrebet på Dynekilen var Tordenskjold chef for den særlige eskadre af skytsskibe og galejer, men underordnet viceadmiral Gabel, der var chef for den norske Søarmatur. Den 14. november 1716 blev han imidlertid af kongen udnævnt til chef for den norske Søarmatur, bestående af den norske galejeskadre, postjagterne, de 2 pramme (HIELPEREN og ARCA NOÆ), orlogsskibene (linieskibe) LAALAND, SYDERMANDLAND og FYEN samt fregatterne HVIDE ØRN, RAA, SØE-RIDDEREN, LOSSEN og PAKKAN og den hukkerten FORTUNA (22). Af særlig interesse er det, at det i instruksen pålægges ham at konferere med det norske Generalitet inden iværksættelsen af vigtigere operationer. Det hedder således i instruksen:

“Og som vii om din Nidkiærhed for vores tienniste allernaad. ere persvaderede, Saa overlade Vii til din Conduite, med forbemeldte vores Søe-Armatur at entreprenere og foretage, giøre og lade, hvad du med wores derwærende Generalitets Gotfindende /; som du over alle Sager af importance flittig haver at consulere;/ for bedst og tienligt maatte eragte; Skulde sig og i een eller anden tilfælde begive, at du noget nyttigt till vores tiennistes befordring meente at udrette, men fra Generalitetet var saa langt fraværende, at du ej dets betenkning, uden noget derved blef forsømt, tilforn kunne indhente, da haver du, dersom vores tiennister dett maatte udfordre, de under din Commando værende Officerer udi Krigs Conseil at sammen kalde, Sagen med dennem nøye at overlegge, og hvad der da besluttet og for got fundet worder, uden viidere forspørsel, paa beste og forsvarligste maade at i-verkstille”.(23)

Denne del af instruksen synes at måtte forstås således, at vigtigere operationer kun må iværksættes med Generalitetets godkendelse eller, såfremt det ikke er praktisk muligt at indhente en sådan, med krigsrådets godkendelse (24).

Tordenskjolds angreb på den svenske Gøteborgeskadre i Gøteborg Fjord fandt sted den 14. maj 1717. Baggrunden for angrebet var, at Carl den 12. var i færd med at opbygge styrker til et angreb på Norge. Den logistiske støtte til et sådant angreb måtte væsentligt komme ad søvejen, hvorfor der måtte etableres forsyningsbaser langs skærgårdsruten. Hovedbasen måtte blive Gøteborg. Det er selvsagt klart, at ødelæggelse af Gøteborg-eskadren og de i Gøteborg liggende transportskibe ville have katastrofale virkninger for forberedelsen af det svenske angreb på Norge, jvf. herved virkningerne af angrebet på transportflåden i Dynekilen. Det er derfor utvivlsomt, at en operation, der resulterede i en sådan ødelæggelse, ud fra en overordnet strategisk overvejelse var sund.

Det må formentlig antages, at ideen til et sådant angreb var Tordenskjolds egen, selvom det er utvivlsomt, at har har konfereret med general Wedel om angrebet og planen, der øjensynligt var godkendt af denne (25). Dermed er ansvaret for operationens endelige iværksættelse og gennemførelse også Tordenskjolds.

Første gang Tordenskjold i sin korrespondance omtaler Gøteborg-eskadren som mål for en påtænkt operation er i et brev af 5. maj 1717 til kongen. Det hedder heri bl.a.:

“Har i disse dage haft mangfoldig at forrette med Skibe, Pramme og den heele Gallée.Escadre at faa gandske Seiglklar, hvor med i denne Aften bliver færdig, og i morgen tilig, om Gud giver føyelig Wejr og Wind, gaar i Herrens Navn ad Søen udj et fast Haab til Hans Bistand at giøre een god Coup, til Eders Ko. Mats allernaadte milde Fornøyelse; der efter er jeg betenkt at fordeele under Commando havende force saa fordelagtig, at de Fiendtlige Stæder paa den Wigske Kust skal blive ald tilførsell og Correspondence, nest Guds Hielp, afskaaret. Gud kiender mit Hiærte, at det er gandske henvendt til Ed. Ko. Mats allernaadte Fornøyelse frem for alle ting i Verden at søge af alleryderste Kræfter forøget. Men Allernaadigste Konge! Om Gud maatte behage at hindre mit Forsæt for een gang; saa haaber dog allerunderdanigst Ed. Ko. Mat alligevel bevarer de allernaadigste Tanker for mig, at jeg er een troe Tiener og giør alt hvad mig mueeligt er; Men jeg haaber det nest Guds hielp, ikke skal komme dertill; Ti endskiøndt Fienden efter indkomne Relationer skal med swæhrt Schütts have, og daglig fortificerer sig meget sterk ved Gottenborg og Elsborg Søewærts, og opkaster Skantzer ved nye og gammel Wærv, hvor alle deres Armerede Fahrtøyer ere indlagde; saa maa det dog ikke hielpe; Ti jeg har det stadige haab Gud skal staa mig bi til een god expedition.” (26)

Brevet er interessant af flere grunde. Brevet viser, at Tordenskjold var klar over, at ødelæggelse af den svenske Gøteborg-eskadre var en forudsætning for, at han med den styrke han havde til rådighed, overhovedet havde mulighed for at iværksætte en effektiv blokade af de svenske havne på Bohus Läns kyst, altså en rigtig operativ-strategisk vurdering. Brevet viser imidlertid også, at Tordenskjold på dette tidspunkt er klar over, at der arbejdes på at forstærke Gøteborg mod angreb fra søsiden, og at befæstningsarbejderne allerede er så vidt fremskredne, at de frembyder en risiko for , at operationen mislykkes.

Operationen var en fiasko. Den begyndte ved kl. 0130 den 14. maj og blev af Tordenskjold afbrudt kl. 0630 den 14. maj, hvor eskadren havde været under uophørlig beskydning. Under tilbagetrækningen mistede Tordenskjold 2 galejer og personeltabet var 52 døde og 79 sårede (27).

I den hidtidige litteratur har der været enighed om, at den væsentligste årsag til fiaskoen var capitain Vosbeins ulydighed (28). Som bekendt havde Tordenskjold beordret Vosbein, der var chef for fregatten SØERIDDEREN, til ved afgangen fra Fladstrand at slæbe skytsprammen ARCA NOÆ til indsejlingen til Gøteborg, en ordre som Vosbein undlod at efterkomme. Resultatet heraf blev, at angrebet ikke som af Tordenskjold påtænkt kunne iværksættes straks ved dagbrækningen den 13. maj, men måtte udsættes til næste morgen (29). Da Tordenskjold ankrede ved indsejlingen den 13. maj om morgenen, mistede han samtidigt muligheden for at iværksætte det overraskelsesangreb, som måske kunne have betydet operationens succes (30).

Efter angrebet udfærdigede Tordenskjold den 16. maj en rapport til general Wedel, chefen for det norske Generalitet og den 17. maj udfærdigede han enslydende rapporter til Kongen og Admiralitetet (31). I rapporten til Wedel hedder det bl.a.:

“Deres Excellence rapporteres underdt, at jeg d. 12te hujus gik Seigl fra Fladstrand om aftenen ved 8 Slett for at naae Gottenborg med den gode og magelige Wind ved følgende dagbrækning og overrumple dem da de ikke ware beredt; Til hvilken ende Fregatten SøeRidderens Chef, den jeg fandt for mig under Fladstran til Ankers, befalede at slæbe Geschütz Skibet Arca Noa, der seigler meget slett; men siden samme min ordre blev violeret, hvor om Hans Ko; Mat á parte allerunderdanigst tilskrevet, kom jeg ikke hid førend ved 6 slett om morgenen d. 13 ditto. Dette foraarsagede tillige med en Svendsk Ritmester, som meget ubeleilig skal have faaet permission at reise, imedens jeg i Friderichstad laa færdig at forseigle, till Sverrig, hans Raport, at Fienden forefandtes udj xtraordinaire defensions Stand. Siden den stoore Omkostning var giordt, og hazarten mest udstaaet, maatte jeg dog tentére Fienden (min udh)….”

På baggrund af denne rapport må det være utvivlsomt, at Tordenskjold, da han iværksatte angrbet på Gøteborg, var fuldstændig klar over, at overraskelsesmomentet, som var en væsentlig del af hans oprindelige plan, var gået tabt, og at han også var klar over, at chancen for en heldig gennemførelse af angrebet var minimal af denne grund og på grund af den meget stærke svenske forsvarsposition. Det fremgår også, at der ikke bag hans beslutning om alligevel at angribe lå nogen strategisk operativ tankegang. Tordenskjolds begrundelse for at gennemføre angrebet minder om Nelsons begrundelse for at gennemføre angrebet på Santa Cruz i 1797, selvom forudsætningerne for hans oprindelige angrebsplan (overraskelsesmomentet) var bristede. I hans rapport af 27. juli 1797 til Lord St. Vincent hedder det bl.a..:

“Thus foiled in my original plan, I considered it for the honour of our king and country not to give over the attempt to possess ourselves of the town, that our enemies migth be convinced there is nothing which Englishmen are not equal to..” (32)

Hos såvel Tordenskjold som Nelson er der tale om beslutninger, der ikke er begrundet i strategisk operative overvejelser, men alene begrundet i forsøg på at hævde personlig prestige. Hos R.C. Anderson hedder det om angrebet på Gøteborg bl.a.:

“This was Tordenskjold´s first failure. As a surpise the attack migth have succeeded, but when once the Swedes were on the alert it was probably a mistake to attempt it….” (33)

Spørgsmålet, om angrebet kunne have været heldigt gennemført, såfremt overraskelsesmomentet ikke var forlist, får stå hen. Sandsynligheden forekommer ikke stor, når der tages hensyn til, at der på svensk side var tale om en meget betydelig artilleristisk overlegenhed (34), hvilket var Tordenskjold bekendt. Konklusionen må derfor blive, at fiaskoen ved Gøteborg skyldtes, at Tordenskjold handlede uden at tage hensyn til de strategisk operative kendsgerninger vel vidende, at disse talte imod en gennemførelse af angrebet. Gøteborg peger ikke på nogen ualmindelig evne til at tænke og handle strategisk hos Tordenskjold, men snarere på svigtende operativ dømmekraft.

Strømstad.
Angrebet på Strømstad fandt sted den 19. juli 1717. Baggrunden for angrebet var, at Carl d. 12. forberedte et nyt angreb på Norge, og i den forbindelse var begyndt at befæste Strømstad, som han havde udset som forsyningsbase for det kommende angreb. (35) Angrebet var en fiasko, idet eskadren efter 6 timers hård kamp måtte trække sig tilbage med uforrettet sag og med betydelige personelle tab, ialt 96 dræbte og 246 sårede, hvor i blandt var Tordenskjold selv. (36)

Det har hidtil været antaget, at initiativet til angrebet på Strømstad var Tordenskjolds. (37) Første gang, der i Tordenskjolds breve antydes muligheden for et angreb af den norske Søarmatur på svenske forsyningsbaser, er i et brev af 5. juli 1717 til chefen for det norske Generalitet, general Wedel. Efter at have erindret om fjendens øjensynlige angrebsforberedelser, anmoder Tordenskjold i henhold til sin instruks som chef for den norske Søarmatur Wedel om en afgørelse af, om han skal handle defensivt eller offensivt. I brevet hedder det:

“Saa har jeg da, efter havende Allernaadte Instruction /. tilforne Mundtlig efterlewet:/ mig her ved Eders Excellces Naadige Betænkning underdt skuldet tilbede, om hvad i wærende tiid, imod Fienden Søewærts er at foretage, og Maaden neml. endten jeg skal Attaqvere, eller legge mig på een pladts idj hans passage til defension, med hvad videre der ved kand være at erindre, indtil Søe dispositionen udj sig Selv, hvorfore jeg som Søe-Soldat skal drage omsorg, som jeg selv vill indestå og svare till”

Tordenskjold fortolker øjensynligt instruksens bestemmelse (38) således, at den overordnede strategiske afgørelse af, om der skal handles offensivt eller defensivt, skal træffes af Wedel, hvorefter det påhviler chefen for Søarmaturen at føre denne afgørelse ud i livet, således som han måtte finde bedst. I et brev af 6. juli henstiller Wedel herefter til Tordenskjold, at han snarest muligt løber ud med eskadren og søger at forhindre,

“at Fienden med sin Søemagt iche blev tilladt at fatte Post paa de Norske Custer, ej heller i Dynekiilen, Strømstadt, eller der omkring, thi hvis saadant iche aldeeles kund negtes Fienden, da saaes forud den skade som det gandske Rige derover ville tilfalde og geraade udj.”

Altså en meget kraftig henstilling om angreb på evt. fjendtlige baser under opbygning på Bohus Läns kyst. (39) Da Tordenskjold skriver sit brev af 5. juli til Wedel, har han formentlig endnu ikke besluttet sig for at angribe Strømstad, idet det i hans “Deduksjon” af 29. marts 1918 til Admiralitetet foranlediget af Kongens ordre til dette om at undersøge Tordenskjolds forhold ved Strømstad hedder:

“Den 7de July, effter min Tilbagekomst blev Fiendens forehavende, Strømstad at lade fortificere, mig først bekiendt, og som jeg saae de skadelige conseqvenser for øyne, naar it de Norske Grentzer Søewærts, saa nær-ligggende Stæd, skulle komme til perfection at der kunde indrættes een Rendevous og Magaziner formeres: Saa fandt jeg Hans Kongl: Majst. Tieneste og Interesse høystskadelig noget minut at forsømme sligt at forebygge.” (40)

I et brev af 8. juli (41) meddeler han Kongen, at han har til agt at “émportére, eller ruinere Strømstads Fortifications wærk, dog ikke uden goed apparence til ingen, eller gandske liden Forliis”.

Beslutningen om at anvende den norske Søarmatur til angreb på svenske baser var således ikke Tordenskjolds egen, men i høj grad Wedels, idet hans meget kraftige henstilling i brevet af 6. juli stærkt nærmer sig en ordre. Derimod var beslutningen om, at det konkrete mål for et sådant angreb skulle være Strømstad, utvivlsomt Tordenskjolds egen. Denne beslutning var imidlertid en følge af Wedels “ordre”, idet det den 7. juli blev klart, at det var her fjenden var ved at befæste en forsyningsbase. Wedels “ordre” udelukker naturligvis ikke, at denne anvendelse af Søarmaturen har været drøftet mundtligt mellem ham og Tordenskjold, men den overordnede strategiske disposition af Søarmaturen fremstår imidlertid som Wedels, og der foreligger intet bevis for, at Wedel disponerede offensivt på foranledning af Tordenskjold.

Det er utvivlsomt, at et angreb, der ødelagde basen ved Strømstad, ud fra et strategisk synspunkt ville være en sund operation, fordi den med stor sandsynlighed kunne forhindre eller dog udskyde det påtænkte angreb på Norge. Når Tordenskjolds evne til at handle og tænke strategisk skal vurderes på baggrund af denne operation, må det derfor blive af afgørende betydning, om de operative forudsætninger var af en sådan karakter, at der forelå rimelig sandsynlighed for, at operationen kunne gennemføres med held. Det fremgår af Tordenskjolds brev til Kongen af 8. juli (42), at Tordenskjold var klar over denne grundlæggende forudsætning, idet det hedder:

“Men finder jeg attaqven kostbahr, skal dermed bero indtil Eders Kongelige Majestéts allernaadigste Willie, efter omstændelig allerunderdanigst Forestilling, indkommer”

Tordenskjold havde, da han efter at have modtaget Wedels godkendelse af en offensiv optræden afsejlede fra Larkollen, til rådighed for angrebet 3 linieskibe, 7 hele og 2 halve galejer, skytsskibet HIELPEREN og stykprammen ARCA NOÆ samt nogle dobbelte chalupper (43). På grund af modvind og vindstille (44) kunne han først ankre med linieskibene uden for Strømstad den 15. juli.

Efter en recognosering fandt han og et krigsråd, at det var muligt at gennemføre angrebet på Strømstad med held. De 2 skytsskibe var imidlertid på grund af vejret endnu ikke nået frem, hvorfor han beordrede galejerne og de dobbelte chalupper til at bugsere dem. ARCA NOÆ nåede frem den 18. juli, medens HIELPEREN stadig ikke var nået frem. På dette tidspunkt besluttede Tordenskjold sig til at gennemføre angrebet, selvom han stadig manglede HIELPEREN, 3 hele og 2 halve galejer (45). De manglende galejer nåede først frem ved slutningen af kampen, og HIELPEREN kom slet ikke til at deltage i kampen. Den omstændighed, at Tordenskjold i flere dage lå opankret ud for Strømstad, betød naturligvis, at muligheden for at overraske fjenden gik tabt, som det også var tilfældet ved Gøteborg, og den betød også, at fjenden fik mulighed for at forstærke forsvaret af Strømstad betydeligt (46). Spørgsmålet bliver herefter, om Tordenskjold burde have opgivet angrebet under disse omstændigheder.

R.C. Anderson er ikke i tvivl. Han finder det uforståeligt, at Tordenskjold ankrede den 15. juli ud for Strømstad, så overraskelsesmomentet, der efter hans opfattelse var nødvendigt for en heldig gennemførelse af operationen, gik tabt (47). Vi har også en samtidig bedømmelse af Tordenskjolds handlemåde. Den 14. marts 1718 beordrede Kongen Admiralitetet til at iværksætte en undersøgelse af Tordenskjolds forhold ved Strømstad med henblik på en vurdering af, om han burde stilles for en krigsret (48). Efter at have modtaget Tordenskjolds “Deduksjon” af 29. marts 1718 (49) afgav Admiralitetet sin indstilling til Kongen den 13. april 1718. Admiralitetet frifinder pure Tordenskjold, idet det afslutningsvist hedder:

“Om Commandeurens brugte Conduite meriterer, at hand ved nogen formel Krigs Ret for denne Sag bør belanges eller iche, da er allerede ved forrige Poster refereret Eders Kongl Majt at hand efter Vores allerunderdanigste Tanker har giort alt det hand kunde og burde, hvorfore det er saa langt fra at vi kand see ringeste Anleedning til Krigs Ret, fordj han har attaqveret Fienden, at Vi langt meere er af de tanker, at hand snarere kunde forvoldt sig tiltale og Ansvar, om hand havde underladt Attaqven, som hr. General Wedel i hans før recenserede Brev og tydeligt nok slaar paa, end nu hand haver giordt alting i bedste henseende, og efter vigtige Raisons til Eeders Majst og landets Tieniste; det kand siunes af første Anseende at hand burde oppebiet hielperen (min udh.), men foruden den var hand Fienden med force af Canoner overlegen, og hver Minuts ophold giorde Fienden sterkere og Attaqven besverligere og uvissere (min udh.), saa at han burde at begynde at attaqvere jo før jo hellere…” (50)

Kongen havde i sin ordre til Admiralitetet bedt dette tage stilling til 4 ting:

Hvilken grund og motiver Tordenskjold havde haft til angrebet.
Om Tordenskjold havde gennemført angrebet forsvarligt og med fornøden forsigtighed.
Om Tordenskjold havde haft den fornødne bemyndigelse til at gennemføre angrebet og
Om der på baggrund af besvarelsen af de 3 spørgsmål var grundlag for at stille Tordenskjold for en krigsret. (51)
I betænkningen til Kongen godkender Admiralitetet Tordenskjolds begrundelse for angrebet, fordi det måtte anses for vigtigt at hindre opbygningen af den befæstede base i Strømstad, hvilket også general Wedel havde givet udtryk for. Man fandt også, at han havde haft den fornødne bemyndigelse til at foretage angrebet, idet man henviser til, at han i henhold til sin instruks havde indhendtet det norske Generalitets godkendelse, og havde tilslutning fra krigsrådet. Endeligt fandt man , at angrebet var blevet gennemført på forsvarlig vis og under udvisning af den fornødne forsigtighed. Det uheldige resultat tilskrev man hændelser før og under selve angrebet, som man ikke fandt, at Tordenskjold havde ansvar for, herunder at han selv var blevet såret. (52)

Det er karakteristisk, at Admiralitetet væsentligt tager stilling til, om de formelle regler (overholdelse af instruksens påbud om konference med Generalitetet og afholdelse af krigsråd) er blevet overholdt og til den taktiske udførelse af angrebet. Spørgsmålet, om de rette operative forudsætninger for angrebets iværksættelse forelå, berøres kun ved bemærkningen om afventning af HIELPERENS ankomst. Man godkender dog Tordenskjolds handlemåde, fordi eskadren på trods af HIELPERENS fravær stadig var artilleristisk overlegen, og fordi yderligere udskydning af angrebet kunne gøre fjenden stærkere og dermed gøre angrebet mere risikabelt. Efter sin recognosering vidste Tordenskjold, at Strømstad blev forsvaret af 3 batterier, hovedbatteriet på Laholmen samt 2 sidebatterier. Hovedbatteriet var bestykket med 14 og sidebatterierne hver med 3 kanoner, alle 18- og 24-pundige. (53)

Tordenskjolds plan måtte nødvendigvis gå ud på at nedkæmpe batterierne med skibsartilleri for derefter at foretage landgang med infanteristyrker, der kunne ødelægge batterierne, magasiner og transportskibe. Tordenskjolds infanteristyrke (eskadrens soldateske) udgjorde 300 mand, hvortil kom de søfolk, der kunne undværes fra skibene. (54) De svenske infanteristyrker udgjordes af 1800 mand godt trænede soldater under en meget kompetent ledelse. (55) Tordenskjold vidste, at befæstningen af Strømstad var begyndt ca. 14 dage før angrebet, og det synes at have været hans opfattelse, at batteriet på Laholmen kun var bestykket med 4 kanoner og savnede brystværn.. I sin demonstration til Kongen af 5. august 1717 (56) fremhæver han, at man kunne iagtage dette under de recognoseringer, man foretog inden angrebet, og at de øvrige chefer “alle ikke wentede Fienden vilde een gang giøre nogen ressistance”. Det fremgår imidlertid af rapporten til Kongen (57), at Tordenskjold efter recognoseringerne blev klar over, at fjenden havde tilført såvel yderligere kanoner, herunder en mørser, som yderligere infanteri, og det er netop det, der er hans begrundelse for at fremskynde angrebet uden at vente på HIELPEREN.

Taget i betragtning, at HIELPEREN og ARCA NOÆ begge var artillerifartøjer, der måtte anses som særligt egnede til kamp mod landbatterier, og taget i betragtning, at al erfaring i sejlskibstiden viste, at flådefartøjers kamp mod landbatterier var en risikabel affære (58), synes det uforståeligt, at Tordenskjold iværksatte operationen, selv om han manglede HIELPEREN og 4 galejer, altså en væsentlig del af den artilleristiske styrke. Operationens fiasko skyldtes i høj grad den svenske overlegenhed i infanteri.

Det fremgår af Tordenskjolds rapport til Kongen , at han var klar over, at fjenden havde fået tilført betydelige infanteristyrker, idet han i rapporten anfører, at de er samlet i telte lige over byen (59). Det undrer derfor også, at han uanset dette og hans egen svage infanteristyrke beslutter sig for at gennemføre operationen. Dette problem berøres slet ikke i Admiralitetets betænkning. Den svenske kontreadmiral Unger omtaler angrebet på Strømstad på følgende måde:

“Men även här blev han den 4. juli modtagen med så heta salvor, at kan kunde skatta sig glad att med livet och sina illa skamfilade fartyg undkomma från detta i dumstristighetens tecken utförda anfall” (60)

Betegnelsen “dumstristighed” karakteriserer Tordenskjolds handlemåde ganske godt. Selv om Admiralitetet godkendte Tordenskjolds handlemåde, taler meget for, at han burde have indset, at det var usandsynligt, at formålet med operationen, ødelæggelse af Strømstad som base for det svenske angreb på Norge, kunne opnås, efter at overraskelsesmomentet var gået tabt, og at han derfor burde have opgiver operationen. Angrebet på Strømstad, der havde været sund strategi, såfremt det kunne gennemføres med succes, tyder som angrebet på Gøteborg på svigtende operativ dømmekraft hos Tordenskjold.

MARSTRAND.
Efter fiaskoen ved Strømstad blev Tordenskjold afløst af schoutbynacht Rosenpalm som chef for den norske Søarmatur, og i februar 1718 blev han beordret som chef for linieskibet EBENEZER, der hejste kommando den 30. marts for at indgå i Østersøeskadren under admiral Raben. (61) Tiden som linieskibschef i Østersøen er uden begivenheder i relation til undersøgelsen af Tordensjolds strategiske evner. Østersøflåden og dermed EBENEZER blev oplagt i slutningen af oktober. I slutningen af oktober eller i begyndelsen af november skriver han til kongen, idet han i brevet redegør for en plan om at stationere en mindre eskadre ved Christiansø for herfra i vintermånederne at holde øje med den svenske flåde i Carlskrona og for at forhindre tilførsler fra de nordtyske østersøhavne. (62)

Brevet er interessant, fordi Tordenskjold heri viser rimelig strategisk og operativ forståelse. Efter Bergersens opfattelse er der tale om et projekt, som Tordenskjold har arbejdet med i længere tid, og som han havde drøftet med forskellige personer, hvorved det var kommet kongen for øre. Det resulterede i, at kongen ønskede at høre om projektet, hvorfor Tordenskjold blev tilkaldt til en samtale med admiral Gabel, der nu var blevet overkrigs-sekretær hos kongen (datidens forsvarsminister), en samtale der førte til ovennævnte brev til kongen. (63) Dette forløb dokumenteres ikke af Bergersen, og det er et spørgsmål, om det er korrekt at opfatte brevets indhold som Tordenskjolds “påvisning af det strategisk uholdbare i den danske flådeledelses dispositioner i Østersøen”. (64) Tordenskjold blev allerede den 4. eller 5. november af Admiralitetet beordret som chef for en eskadre bestående af linieskibet LAALAND, fregatterne POMMERN og HVIDE ØRN samt snauen PACKAN, der skulle have station ved Christiansø. Brevet til kongen indledes på følgende måde:

“Herr Cammer-Herre og Ober-Secretaire Gabel hafver mig idag til sig kaldet for at høre min allerunderdanigste Tanke til Eders Kongelige Mayts Tieneste i at sende for denne Winter en liden detachement til Christiansøe, som der til videre skulle forblive, hvilke mine Tanker Herr Cammer-Herre for saavitt allernaadigst hafver approberet”

Når det tages i betragtning, at Admiralitetets beordring af Tordenskjold som chef for eskadren kommer ganske få dage efter, tyder meget på, at der allerede var truffet beslutning om, at stationere eskadren på Christiansø, og at Kongen alene har ønsket at høre Tordenskjolds planer som designeret eskadrechef. Tanken om stationering af en eskadre ved Christiansø var ikke særlig original, idet noget sådant f.s.v. var tanken bag anlægget af fæstningen i slutningen af l600-tallet, lige som en sådan eskadre faktisk havde været baseret på øen i 1709. (65) Der er derfor ikke grund til at betragte brevet til kongen som udtryk for nogen ualmindelig strategisk forståelse og tankegang hos Tordenskjold, men derimod nok som dokumentation for den almindelige strategiske og operative forståelse, der må forventes hos enhver kompetent søofficer.

Inden man blev færdig med udrustningen af eskadren, blev Tordenskjold beordret til med LAALAND og fregatterne POMMERN og STRALSUND at eskortere en transport af troppeforstærkninger til Norge, hvortil han efter nogle fortrædeligheder ankom medio december. Under opholdet blev Tordenskjold vidende om, at Carl d. 12. under sit angreb på Norge var blevet dræbt, og han afsejlede straks til København for at give kongen underretning om denne vigtige begivenhed . Som tak blev Tordenskjold den 30. december 1718 udnævnt til Schoutbynact (kontreadmiral). (66)

Eskadrens afsejling til Christiansø blev af forskellige grunde forsinket, og kommandoen blev den 4. januar 1719 strøget på LAALAND. Den 27. januar blev Tordenskjold imidlertid beordret som chef for en udvidet eskadre, der skulle stationeres ved Christiansø, bestående af linieskibene LAALAND, HAVFRUEN, FYEN, DELMENHORST, PRINTZ WILHELM og BESKÆRMEREN samt fregatten HVIDE ØRN. (67)

Ved Carl d.12.s død blev den strategiske situation ændret. Den svenske hær trak sig ud af Norge, og begge parter fremsatte fredsfølere. (68) Frederik d.4de ønskede imidlertid territoriale gevinster, som Sverige ikke var parat til at indrømme, og da Sverige samtidigt var engageret i krigen med Rusland, besluttede Frederik d.4de sig for et angreb på Bohus Län fra Norge. (69)

Som forberedelse af dette angreb blev Tordenskjolds eskadre brugt til at etablere blokade af Gøteborg. Eskadren afsejlede den 14. april 1719. I instruksens pkt. 2 (70) bestemmes det, at han ved ankomsten straks skal give viceadmiral Rosenpalm meddelelse herom. I pkt. 4 forudsættes det, at eskadren løbende forstærkes fra den norske Søarmatur, således at nogle af linieskibene kan frigøres til nedsendelse til Danmark. Der er ikke i instruksen nogen bemyndigelse til at foretage sig offensive skridt mod hverken Marstrand eller Gøteborg. Det er Bergersens opfattelse, at Tordenskjold stod under Rosenpalms kommando (71), hvorimod H. Barfoed mener, at der var tale om en selvstændig kommando for Tordenskjold (72).Bergersen har formentlig ret i sin betragtning. Det fremgår imidlertid af Tordenskjolds instruks pkt. 5, at det var meningen, at Rosenpalm, når den norske eskadre var udrustet, skulle støde til Tordenskjold og derefter overtage blokaden af Gøteborg, medens Tordenskjold skulle vende tilbage til København for nærmere ordre. Det må nok antages, at det har været tanken, at Tordenskjold, indtil han blev afløst af Rosenpalm, reelt skulle lede eskadren ved Gøteborg , selvom han formelt var underlagt Rosenpalm. (73)

Tordenskjolds eskadre ankrede udfor Nya Elfsborg den 6. april. Den svenske Gøteborg- eskadre var delt i 2 afdelinger, hvor den ene, bestående af 5 linieskibe og 2 fregatter samt et antal mindre skibe, pramme og galejer, var placeret i Marstrand, medens den anden, bestående af 4 linieskibe samt et antal mindre fartøjer og galejer, lå i Gøteborg. (74) For at kunne blokere begge afdelinger effektivt havde Tordenskjold brug for forstærkninger. Han benytter lejligheden til i et brev til Rosenpalm af 6. april, hvori han melder sin ankomst, at anmode om så megen forstærkning som muligt, herunder især skytprammen HJELPERINDEN. (75)

Det planlagte angreb på Bohus Län skulle udføres ved en indrykning fra den norske grænse og et amfibieangreb på kysten i nærheden af Gøteborg. (76) Det fremgår af et brev, som Tordenskold modtog fra admiral Judichær, at målet for amfibieangrebet skulle være Marstrand, og at Judichær i stedet for Rosenpalm skulle overtage ledelsen af de sømilitære operationer i Gøteborg afsnittet (77), men stadig med Tordenskjold som underfører. (78)

Den oprindelige bestemmelse om, at Rosenpalm skulle overtage kommandoen over blokaden af Gøteborg, og at Tordenskjold skulle vende tilbage til København, må derfor være ændret. Underretningen om, at Marstrand skulle angribes, affødte 2 interessante breve fra Tordenskjold, det ene til Kongen og det andet til admiral Judichær. (79)

I disse breve foreslår han, at man i stedet for at angribe Marstrand forsøger at erobre øen Hisingen mellem Gøteborg og Bohus. Han påpeger i brevene, at besiddelse af Hisingen vil betyde, at såvel Nya Elfsborg, som Marstrand og Bohus fæstning vil falde. De 2 sidstnævnte vil forsyningsmæssigt blive afskåret, og derfor tvunget til overgivelse, og det vil være muligt at udsætte Nye Elfsborg for et voldsomt artilleribombardement, der vil tvinge denne fæstning til overgivelse.Han gør endvidere opmærksom på, at øen kun har en garnison på 200 mand. Brevene er interessante, fordi Tordenskjold heri viser forståelse for strategiske og operative principper. (80) Tanken om Hisingen som nøglen til erobringen af Bohus Län er imidlertid ikke original. Schoutbynacht C.T. Sehested pegede også på Hisingens strategiske betydning i 1710. (81) Amfibieangrebet på Bohus Läns kyst blev aldrig gennemført.

Den 26. juni indtraf en vigtig begivehed, idet den øverstkommanderende for de svenske styrker i Bohus Län beordrede de 4 linieskibe i Gøteborg sænket i Gøtaelvens munding. (82) Tordenskjold kunne herefter fuldt ud koncentrere sig om eskadren i Marstrand. Hans egen eskadre var efterhånden blevet betydeligt forstærket og bestod nu af 7 linieskibe, 2 fregatter, 4 stykpramme, 2 flydebatterier, 1 bombarderfartøj, 5 galejer og 2 galioter, og han beslutter nu at gå offensivt til værks overfor eskadren i Marstrand.

Den 21. juli landsætter han 800 mand på Koøen med henblik på etablering af et batteri, der kan beskyde Marstrand og den der beliggende eskadre. (83) Som følge af beskydningen rømmede fjenden batteriet Hedvigsholm, hvorefter Tordenskjold med en galej og 8 chalupper bemandet med 200 mand infanteri angreb batteriet Antonetta, ligesom infanteri besatte byen. Chalupperne blev sendt mod skibene i havnen, der blev rømmet af deres besætninger, der flygtede til fæstningen Carlsteen. Operationen var således en fuldstændig succes.

Umiddelbart forekommer denne operation at have været særdeles risikabel. Forholdet var imidlertid det, at Tordenskjold var klar over, at eskadren i Marstrand kun var nødtørftigt bemandet, og at fæstningen kun havde en besætning på 300 mand. Der var således grænser for hvilke styrker, der kunne indsættes i forsvaret. (84) Yderligere er det utvivlsomt, at han havde indtryk af, at fjenden var demoraliseret. (85) Gennemførelsen af angrebet var operativt rigtigt, fordi risikoen for, at det skulle mislykkes, var ringe. Angrebet var også strategisk rigtigt, idet det naturligvis var af stor betydning for det fra Norge kommende angreb, at den svenske eskadre blev sat ud af spillet og fæstningen i Marstrand blev isoleret. Den efterfølgende erobring af fæstningen fuldendte succesen, men må snarere tilskrives den svage svenske kommandant end Tordenskjolds operative dygtighed. Forslaget om angreb på Hisingen og operationen mod Marstrand eskadren vidner utvivlsomt om strategisk og operativ forståelse hos Tordenskjold, og det taler til Tordenskjolds fordel, at han uanset manglen på positiv ordre til at handle offensivt (86) alligevel gennemførte operationen, men man kan næppe sige, at der herved er ført bevis for nogen ualmindelig evne til at tænke eller handle strategisk.

Nya Elfsborg.
Da det påtænkte ambifieangreb stadig ikke blev til noget, besluttede Tordenskjold sig til selv at angribe fæstningen Nya Elfsborg for derved at åbne adgangen til Gøteborg. Angrebet blev foretaget den 1. august og endte som det tidligere angreb på Gøteborg og angrebet på Strømstad i en fiasko. Tordenskjolds dispositioner i forbindelse med dette agreb er uforståelige. Som ovenfor nævnt påpegede han før angrebet på Marstrand i breve til Kongen og admiral Judichær, at besiddelse af øen Hisingen ville give mulighed for en artilleristisk nedkæmpning af Nya Elfsborg og dermed åbne mulighed for at indtage Gøteborg. (87)

Alligevel forsøger han med eskadren en artilleristisk nedkæmpning af Nya Elfsborg fra en placering, hvor eskadren vil komme under dobbeltild, såfremt fjenden etablerer et batteri på Hisingen. Da Nya Elfsborg i modsætning til Carlsteen ikke var isoleret, og derfor kunne forsynes og tilføres personelforstærkninger fra Gøteborg, og da man fra Gøteborg også kunne overføre artilleri til etablering af et batteri på Hisingen, burde det have været indlysende for Tordenskjold, at angrebet på forhånd var dømt til at mislykkes. Eskadren måtte da også, da batteriet på Hisingen blev etableret, trækkes tilbage med betydelige personelle tab og betydelige skader på de deltagende fartøjer. (88) I hans brev til Kongen af 7. august (89) hedder det:

“Jeg haver havt Haab om, at den allerhøyeste videre skulle have velsignet Eders Kongl. Majest. med den fornøyelse. at Nye-Elfsborg og med Ankomsten af Eders Majests. Fødder skule have bleven betrædet, men Aarsagen var min Udeblivelse fra den anden Dags Attaqve, da jeg reiste her til Staden, for allerunderdanigst at modtage Eders Majestæt, som da har forvoldt endeel, og den friske besætning af Officerer og Gemene Fæstningen samme Nat bekom, og derhos fornemmelig den Mængde af Canoner, som blev sadt på Hisingen, den største Deel, at denikke for denne gang blev erobret.”

I brevet tillægger han det også betydning, at han måtte forlade operationen for at modtage Kongen i Marstrand. Det har næppe haft nogen som helst betydning, da hans tilstedeværelse ikke kunne have forhindret forstærkningerne til fæstningen og heller ikke anlægget af batteriet på Hisingen. Et heldigt gennemført angreb på Nya Elfsborg ville have været af stor strategisk betydning for den videre fremtrængen i Bohus Län (90), men mulighederne for en heldig gennemførelse eksisterede reelt ikke, hvorfor angrebet kun kunne medføre unødige tab. Operationen burde derfor ikke have været gennemført, og det mislykkede angreb er endnu et eksempel på svigtende operativ dømmekraft hos Tordenskjold. (91)

Gøteborg.
På grund af de igangværende fredsforhandlinger (92) opgav Kongen i slutningen af juli måned at gennemføre angrebet på Bohus Län, og man begyndte samtidig en betydelig udtynding af Nordsø eskadren, således at kun linieskibet LAALAND og fregatterne RAA, HØJENHALD og STRALSUND blev tilbage for at opretholde blokaden af Gøteborg. (93) En sådan udtynding var fuldt forsvarlig, når angrebet på Bohus Län blev opgivet, idet ødelæggelsen af Gøteborg eskadren medførte et totalt dansk søherredømme i Kattegat og Nordsøen. Uanset dette søherredømme lykkedes det natten mellen den 11. og 12. september 4 svenske galejer ledsaget af 6 chalupper under ledelse af kommandør Utfall (94) at overrumple de danske brandvagter og erobre de ved Grötö liggende danske strykpramme, der var afriggede med henblik på hjemsejlingen, samt en galej og nogle transportskibe. I Tordenskjolds brev til Admiralitetet af 15. september (95) hedder det:

“De Svenske har paa en lurende Maade bortsnappet en Galley med 2de Pramme, og 4 Coffardie-Skibe, men jeg skal revangere det, skulle jeg end derved vorde massacreret. En Fin! De skal dyrt betale det (Min udh)”

Den 21. september hæves blokaden af Gøteborg, idet kommandørkaptajn Hoppe beordres til at nedsejle til København med linieskibene FYEN og DELMENHORST samt skytsskibet FRIDERICHSHALD og fregatten STRAALSUND. (96) Løftet i brevet til Admiralitetet om at revanchere sig var ikke noget tomt løfte. Den 7. oktober om aftenen opfyldte Tordenskjold løftet, idet han sammen med capitain Budde gennemførte en perfekt udskæringsoperation mod de svenske fartøjer beliggende ved orlogsværftet i Gøteborg. Samtlige svenske fartøjer med undtagelse af 5 galejer blev erobret eller brændt. (97)

Operationen var godt planlagt. Indsatsen var begrænset (10 chalupper dækket af 2 galejer), hvorfor risikoen stod i et rimeligt forhold til den mulige gevinst, og operationen var også vel gennemført. (98) Der er imidlertid grund til at erindre, at felttoget mod Bohus Län var opgivet af krigsledelsen, og at den danske flåde efter ødelæggelsen af Gøteborg eskadren havde et ubestridt søherredømme i Kattegat og Nordsøen, hvorfor operationen ud fra strategiske og operative forudsætninger var unødvendig og uden betydning. Tordenskjolds motiv var næppe heller strategisk, men snarere udslag af hævntøst og krænket værdighed, jvf. det ovenfor udhævede citat i brevet til Admiralitetet. Denne operation kan derfor heller ikke tages til indtægt for en konstatering af, at han havde ualmindelige evner for strategisk tænkning.

Sammenfatning og konklusion.
Af de 6 større operationer, som Tordenskjold ledede som eskadrechef, mislykkedes de 3, Gøteborg, Strømstad og Nya Elfsborg, og i alle 3 tilfælde fordi Tordenskjold handlede i strid med de strategisk operative kendsgerninger. Een af de vellykkede operationer, udskæringsoperationen i 1919 mod orlogshavnen i Gøteborg, var uden strategisk baggrund eller betydning, men blev for mentlig gennemført for at hævde personlig prestige.

Operationen mod Dynekilen var vellykket, men blev måske beordret af admiral Gabel, der var til stede under en del af kampen. Den vellykkede operation mod eskadren i Marstrand blev utvivlsomt iværksat på Tordenskjolds initiativ og må anses som vel tilrettelagt ud fra de strategisk operative forhold, men kan ikke i sig selv give tilstrækkeligt grundlag for at hævde, at Tordenskjold havde ualmindelige evner for strategisk tænkning. Brevene til Kongen med forslag om stationering af en mindre eskadre ved Christiansø, jvf. note 62, og med forslag om angreb på Hisingen fremfor Marstrand, jvf. note 79, viser, at Tordenskjold var i besiddelse af den strategiske forståelse, som må forventes hos enhver velkvalificeret søofficer, men giver ikke grundlag for at betegne ham som et strategisk geni eller for at tillægge ham ualmindelige evner for strategisk tænkning; navnlig ikke når det tages i betragtning, at forslagene ikke var originale. Konklusionen må derfor blive, at vel havde Tordenskjold en rimelig strategisk forståelse, men samtidigt åbenbarer hans 3 nederlag øjensynlige mangler i hans strategisk operative dømmekraft. Noget strategisk geni var han næppe.

© Lektor, lic.jur. Per Jacobsen.

Noter til “Var Tordenskiold strateg?”
af Lektor, lic.jur. Per Jacobsen
Marinehistorisk tidsskrift, nr. 4 1998.

O. Bergersen, “Viceadmiral Tordenskiold” pag 218 og 737, Carstensen & Lütken, “Tordenskjold” pag. 45, hvor han betegnes som havende et “næsten genialt strategisk blik”.
H.C. Bjerg, “Glimt afWessel/Tordenskjold” pag. 18
Bergersen cit.vk. pag. 555
Se Bergersen, “Tordenskiolds Brev”. Af ca. 1150 breve er ca. 725 af administrativ karakter, fordelt på ca. 450 af personelforvaltningsmæssig karakter og ca. 275 af forsyningsmæssig karakter.
Bjerg cit.vk. pag. 24, hvor det hedder: “Alt tyder på, at Tordenskjold kunne være blevet en god flådefører” og Bergersen cit.vk. pag. 1001, hvor det hedder: “Der er grund til at tro, at han på dette felt havde sin største begavelse”
Se Bjerg cit.vk. pag 13 og 23 f.
Se f.eks. J.H. Barfoed, “Niels Juels flåde” pag. 199 om Gabels ros til Tordenskjold.
Bjerg cit.vk. pag. 24 og Bergersen cit.vk. pag. 149.
Sir Hyde Parker, der kommanderede den engelske ekspedition mod Danmark, Sverige og Rusland i 1801, er et godt eksempel.
Bjerg cit.vk. pag. 18 og 22. Se f.eks. også Bergersen cit.vk. pag. 861.
Bergersen, “Tordenskiolds Brev”.
Se f.eks. Bjerg cit.vk. pag. 40 ff.
Bergersen cit.vk. pag. 611 f.
Bjerg cit.vk. pag. 40.
Jvf. brev nr. 169 af 11/6 1716 forudsætningsvist.
Bjerg cit.vk. pag. 42 f. og 66, Bergersen cit.vk. pag. 625 f. , J. H. Barfoed cit.vk. pag. 217 og Halfdan Barfoed “Vor Flåde i Fortid og Nutid”, bind I pag. 261.
Norsk Militært Tidsskrift, 15 hæfte, 1836 pag. 128 f., Moe: “Actstykker til den norske Krigshistorie under Kong Frederik den Fjerde”. Aktstykkerne er fra det norske rigsarkiv.
Bjerg cit.vk. pag. 44 og Bergersen cit.vk. pag. 634.
Brev nr. 175.
Brev nr. 177.
Brev nr. 178.
Bilag til brev nr. 199 f., jvf. Bergersen cit.vk. pag. 665 f.
Bergersen, “Tordenskiolds Brev” pag. 249.
Bestemmelsen fik særlig betydning senere, da Admiralitetet godkendte Tordenskjolds angreb på Strømstad, jvf. bilag til brev nr. 688, pkt. 3.
Jvf. brev nr. 403 forudsætningsvist samt brev nr. 503, pkt. 4.
Brev nr. 412.
Jvf. brev nr. 439.
Bergersen cit.vk. pag. 741 ff., Bjerg cit.vk. pag. 67, J.H. Barfoed cit.vk. pag. 227, Carstensen & Lütken cit. vk. pag. 354 ff. og H. Barfoed cit.vk. pag. 266 ff.
Brev nr. 439.
R.C. Anderson, “Naval Wars in The Baltic” pag. 180.
Brev nr. 438 og 439.
J.K. Laughton “Nelson´s Letters and Despatches” pag. 128.
R.C. Anderson cit.vk. pag. 180 og Carstensen & Lütken cit.vk. pag. 356.
Se f.eks. Bergersen cit.vk. pag. 749.
J.H. Barfoed cit.vk. pag. 230 og H. Barfoed cit.vk. pag. 268.
Brev nr. 560 med bilag.
H. Barfoed vit.vk. pag. 269, Bjerg cit.vk. pag. 67, Carstensen & Lütken cit.vk. pag. 381 og Bergersen cit.vk. pag. 799.
Jvf. note 23.
Bergersen cit.vk. pag. 795 samt bilag til brev nr. 688.
Brev nr. 688.
Brev nr. 539.
Brev nr. 539.
Brev nr. 560.
Brev nr. 560.
Brev nr. 560.
Brev nr. 560 og 688.
R.C. Anderson cit.vk. pag. 182 ff.
Bilag til brev nr. 687.
Brev nr. 688.
Bilag til brev nr. 688.
Bilag til brev nr. 687.
Bilag til brev nr. 688.
Brev nr. 560.
Brev nr. 560.
Unger m.fl. “Svenska Flottans Historia”, Malmø 1942, bind II pag. 147.
Brev nr. 611.
Brev nr. 560.
Se f.eks. J.H. Barfoed cit.vk. pag. 244 og H. Barfoed cit vk. pag. 282 f.
Brev nr. 560.
Unger cit.vk. pag. 147.
Bergersen cit.vk. pag. 864 f.
Brev nr. 694.
Bergersen cit. vk. pag. 877 f.
Ibidem 876 f.
Ibidem 878 og J.H. Barfoed cit.vk. pag. 94.
Bergersen cit.vk. pag. 887 og “Tordenskiolds Brev” pag. 673.
Bergersen cit.vk. pag. 902, jvf. brev nr. 703.
Bergersen cit.vk. pag. 893 ff. og H. Barfoed cit.vk. pag. 276.
Bergersen cit. vk. pag. 895.
“Tordenskiolds Brev” pag. 685.
Bergersen cit.vk. pag. 906, hvor han bygger sin påstand på, at Rosenpalm fik andel i prisepenge.
H. Barfoed cit.vk. pag. 278.
“Tordenskiold Brev” pag. 686.
Brev nr. 732 a.
Brev nr. 706.
Bergersen cit.vk. pag. 915 ff. og H. Barfoed cit.vk. pag. 276.
Bergersen cit.vk. pag. 915 og “Tordenskiolds Brev” pag. 701 ved Judichærs ordre.
Jvf. brev nr. 718 forudsætningsvist.
Brev nr. 719 og 720.
Jvf. Liddell Hart, “Strategy, The Indirect Approach”, Londom 1954.
Bergersen cit.vk. pag. 230 f.
Ibidem 926.
Brev nr. 731.
Brev nr. 728.
Jvf. slutningen på brev nr. 716.
Selvom Tordenskjolds status måske blev ændret, da ordren til Judichær om at overtage kommandoen ved Gøteborg blev tilbagekaldt, jvf. “Tordenskiolds Brev” pag. 711 f., har han ikke fået nogen ordre om selv at udføre operationer mod Marstrand, jvf. også brev nr. 732 (rapport til Kongen), hvor han udtrykkeligt indrømmer ikke at have nogen ordre.
Jvf. note 79.
H. Barfoed cit.vk. pag. 282.
Brev nr. 743.
Tordenskjold kunne på dette tidspunkt ikke vide, at en erobring af Nya Elfsborg reelt havde mistet strategisk betydning, fordi Kongen på grund af fredsforhandlinger havde opgivet felttoget mod Bohus Län, jvf. Bergersen cit.vk. pag. 970 f.
H. Barfoed cit.vk. pag. 281 f., J.H. Barfoed cit.vk. pag. 244 f., Bergersen cit.vk. pag. 960 og 968.
Bergersen cit.vk. pag. 970 ff.
J.H. Barfoed cit.vk. pag. 246.
J.H. Barfoed cit.vk. pag. 246, Bergersen cit.vk. pag. 975 f. og brev nr. 746, 747 og 748.
Brev nr. 748.
Brev nr. 749.
Bergersen cit.vk. pag. 979 ff. og brev nr. 753.
Ibidem.
© Lektor, lic.jur. Per Jacobsen.

På kanoner og pokaler.
Kronik i Jyllands-Posten 29 juli 1964.
af daværende Stud. Mag. Hans Christian Bjerg, København
Gengivet med tilladelse af Hans Christian Bjerg 2001.
© Hans Christian Bjerg, hcb@ra.sa.dk
De mange anekdoter om Tordenskiold fortæller i rigt maal om søheltens dristighed og humoristiske sans. De officielle beretninger fra samtiden beviser, at det ikke er lutter løgn alt sammen.

En af de mest kuriøse episoder i vor søkrigshistorie, der vist nok tillige er ret enestående, fandt sted i disse dage for et kvart årtusinde siden på Skageraks bølger.

Hovedpersonen var den næsten 24-Arige “Capitain-Lieutenant” i den dansk-norske fælles-flåde Peter Wessel – den senere Tordenskiold.

Der er grund til at standse op og mindes denne lille episode ikke alene på grund af dens uortodokse afslutning og følger, men også fordi interessen for Tordenskiold synes at være spillevende i vore dage. For nylig er således i Norge hans breve udgivet i bogform.

De mange anekdoter, som fortælles om Tordenskiold, er det kun for en dels vedkommende lykkedes det 20. århundredes kritiske forskning at verificere. Den lille episode, der skal berettes kort om her, vil man umiddelbart henføre til anekdoterne. Men sandheden er, at det er et af de punkter i Tordenskiolds liv, der er klarest – og forsåvidt fuldt – belyst.

– – – – – – – –

Peter Wessel havde med sit skib LØVENDALS GALLEY i juni-juli 1714 opholdt sig ud for Norges vestkyst for at tilintetgøre en svensk kaper der flere gange var observeret i farvandene ud for Bergen. LØVENDALS GALLEY var en velsejlende ca. 100 m. lang fregat med en armering på 18 kanoner bestående af 6 og 4 pundige. Den var bygget i Langesund i Norge.

Da der imidlertid ikke viste sig nogen svensk kaper, gjorde Wessel en afstikker syd på for at afskære evt. kapere, der opholdt sig i Nordsøen, retræten til Gøteborg.

Den 24 juli var Wessel på Flekkerøen (syd for Christianssand) for at proviantere. Efter at være sejlet ud herfra samme dag mødte han ud for Kap Lindesnæs den 26 juli ved 14-tiden et skib, der tonede engelsk flag og vimpel. Af det uddrag af LØVENDALS GALLEY’s journal for året 1714, som er bevaret, fremgår det, at dens unge chef var velbevandret i datidens søkrigskunsts små kneb. Wessel forte nemlig selv hollandsk flag – for alle eventualiteters skyld.

Da England og Holland ikke var i krig med hinanden var der intet til hinder for, at de to skibe, efter høfligt at have hilst på hinanden, havde sejlet videre hver sin vej. Det andet skib vendte imidlertid efter Wessel og skod 2 skud med skarpt efter ham for at få ham til at lægge bi.

På LØVENDALS GALLEY formodede man nu, at der var noget galt og gjorde sig klar til kamp. Wessel satte sit danske flag under afgivelsen af 3 skarpe skud, der var den dansk-norske løsen. På det andet skib, der viste sig at være en større fregat på 28 kanoner, blev det engelske flag strøget, og i stedet sattes det svenske “Konge-Giøs”, mens den engelske vimpel blev stående. Samtidig afgives en bredside mod LØVENDALS GALLEY.

Wessel var imidlertid ikke af den slags, der lod flaget stryge, blot fordi han på nært hold havde fået en overhaling af en større fregat end hans egen. Han bed fra sig det bedste, han havde lært. De to skibschefer gav nu hinanden den ene bredside efter den anden. Skibene kæmper uafbrudt i ca. 7 timer indtil omkring 2115, da der sker det noget uventede, at det større, fjendtlige skib, der jo havde angrebet først, sætter flere sejl for at “echapere” fra sin mindre modstander.

Besætningen på Wessels skib havde åbenbart med deres kanoner tilredt det fjendtlige så meget, at rollerne med et var byttet om. Wessel setter nu også flere sejl for at indhente fjenden og fortsætte kampen.

Med sin velsejlende fregat, der stadig var intakt, var Wessel nu en overordentlig farlig modstander for den store svenske. Han kunne meget nemt indhente svenskeren og efter at have givet ham et par bredsider lægge sig uden for skudvidde for evt. at reparere. Ved at gentage denne operation havde Wessel mulighed for at udmatte og sønderskyde fjenden.

Da Wessel atter har indhentet den nu undvigende fjende omkring 2230, genoptages kampen, men ebber dog ud 1 1/4 time efter, da mørket lægger sig over kamppladsen. Man vedbliver dog med at have hinanden i sigte.

Allerede kl.6 næste morgen løber Wessel atter sin modstander på siden, og der kæmpes heftigt. I morgenens skarpe lys er bredsiderne mere præcise, og skaderne og tabene er store på begge skibe.

Efter 3½ times kamp må Wessel sakke agterud for at reparere. Store dele af rigningen på LØVENDALS GALLEY er bortskudt, og den har fået 3 grundskud. Men man giver ikke op. Besætningen presser den endnu engang op ved siden af den efterhånden sønderskudte modstander. Klokken er omtrent 1330.

Da man har kæmpet i ca. 2 timer, melder “arkelimesteren” på LØVENDALS GALLEY, at der nu kun er ca. 4 skud tilbage til hver kanon.

Det vil absolut være uforsvarligt at bortskyde al ammunition, man har ombord. Da kampen begyndte den foregående dag, havde man haft 1157 pund “Krudt og Lodd” nu er der kun 44 pund tilbage.

Wessel giver øjeblikkelig ordre til at indstille skydningen, og sender en af sine trompetere som parlamentær over på det fjendtlige skib. Denne skal melde kaptajnen på dette, at Wessel for denne gang mg lade ham passere, da hans eget krudt er “mestendels forskudt”, men hvis kaptajnen vil komme ombord hos Wessel skal dette ske “på Parol” – altså med frit lejde da han har kæmpet som en brav karl. Endvidere skal trompeteren sørge for at få at vide, hvad det er for et skib og i øvrigt holde øjne og ører åbne.

Trompeteren vender tilbage med en hilsen fra den fjendtlige kaptajn. Han kan (desværre ikke tage imod Wessels tilbud, men hvis denne vil komme ombord hos ham, vil han lade det passere ‘på Cavallier-Parol”.

Det fjendtlige skib var en fregat på 28 kanoner bestående af 8 og 6 pundige og “nogle Sving-Basser”. Ombord var der omkring 150 mand “Engelske Officerer og Folk, undtagen en deel Norske og Svenske”. Det var købt for svensk regning i England og var under en engelsk kaptajn på vej til Gøteborg.

De to skibe nærmer sig nu hinanden, Wessel har stadig alle sejl sat og lader folkene blive på deres poster for hurtigt at kunne genoptage kampen, hvis den anden – mod forventning – atter vil begynde at skyde. Da de er kommet i praje-afstand, beder den engelske kaptajn i en “Sprach-Trompet” Wessel om “på Parol at opgive sin Fokk”, så de kan holde samme fart og tale sammen. Dette gør Wessel, idet han råber over til englænderen, om denne har “Krudt og Lodd” at låne ham, så at de kan fortsætte duellen mellem de to besætninger.

Det er ikke altid, at man får svar i samme ånd, som man spørger Men Wessel havde tilsyneladende her mødt en modstander af samme støbning som ham selv. Den engelske kaptajn svarer nemlig, at han desværre kun har til sig selv, men at han gerne vil drikke på sin modstanders sundhed. Lidt efter kommer han frem på skansedækket agter mod en hævet pokal, som han, efter at have udbragt en skål for Wessel ledsaget af 7 hurraråb “at hans samtlige mandskab”, kaster over hovedet.

Efter at have udtrykt det håb, at de atter må mødes, når han har været inde at hente mere krudt, udbringer Wessel en lignende skål for sin modstander og lader sit mandskab ledsage den med kun 3 hurraråb!

Sluttelig beder de to kaptajner hinanden om at hilse gode venner henholdsvis i Gøteborg og København, hvorefter de sejler hver sin vej begge hårdt medtagne af kampen.

Wessel stikker nordover og det svenske skib med sin engelske kaptajn og besætning fortsætter østover mod Gøteborg.

Denne affære har inspireret marine- og historiemaleren Christian Molsted (1862-1930) til et af hans malerier, malet i 1923 med den meget dækkende titel “På Kanoner og Pokaler”.

Han har her forsøgt med nænsom og sikker hånd at fange det enestående øjeblik, da de to fjender skåler på hinandens sundhed. I maleriets centrum ses den skålende Peter Wessel på LØVENDALS GALLEY’s dæk blandt sine folk, der hvor han som regel opholdt sig under kamp – eller når et arbejde skulle gøres. Til venstre skimtes mellem vanter og vævlinger på LØVENDALS GALLEY den engelske kaptajn på sit skibs skansedæk ligeledes hævende sin pokal.

Man synes at fornemme tumulten og hurraråbene på de to medtagne skibe, hvis mandskaber har udmattet hinanden i en tvekamp på liv og død. En tvekamp, der har strakt sig over et døgn, af hvis timer man har kæmpet de 14. Andre historiemalere har også ladet sig inspirere af episoden, men Christian Molsteds maleri er absolut i særklasse.

– – – – – – – –

At denne romantiske søduel forekommer ejendommelig i vor “totalkrigsalder” er i og for sig ikke mærkeligt, men at affæren forekom samtiden utilladelig dristig – eller rettere sagt dumdristig – forekommer sikkert de fleste nok så mærkeligt. Thi dette pudsige marinetableau fik et efterspil i form af en krigsret.

Da kongen, Frederik IV, havde fået forelagt den unge Wessels rapport om intermezzoet i Skagerrak, gav han Admiralitetet ordre til at lade dennes konduite prøve ved en krigsret. “Søe-Etats Fiscalen”, Nicolai Friesse, blev sat til at udarbejde anklageskriftet mod Wessel. Denne blev med sin fregat, og dens besætning kaldt til København for at blive afhørt. Krigsforhøret holdtes ombord på LØVENDALS GALLEY den 13. og 14.november s.å. Desværre tillader pladsen ikke her at komme nærmere ind på de mange detaljer, som forhøret indeholder. Men så meget kan siges, at adskillige fakta om affæren ville vare gået tabt for eftertiden, hvis der ikke var blevet holdt krigsforhør. Således lykkedes det bl.a. at få oplysninger fra en matros der havde været ombord på det fjendtlige skib, og fra en officer, der havde siddet i svensk krigsfangenskab i Gøteborg.

De kunne berette, at skibet, som Wessel havde mødt, hed DE OLBING GALLEY og den engelske kaptajn Bactmann. Hvis Wessel havde forsøgt entring, ville man have overgivet sig; så udmattede havde man været efter den hårde kamp. Matrosen kunne fortælle, at de svenske ombord under kampen flere gange havde forsøgt at stryge flaget, men at dette var blevet forhindret af Bactmann. Proceduren fandt sted i slutningen af november. Fiskalens anklage lod i det væsentligste på, at “Capitain Lieutenant” Peter Wessel burde degraderes, indtil saa længe han lærer at bruge bedre Soldatskab”, fordi han havde fulgt efter den overlegne modstander, da denne flygtede, og derved udsat sit skib for fare. Endvidere havde han ved en trompeter meddelt fjenden sin egen mangel på krudt og havde derved blottet sig utilladeligt. Endelig havde han skålet med modstanderen, ”hvilket”, som fiskalen udtrykte det, “var en Gasconnade, som en Søe-Mand og Soldat ei er anstaaelig”. Betegnende nok havde fiscalen ikke kunnet finde en paragraf i søkrigsartiklerne, efter hvilken denne særprægede episode kunne dømmes, men måtte ty til en paragraf omhandlende “uspecificerede tilfælde”!

– – – – – – – –

De tanker, der i anklagen kommer frem om de taktiske principper i søkrig, må desværre siges at have været fremherskende blandt de mænd, der under “Den store nordiske krig” (1709-20) forestod den øverste krigsledelse af Danmark-Norge. Dette, at man kun angreb en modstander, hvis man var ham langt overlegen i såvel kanoner som mandskab og i øvrigt ikke risikerede noget. Peter Wessel, der efter datidens sædvane i slige sager ikke havde nogen juridisk skolet forsvarer, kunne dog replicere på tiltalen med fynd og klem. Han siger bl.a. i sin replik, at det undrer ham en del, at der harceleres over de skader, som LØVENDALS GALLEY har fået under kampen, “thi man ved at Canonen er det Instrument, som temmelig lader se sin Effect, hvor den træffer.” Som forsvar mod fiscalens vagt formulerede anklage kunne han fremføre en paragraf fra søkrigsartiklerne, der faktisk knæsatte hans konduite. Denne sagde klart, at han havde været hjemfalden til straf, hvis han havde undladt at angribe den flygtende fregat, blot fordi den var større end hans egen.

Overadmiralitetsretten, der skulle domme i sagen, bestod af generaladmiralen, 2 admiraler, 3 viceadmiraler, 2 “schoubynachter” (kontreadmiraler), 3 kommandører og 3 kommandørkaptajner. Af disse 14 stemte alle, undtagen 1 schoubynacht og de 3 kommandørkaptajner for frifindelse.

Voteringen fastsloges i frifindelsesdommen, der er dateret 15 december 1714.

Straks da dommen forelå, gik den 24-Arige “Capitain-Lieutenant Wessel op til kongen med den for personlig at underrette majestæten om udfaldet af krigsretten. Han tillod sig tillige den dristighed at have en ansøgning om forfremmelse med i den anden hånd.

Hvor overraskende det end lyder, bevilgedes dette. Hans bestalling som “Capitain” er dateret 28 december s.å.

Den begivenhed, som nærværende kronik omhandler, er udtryk for en mentalitet, som man kan fristes til at kalde “Paa Kanoner og Pokaler-mentaliteten”. Den synes at være fremmed for de fleste mennesker, men er tilsyneladende kriteriet for en mand som Tordenskiold!

Kilde:
TORDENSKIOLD
Foredrag og artikler m.v.

Marinens Bibliotek.
Henrik Gerners Plads, bygn. 37
Nyholm
1439 København K.

Åbningstider: Mandag – Onsdag: 09 – 15, Tirsdage dog: 09 – 18.

Efterskrevet og offentliggjort med tilladelse af forfatteren.
Hans Christian Bjerg
Hørsholm
hcb@ra.sa.dk

© Hans Christian Bjerg

Brudstykker af Danmarks historie

“Citat”

Tordenskiold

I 1715 kom Karl den Tolvte tilbage til Sverrig fra sit lange Ophold i Tyrkiet. Han samlede straks en Hær på 10,000 Mand og drog mod Norge. Men Nordmændene forsvarede sig tappert, og Borgere og Bønder stillede sig ved Siden af Soldaterne for at værge deres Land. Ved Frederikshald mødte Karl den værste Modstand. To Brødre, Peder og Hans Kolbjørnsen, samlede Borgerne til Forsvar, og da de måtte vige for Overmagten, trak de sig tilbage til den nærliggende Fæstning, efter at de først havde stukket Byen i Brand. Den flammende Ild fra de mange brændende Huse hindrede Svenskernes Fremtrængen, og Fæstningen kunne de ikke indtage, før de fik tilført kraftigere Skydevåben. Dette ventede de snart at få; thi der var allerede en Flåde på Vej med rigt Forråd af Kanoner og andre Krigsredskaber; så snart den var ankommet, skulle Fæstningen beskydes med stor Kraft, og den ville da snart komme til at overgive sig. Men hele denne Flåde blev i Dynekilen ødelagt eller taget af Tordenskjold, og da Svenskerne fik Efterretning derom, trak de sig tilbage og ventede på bedre Lykke en anden Gang.

I 1718 drog Karl på mod Frederikshald og det var hans faste Beslutning, nu skulle både By og Fæstning tages, hvad det end vilde koste. Men midt under Belejringen blev han ramt i Hovedet af en Kugle og døde med det samme, og derved blev Fæstningen frelst for anden Gang. Den Regering, som fulgte efter ham, var mere tilbøjelig til Fred men Krigen fortsattes dog endnu i længere Tid, og i 1720 blev Freden sluttet. Sverrig måtte betale over 1. Million Kroner til Danmark og forpligte sig til at betale Told af alle de svenske Skibe, der sejlede gennem Øresund. Hele Sønderjylland blev indlemmet i det danske Rige, både England og Frankrig lovede at indestå for, at det aldrig mere skulle skilles derfra.

Peder Tordenskjold var den største Søhelt under Frederik den Fjerde og ingen Kriger har nogensinde overgået ham i mod og Tapperhed. Han blev født i 1690 i Trondhjem, hvor Faderen var Rådmand. Oprindelig hed han Peder Jansen Wessel, og Navnet Tordenskjold fik han først, da blev ophøjet i Adelsstanden. Som Dreng var han en vild og ustyrlig Krabat; Forældrene kunne slet ikke regere ham, og de var bange for, at han aldrig skulle blive til noget. De prøvede på at lade ham studere, og da det ikke ville gå, blev han sat i Skrædderlære, thi han skulle da lære at tjene sin Føde selv. Mesteren var en streng Mand, der ikke sparede på Prygl; havde en Tamp, som han kaldte sit Gammeltøl, og den måtte Peder smage hver Dag; men den smagte ham ikke godt, og til sidst blev han så led og ked både af Skrædderhåndværket og Mesteren og hans Gammeltøl, at han løb sin Vej fra det hele. Nogen Tid derefter besøgte Frederik den Fjerde Trondhjem, og da han sejlede tilbage til Danmark, fik Peder Lejlighed til at komme med til København. Der tog han Tjeneste som Matros og gjorde lange Sørejser både til Afrika og Ostindien. Han var nu kommet på sin rette Plads. De Kaptajner, han tjente under, roste hans store Mod og Dygtighed og sagde, at han var som skabt til Søen; thi i den værste Storm var han altid glad og munter og den første til at klatre op i Tovværket.

Kort efter, at den store nordiske Krig var udbrudt, kom han hjem fra en lang Sørejse og bad straks om Lov til at tage Del i Krigen. Den Bøn blev hurtigt opfyldt, og han fik det lille Skib »Ormen« på 4 Kanoner; det skulle han krydse omkring med i Kattegattet og ved den svenske Kyst for at udspejde Fjenden. Året efter fik han et større Skib, »Løvendals Galej« på 20 Kanoner, og han viste en sådan Udmærkelse, at det ikke varede længe, før han blev udnævnt til Kaptajnløjtnant. En Dag i Marts 1714 var han på et Spejdertog med sin Galej og krydsede længe frem og tilbage ud for den svenske Kyst; men da han ikke kunne få den Underretning, han ønskede, gik han med 10 Mand i Land ved den lille By Torekov i Skåne, hvor han ikke ventede at finde fjendtlige Krigere. Men de var ikke kommet ret mange Skridt op i Landet, før en Afdeling svenske Dragoner kom farende frem for at afskære dem fra Stranden. Matroserne greb straks Flugten og slap lykkeligt ud i deres Båd. Men Peder Wessel holdt ikke af at flygte og blev derfor omringet af tre Dragoner, som bød, at han skulle give sig til Fange; den ene greb allerede efter hans Kårde; men Wessel huggede ham over Hånden med den, idet han råbte: » Den Gang ej! « Derpå gjorde han et rask Spring mellem de to andre, kastede sig i Havet og svømmede med Kården i Munden ud efter Båden. Dragonerne red bagefter, så langt Hestene kunne vade; men de kunne ikke nå ham, og da de ikke havde noget at skyde med, slap han heldigt fra dem.

Hen på Sommeren samme År indlod han sig under Norges Kyst i Kamp med et svensk Skib, der var langt større end hans eget og havde mange flere Folk og Kanoner. Da Kampen havde varet i to Dage, var dens Udfald endnu ikke afgjort, men begge Skibe var slemt medtagne, og Wessel havde ikke mere Krudt; han råbte da spøgende over til den fjendtlige Kaptajn, om han ikke kunne låne ham noget; det sagde han naturligvis nej til; men han ville vise, at han agtede sin tapre Modstander, og han steg derfor op på Skansen med et Glas Vin i Hånden; Wessel forstod straks Tegnet; han tog også et Glas Vin, og idet de drak hinandens Skål, skiltes de ad. Skønt Wessel altså slap heldigt fra den ulige Kamp, gav den dog Anledning til, at hans Fjender beskyldte ham for Dumdristighed og fik ham anklaget for en Krigsret; men Kongen holdt med ham, og i Stedet for at blive straffet forfremmedes han til Kaptajn.

Efter at han var blevet Kaptajn, førte han Skibet »Hvide Ørn«, som han selv havde taget fra Svenskerne. Da han med det vandt Sejr over to store fjendtlige Skibe, blev Kongen så henrykt over hans sjældne Mod og Tapperhed, at han udnævnte ham til Adelsmand og gav ham Navnet Tordenskjold. Den unge Helt kyssede af Taknemmelighed Kongens Hånd og udbrød, at han da også skulle tordne således for Svenskerne, at de ikke skulle sige, han hed Tordenskjold for ingenting. Og han holdt sit Ord thi hans blotte Navn blev en Skræk over hele Sverrig, og svenske Barnepiger vidste ingen bedre Trussel over urolige Børn end at sige: »Hvis I ikke tier stille, så komme: Tordenskjold «.

Da Karl den Tolvte første Gang belejrede Frederikshald, sejlede Tordenskjold med en Flådeafdeling ad Skagerak til for at hindre ham i at få tilført Hjælpemidler. Han fik Underretning om, at en stor svensk Flåde lå i Dynekilens Havn med en hel Del Levnedsmidler og Krigsredskaber, som skulle føres op og bruges ved Belejringen. Han besluttede da straks at tage eller ødelægge denne Flåde. Det var et farligt Vovestykke at begynde på. Indløbet til Dynekilen var nemlig 2 Mil langt og meget smalt; langs begge Sider stod svenske Soldater, og på en Holm i Havnen lige for Indløbet var opført et Batteri på 6 Kanoner. Men Tordenskjold lod sig ikke afskrække. I Spidsen for sin Flåde sejlede han i Morgenstunden rask gennem indløbet, og det lykkedes ham at komme temmelig uskadt ind til Havnen. Da Skibene var lagt i Slagorden, begyndte Kampen, og den førtes med stor Heftighed på begge Sider. Svenskerne begyndte dog snart at mistvivle om Sejren, og da 6 Timer var gået, anså de Slaget for tabt og flygtede bort fra Skibene, efter at de først havde stukket dem i Brand. Dermed var den egentlige Kamp endt; men Tordenskjold anså endnu ikke Målet for nået; thi han ville have de forladte svenske Skibe med sig, og han gav sig derfor rask i Færd med at slukke Ilden på dem og hale dem ud af Havnen. Mens dette gik for sig, hvinede Kuglerne om Ørene på ham og hans raske Gutter; thi Kampens Bulder havde hidkaldt alle svenske Tropper fra hele Omegnen, og på Fjældene omkring Havnen stod 5000 Mand, som skød på de Danske, alt hvad de kunne. Men hverken Tordenskjold eller hans Folk ænsede Kuglerne; Arbejdet gik sin sikre Gang; det ene svenske Skib haledes ud af Havnen efter det andet, og snart lå Tordenskjold i Sikkerhed uden for Indløbet med sine egne Skibe og den største Del af Svenskernes Flåde. Følgen af denne Sejr var, at Karl den Tolvte nu måtte ophæve Belejringen af Frederikshald og trække sig tilbage fra Norge. Kong Frederik glemte ikke at belønne Tordenskjold for hans kække Dåd. Han udnævnte ham til Kommandør og gav ham en Guldmedalje at bære i blåt Bånd.

I Sommeren 1719 sejlede Tordenskjold med sin Flåde mod Marstrand. Men denne By var ikke let at indtage; thi den lå på en Klippeø inde mellem Skærene og forsvaredes af den stærke Fæstning Karlsten. For at få rigtigt at vide, hvorledes det stod til i Byen og på Fæstningen, forklædte Tordenskjold sig som svensk Fisker og gik ind i Byen med en Kurv Fisk på Armen. Han faldbød sine Fisk, men forlangte en meget høj Pris for dem, så han ikke fik dem solgt, før han havde været omkring alle Vegne, både i Byen, på Flåden og på Fæstningen. Da således havde udspejdet Lejligheden, vendte han tilbage til sine Skibe, angreb Byen og tog den. Nu var Fæstningen tilbage; men den var han ikke stærk nok til tage med Magt, da han kun havde godt 600 Mand. forsøgte da en List og lod udsprede det Rygte blandt Besætningen, at han havde en stor Hær i Byen og ventede snart at få endnu 20,000 Mand til. Rygtet vandt Tiltro. Kommandanten begyndte at blive bange; han indlod sig i Underhandlinger med Tordenskjold og sendte en Officer ned i Byen for at undersøge, hvor stor den danske Krigsmagt var. Men ham drak Tordenskjold først fuld og førte ham så ned ad en Gade, hvor han havde opstillet alle sine 600 Mand; derefter blev han ført om i en anden Gade, hvor de samme Soldater havde stillet sig, og således gik det fra den ene Gade til anden; det var alle Vegne de samme Folk, han så; men han troede hver Gang, det var andre, og fortalte, da han kom tilbage, at alle Byens Gader vrimlede af krigere. Så tabte Kommandanten helt Modet og overgav Fæstningen. Dette var Tordenskjolds sidste store Bedrift. Til Løn blev han udnævnt til Admiral og havde dermed nået den højeste Stilling, en dansk Kriger kunne nå.

Efter Krigen drog Tordenskjold på en Udenlandsrejse. I Hannover traf han sammen med en Keltring, en svensk Oberst Stahl, som havde bedraget en af hans Venner. Dette blev han så opbragt over, at han gav ham en god Dragt Prygl. Men nu udfordrede Stahl ham til en Tvekamp, og i denne blev Tordenskjold så hårdt såret, at han døde straks efter i Armene på sin trofaste Kammertjener Kold. Hans Lig blev ført til København og bisat i Holmens Kirke, hvor hans Kiste endnu står ved Siden af Niels Juels.

“Citat slut”

Tordenskiold på stikkerne

Tordenskiold på tændstikkerne

Den sandfærdige beretning om en vovehals, der kom til at reklamere for sikkerhedstændstikker.

For mange år siden var der engang en mand, der hed H.E Gosch. Det var efter den store krig i 1864, hvor Slesvig havde løsrevet sig fra Danmark.

Første æske fra 1865 med
Tordenskiold som “blikfang”.

Han blev sendt til København, af sin chef tændstikfabrikant Ludvig Hintze, for at sælge maskiner til produktion af tændstikker – og der fandt han sammen med en mand ved navn A. Sørensen, som ellers beskæftigede sig med at lave cementkranse til gravmæler.

Æske fra omkring 1930

Sørensen købte maskinerne, lejede nogle lokaler på Christianshavn og dannede firmaet Ludvig Hintzes Efterflg., A. Sørensen. H.E. Gosch blev tilknyttet firmaet, det var jo ham, der havde forstand på fremstilling af tændstikker fra sin tid i Tyskland.

Gosch satte så A. Sørensen og dennes hustru ind i fabrikationen, og derefter tog A. Sørensen sig af dette – og Gosch rejste ud og solgte.

Det er fra denne tid, navnet Tordenskiold opstod. Man ville gerne eksportere tændstikker til Sverige (svensk tændstikproduktion var af verdensformat) – og A. Sørensens kone foreslog så – frækt nok, men så sandelig helt i den Tordenskioldske ånd – at man kunne kalde de  røde danske tændstikker for Tordenskiold – for han havde jo tævet svenskerne tidligere.
 

Mini-lommeæske fra 1909

Som sagt, så gjort – den dansk/norske søhelt kom til at præsentere de danske tændstikker – og Denners billede af Tordenskiold fra 1719 blev udødeliggjort, og har prydet tændstikkerne fra Gosch siden 1865.

Æsken, som den ser ud i dag, 2001

Nu gik det imidlertid sådan, at Gosch og A. Sørensen skiltes. Og snart efter kunne Gosch sammen med to farmaceuter overtage Sørensens fabrik og i 1883 sikre sig varemærket Tordenskiold. I de følgende år skiftede firmaet navn nogle gange i forbindelse med ændringer i ejerforholdene, og i 1898 døde H.E. Gosch. I dag er Gosch-tændstikfabriker stadig på stikkerne (dog svensk ejet siden 1972) – og ligeså er vor gamle søhelt, der som vi kan se har skiftet udseende nogle gange op gennem tiden, og staves Tordenskjold på æskerne.

I modsætning til Tordenskiold, hvis navn står uudslukkeligt i danskens bevidsthed, ja så går tændstikkerne ud uden at gløde – det er derfor, at man kalder dem for sikkerhedstændstikker.

Viceadmiral Michael Christian Ludwig Ferdinand Tønder.

En af Tordenskiolds dygtige officerer og en søhelt af Den Dansk-Norske Flåde.

Indledning.

Peter Wessel Tordenskiold mødte mange interessante mennesker i sin samtid. Han tjenestegjorde også sammen med mange dygtige unge officerer som ikke bare fulgte ham lydigt, men også selv tog initiativ og viste mod i sine handlinger. I aften skal vi høre om en af Den dansk-norske flådes meget dygtige søofficerer, Viceadmiral Michael Christian Ludwig Ferdinand Tønder.

Nok en gang må vi til Norge for at søge en søhelt i Den Dansk-Norske Flådes fælles historie. Det skammer jeg mig ikke over, tvært imod glæder det mig meget at starte aftenes foredrag med at fortælle at Viceadmiral Tønder som så mange af vore søhelte er født i Norge. Søkrigshistorikeren Cai Baron Schaffalitski de Mucadell har endog skrevet at han var født i Christiania, noget der alligevel ikke helt passer.

De sidste spor efter Viceadmiral Michael Tønders jordiske levninger befinder sig forhåbentlig endnu i dag i Holmens kirke som er blevet mangen en søhelts sidste havn. Hans minde der skal være en endnu bevaret ligplade fra hans sarkofag. Jeg siger forhåbentlig og vil mod slutten af mit foredrag komme nærmere ind på dette spørgsmål. På denne ligplade står skrevet at han blev født den 25 oktober 1692 på gården “Næss ved Christiania”. Hans forældre var kaptajn Jørgen Andersen Tønder og Martha Olsdatter Faro (Pharo).

I de historiske kilder er der ikke angivet nogen bestemt Nes-gård ved nærmere stedsangivelse eller beskrivelse. Det er kun udtrykket “ved Christiania” som er brugt. Det er ikke ret mange Nes-gårder man kan sige ligger “ved Christiania”. Det kan kun dreje sig om tre gårder. Jeg skal ikke her bruge forsamlingens tid på en indgående diskussion om hvilken af Nes-gårdene Michael Tønder kom fra, men ligevel nævne at to af dem lå enten for langt væk eller på et sted der societeten næppe vilde bosætte sig. Societeten flyttede ud vest for Christiania til Bærum hvor også en række andre officerer havde bosadt sig. Derfor virker der naturligt at kaptajn Jørgen Andersen Tønder og hans hustru også fikk deres hjem i Bærum. Her kunde de have omgang med mennesker fra deres egen stand.

På den tid da familien boede her i 1690-årene og Michael Tønder blev født, var kaptajn Tønder sjef for det “Hobølske Nationale Compagni af Smaalenske Infanteriregiment”. På denne tid havde man ikke ret mange øvelser, så kaptajn Tønder havde ganske sikkert tid til at være en del hjemme på Nes gård hvor de boede til leje. Det var nemlig Anna Krefting som overtog Bærum Jernverk efter sin mands død i 1674 som på dette tidspunkt ejede Nes gård.

Da kirkebøgerne for sognet ikke blev ført før 1727 og vi mangler andre kilder som kan give mere detaillerede oplysninger, får vi ikke fuld klarhed i problemet.

Fra kadet til officer.

På ligpladen i Holmens kirke står der skrevet at Michael Tønder blev kadet i 1703, altså i en alder av kun 11 år. På denne tid var det almindelig at forældrene indskrev sine sønner som kadetter forholdsvis tidligt. De kom imidlertid ikke i tjeneste som kadetter før de var blevet ældre.

Michael Tønder kom i tjeneste som kadet på Tordenskiolds fødselsdag den 28 oktober 1709 med en gasje (løn) på 52 Rigsdaler. Kadetcompagniet var ikke oprettet før i 1701, og kadettogte var såvidt kommet i gang. I 1707 kom 19 kadetter om bord på fregatten Christiansø på kadettogt til Norge. I 1708 blev der ikke udsendt noget kadetskib, og da krigen med Sverige brød ud igen i 1709, kom Michael Tønder aldrig ud på et virkelig kadettogt.

Michael Tønders krigstjeneste.

Fregatten Raae.

Michael Tønder blev secondløjtnant den 29 juni 1714. Samme år kom han ud på sit første togt som officer på fregatten Raae med kaptajn Gerhard Siewetz som sjef. Fregatten Raae hadde 30 kanoner optil 8 pund og en besætning på 140 mand. Længden over stævnene var 110 fod. Fregatten Raae hørte til Den Dansk-Norske Flådes største fregatter på denne tid, men den var svagere end tilsvarende svenske.

Den 13. marts 1714 blev fregatten Raae beordret sammen med fregatten Svenske Sophia og et par mindre fartøjer til å se efter en svensk fregat som var meldet udenfor Fehmern. Et stykke tid senere blev eskaderen beordret til Wismar for at forhindre svenske skibe i at løbe ud fra denne by. Raae var stationeret udenfor Wismar til den 26. september da den blev afløset af det armerede skib Concordia.

Den 22 november 1714 kom Raae i en eskadre under kommandørkaptajn J.A. Paulsen. Opdraget var at jage tre svenske fregater som var set i Østersøen, og at forhindre forbindelse mellom Sverige og Pommern. I løbet af dette tokt kom der melding om at Karl XII var ankommet Stralsund fra sin mange-årige landflyktighed i Tyrkiet. Eskadren fikk ordre om at våge over at Karl XII ikke kom over til Sverige, men Karl XII klarede ligevel at komme tilbage til sit land.

Den 17 december 1714 fikk schoutbynacht C.C. von Gabell ordre om at sejle til Østersøen med en stærkere eskadre som skulde forene sig med kommandørkaptajn Paulsens eskadre for at forhindre svenske tropper i at blive overført fra Sverige til Pommern. I begyndelsen af januar fik man at vide at den svenske flåde var lagt op i midten af januar.

Den 19. januar blev schoutbynacht Gabells eskadre lagt op, men den 19. februar blev kaptajn Siewertz med fregatten Raae beordret til at krydse mellem Bornholm, Skåne og Rügen med forskællige opdrag.

Den 28. marts blev Raae sendt til Kattegat sammen med fregatten Høyenhall for at krydse mellem Skagen og norges kyst ved Arendal. Her kom den til at operere sammen med Peter Wessels berømte fregatt Løwendals Galley.

I april måned blev Raae beordret til en ny eskadre under scoutbynacht Gabell. Den 23. april deltog Michael Tønder ombord i Raae i tilbageføringen af et kongelig koffardiskib ved navn St. Paul som den 20. april var blevet erobret af svenskerne.

Af langt større betydning var fregatten Raaes deltagelse i det berømte slaget mellem Lolland og Fehmern den 25. april 1715 mellem Gabells eskadre og en svensk eskadre under schoutbynacht C.H. Wachtmeister. Raae med Tønder ombord assisterede Løwendals Galley med Peter Wessel som sjef ved afskæringen av den berømte svenske fregat Hvita Örn. Ved Peter Wessels dristige optræden blev hele den svenske eskadren erobret. Under kampen blev Raae truffet af et skud under vandlinien, en kanon sprang, og fem mand blev såret. Tjenestgørende ombord var Tønder til juni 1715, og dermed var hans første togt afsluttet.

Orlogsskibet Ditmarschen.

Secondløjtnant Michael Tønder kom fra fregatten Raae ombord i et af flådens store skib, orlogsskibet Ditmarschen, som havde 50 kanoner optil 24 pund som største kaliber og 402 mands besætning. Chef ombord i Ditmarschen var kommandør Andreas Rosenpalm. Orlogsskibet Ditmarschen tilhørte en større eskadre under viceadmiral Sehesteds kommando som skulde deltage i operationer sammen med Hæren for at erobre Rügen. Ditmarschen var viceadmiral Sehesteds flagskib i denne eskadre.

Den 9. juli blev eskadren eskorteret af hovedflåden ned til Østersøen. Admiral P. Raben havde kommandoen over hovedflåden. Da flåden ankom udenfor Ny Dyb den 18. juli, måtte admiral Raben og hovedflåden trække sig tilbage fordi det var en større svensk flåde i farvandet, under admiral Sparres kommando. Sehesteds eskadre blev tilbage fordi størstedelen af hans skibe var fladbundete og ikke nogen skarpsejlere og af den grund heller ikke egnet til kamp i åben sø.

Admiral Raben regnede med at Sehesteds eskadre vilde klare sig godt i det grunde farvandet hvor de større skibene ikke kunde komme nær nok til at gøre nogen skade. Hovedflåden sejlede nu med kurs mod Møen. Den svenske flåde gjorde forsøg på at skade Sehesteds eskadre, men klarede det ikke. Sehesteds eskadres opgave var nu at støtte hærens operationer langs med kysten.

Den 22. juli kom secondløjtnant Michael Tønder peronlig for alvor med i kampene. Denne dag bedrev Sehesteds eskadre forskellige operationer mod svenske fregatter og andre lokale enheder. Da secondløjtnant Tønder vilde entre et svensk bombarderfartøj som lå udenfor Usedom og bombarderede de dansk-norske fartøjer, blev han såret. Han fik skader i den venstre fod og det højre ben blev skudt af.

Men Tønder var ikke længe kampudyktig. Han blev hurtig restitueret og fik lavet et træben som så nøjagtig ud som et naturlig ben under hans klæder. Allerede i september var han tilbage igen i fuld tjeneste ombord på orlogsskibet Ditmarschen hos viceadmiral Sehested. Den 25. september jager Sehested den svenske lokale eskadre som nu stod under kommandør Hinch, og forcerede Ny Dyb. Denne dag kommanderede Michael Tønder galjoten Anna Sophie med sådan “Bravour”, at han efter Pommern-expeditionens afslutning blev forfræmmet til premierløjtnant den 23. oktober 1715.

Galleyen Printz Christian.

1716
Slaget i Dynekilen.
 

Den 24. december 1715 kapitulerede den svenske kommanderende general i Strahlsund, og den 28. december holdt kong Frederik IV og hans allierede kong Friederich Wilhelm af Preussen sitt indtog i byen.

Kong Karl XII havde natten til den 22. december klaret at komme sig til Strahlsund, til galjoten Hvalfisken, der førede ud til brigantinen Snappupp som sejlede ham videre over til Skåne. Om eftermiddagen den 24. december var han fremme i Ystad.

I begyndelsen af 1716 blev der først ventet et svensk angreb på Sjælland over isen fra Skåne, men da isen var dårlig, kunde dette angreb ikke blive til noget. Kong Karl XII bestemte sig i stedet for at tage Norge.

De landmilitære operationer i den første del af året berørte ikke premierløjtnant Michael Tønder, men da kong Karl XII omkring begyndelsen af sommeren lå foran Halden og truet med at tage festningen Fredriksten, måtte flåden gribe ind for fuldt alvor. Sjef i de norske farvande dette år var viceadmiral Gabell, og under ham kom den unge kaptajn Peter Wessel som den 24 februar 1716 blev adlet.

Svenskerne førte proviant og forsyninger med grundtgående fartøjer til angrebet mod Norge gennem den svenske skærgården til den smalle fjord Dynekilen mellem Strømstad og Iddefjord. Gabell havde ikke skikkede fartøjer til at afbryde denne tilførsel. Tordenskiold der var meget ængstelig for Fredrikstens og dermed også Norges skæbne, fik presset i gennem at han blev sendt til København for at hente fartøjer egnet til operationer i skærgården.

Til denne anvendelse havde man nu de skibe som viceadmiral Sehested havde disponeret året før i farvandet ved Rügen. Tordenskiold blev selv beordret til at være chef for denne styrke som kom til at bestå af følgende fartøjer:

• Stykprammene Hiælperen (46 kanoner hvoraf 16 24-punds) og
• stykprammen Arche Noa (22 kanoner og 2 haubitzer).
• fregatten Hvide Örn (30 kanoner) og
• fregatten Vindhunden (18 kanoner)
• galleyen Printz Christian (1 12-punds, 2 4-punds og 2 1-punds kanoner),
• galleyen Lovisa (7 kanoner) og
• galleyen Charlotte Amalie (7 kanoner), samt
• en del proviantskibe.

Tordenskiold der var styrkens chef, var chef for Hielperen. Premierløjtnant Michael Tønder blev beordret til chef på galleyen Printz Christian hvor han altså havde sin første større selvstændige kommando. Printz Christian havde en besætning på 185 mand.

Da Tordenskiolds eskadre kom op under den svenske kyst ved Grisebåerne, opdagede Tordenskiold en svensk huggert og en dobbelchalup som havde erobret en dansk-norsk kreyert. Tordenskiold vilde ikke finde sig i at svenskerne sejlede afsted med et dansk-norsk fartøj, og beordrede premierløjtnant Tønder der førte galleyen Printz Chrisrian til at følge efter svenskerne. Tønder gav sine mænd ordre om at de skulde lægge sig mere på årene sådan at de roede hurtigere. Tordenskiold syntes at det tog for lang tid, og lod Arche Noas chalup spænde for galleyen for at den skulde få endnu større fart end galleyens egne roere klarede at give den.

Selv steg Tordenskiold ned i sin egen chalup og lod mandskabet ro for alle kræfter. Da svenskerne forstod hvad der vilde komme til at ske, satte de ild til den dansk-norske kreyert og lagde kurs mod land. Men da Tønder der nu var nærmest dem så dette, sendte han med det samme en af chaluperne der slæbede ham bort for at slukke ildebranden. Tordenskiold satte efter de flyktende svenskerne og fik fat i hukerten og dens styrmand. Tordenskiold sendte derefter sine priser til København.

Onsdag den 7. juli ankrede Tordenskiold med sin eskadre mellem Koster og Grisebåene. Han fik vide af nogen mandskaber fra orlogsskibet Fyen at kommandør Vibes eskadre lå ved Magø i Iddefjorden, mens den svenske galleyeskadren med forsyningerne til Karl XII lå i Dynekilen. Dynekilen går fire kvartmil ind i Bohuslän og på det smaleste er den kun mellem 50 og 100 m bred. Tordenskiold og hans officerer kendte ikke dette farvand.

Tordenskiolds ordre fra Admiralitetet var|at han skulde lægge sig ved Koster og vente på nærmere ordre fra Gabell som var med sin eskadre oppe ved Larkollen. Tordenskiold kunde ikke lade denne chanse gå fra sig. På eget ansvar uden ordre fra sine chefer lod han sin eskadre sejle ind i Dynekilen. Men – han havde sine officerer og mandskaber med sig.

Dynekilen var ikke ufarlig at trænge ind i. Strøm og vindforholdene var ukendte. Med vestlig vind kunde man let sejle ind, men det var ikke nemt at krydse ud igen med en sådan vind i det trange farvand.

Tordenskiold skriver i sin rapport til Kongen den 15. juli 1716: “Om Morgenen ved Dagens Begyndelse lettet Ancher med Faveur af en Syden Vind liden Kulte”. Samme dag skriver han til Admiralitetet: ” vinden drejer til en Syd Weste Kulte”.

Hvis vinden var blevet endnu mere vestlig, kunde det blevet meget kritisk for Tordenskiold og hans eskadre. Men der var også andre farer der lå og lurede på Tordenskiold. Den svenske styrke i Dynekilen var ikke at foragte. Det er desværre ikke tid til at gå mere detaillered tilværks her i aften angående kampene i Dynekilen, men vi skal koncentrere os om Michael Tønders indsats.

Tordenskiold eskadre sejlede nu ind i Dynekilen. I Dynekilen gik Tordenskiold fra borde over på galleyen Printz Christian hvor Michael Tønder havde kommandoen for at udspejde det ukendte farvand længere ind. Efter at han havde fået set det han ønskede, roede galleyen tilbage og Tordenskiold gik atter ombord i sit flagskib. Michael Tønders næste opgave var at slæbe hans flagskib stykprammen Hiælperen nærmere ind på fjenden sammen med galleyen Lovise.

Tordenskiold forstod hurtigt at svenskernes batteri på den lille ø i Dynekilen var an fare for hans skibe. Der fra kunde svenskerne skyde lige ned i hans eskadre. Michael Tønder fik ordre om at uskadeliggøre batteriet sammen med sin fætter, landkaptajn Anders Tønder som havde kommandoen over en forstærkning soldater der var blevet sendt over fra begge kanonprammene. Michael Tønder havde nu kommandoen over galleyene Printz Christian og Lovise. Han satte kurs mod batteriet, og snart strømmede soldaterne i land for at tage det.

Batteriets besætning måtte opgive batteriet uden nogen større kamp. Da man ikke kunde tage de 6 12-punds kanonerne med sig, måtte man fornagle dem sådan at var uskadeliggjort for resten af kampen. De svenske soldaterne på batteriet blev enten dræbt eller jaget bort.

Den svenske øverstkommanderende i Dynekilen, schoutbynacht Olof Strömstierna, fandt det bedst at stryge sit flag og kommandotegn da han så hvordan kampen udviklede sig. Svenskerne satte sine skibe på grund. Officerer og mandskaber strømmet i land for at komme sig væk. Men da Tordenskiold fik se hvad der skete, begyndte han at ane at der var noget i gære. Det viste sig at han havde ret.

Svenskerne havde sat ild til sine skibe. Men det var ikke bare Tordenskiold som forstod hvad svenskerne havde gjort. Da Michael Tønder havde taget batteriet, opdagede han en svensk hukkert der lå i en bugt ved batteriet som røgen stod op af. Med det samme han fik øje på den, roede han med sin chalup bort til den og gik ombord. Han fandt en tjæretønde som stod midt i lugen og brandt. Tønder lod sin overkvartermester løbe ned i lugen på siden af ilden for at lange den brændene tjæretønde op til ham. Tønder tog tag i den og lod den gå over bord.

Medens dette skete kom to matroser ombord fra chaluppen som lå lige ved rækken. Kvartermesteren havde taget sig en tur ned i skibet og havde opdaget at skibet var lastet med krudt. Rothe fortæller at mens kvartermesteren forsøgte at komme sig fra borde, råbte han: ”Det er Krudt Hukkerten er ladet med, vi springe og den tage mig, i dette øjeblik alle Mand i Luften!”

Men Tønder fik ikke panik. Han tvang kvartermesteren til at blive ombord, og rev trøjerne af de to matroser som netop var kommet ombord, dyppet trøjerne i søen og med dem slukkede ilden i lugekarmene. Nu lagde røgen sig lidt og Tønder gik selv ned under dæk for at se om det brændte flere steder.

Han fandt hurtig en brændende lunte der var stukket ind i en af krudttønderne. Lunten var kun 2 tommer lang udenfor tønden da Tønder drog den ud med fingrene og langet den ud gennem kahytskodtet til en mand han havde plassered der. Da det ikke brandt flere steder gik de ombord i chalupen igen og bugserede hukkerten væk. Det viste sig at være 260 tønder krudt ombord i hukkerten. To tønder var slået i stykker, og krudtet var strøet over de andre tønder, og lige ovenfor alt dette stod der altså en brændende tjæretønde.

Efter at Tønder havde taget batteriet slæbte han også den svenske galleyen Lukretia i sikkerhed. Men Tønder var ikke færdig med dette. Mens han havde bugsered ud den svenske hukkerten, var kaptajnløjtnant Kiøge gået ind i en anden bugt med en dobbelchalup for at tage den svenske schoutbynacht Söeblads chalup med sig. Det svenske fodfolket der inde dræbte to eller tre af Kiøges mandskab, og Kiøge blev tvunget til at flygte.

Da Tordenskiold fik se hvad der skete, blev han vred og skældte ham ud fordi han havde ofret kongens folk. Da Michael Tønder fik det at høre, tænkte han at han ville gøre det bedre. For ikke at våge kongens folk, tog han med sig to svenske matroser som han havde fanget i en svensk jolle. Med disse roede han bort til chaluppen mens musketter ombord i den skød på ham hele tiden. Den ene af de svenske matroser blev skudt af en kule i sedet, og Tønder blev selv nødsaget til at ro. Da han havde taget den, slæbet han den med sig bort til Tordenskiold.

Rothe fortæller at da Tordenskiold så Tønder komme bugserende med den svenske chalup, så skulde han have sagt: “–han have dyre kiøbt den Chaluppe, og at det var Synd at tage den fra ham”. Tordenskiold lod Tønder beholde chaluppen som sin private. Senere solgte Tønder den til Flåden i København.

Da Tønder havde udført disse opdrag, lod han sine mandskaber få brændevin. Mens han stod på dæk og snakkede til sine officerer, begyndte plutselig nogle svenske musketerer at skyde på dem fra land. Kaptajnløjtnant Høeg som stod lige ved siden af Tønder, blev truffet af en kugle under øjet, og i samme øjeblik faldt løjtnant Willer død om truffet af tre kugler som gik tværs i gennem hans bryst og ud af hans ryg. Videre faldt der tre eller fire mand der.

Tønder fandt sig ikke i at blive beskudt af svenskerne og svarede tilbage med en falkonett som han skød kartetsker med. Men svenskerne skød så hissigt ut af skovenat Tønder fandt det klogest at lætte. Han lagde sig så længer ud udenfor skudhold. Da der ikke var mere at gøre den dagen for Tønder, drog han afgårde med sine priser og bukserede dem ud af Dynekilens indløb, sammen med Tordenskiold og den øvrige eskadre. Under kampene i Dynekilen havde premierløjtnant Tønders galley Printz Christian 2 døde og 6 sårede.

Tordenskiold fortsatte med sin styrke ind til Magø hvor han ankrede op om morgenen. Kloken 15 om eftermiddagen gik Tordenskiold med Michaels Tønders galley og de to andre galleyerne ind over Iddefjorden for efter henstilling fra general Lützow at angribe den fjendtlige hær som gik tilbage over Svinesund.

På vejen blev galleyerne beskudt af et batteri på den svenske side af fjorden, og fire mand faldt og fire blev såret. Tordenskiold gik selv i land på den svenske side nær ved batteriet og konstaterede at hele den fjendtlige hær var kommet tilbage over en feltbro ved Svinesund til Sverige. Det var derfor ikke grund til at sloges med de svenske batterier og Tordenskiold drog tilbage til Magø med sine tre galleyer.

Tordenskioldbiografen kommandør Olav Bergersen mener at Tordenskiolds farøjer blev underlagt kommandør Wibe som lå med sin eskadre ved Magø. Et par dage senere drog Tordenskiold med fregatten Hvide Ørn til København. Prisene fra Dynekilen og de sårede fra kampen blev sendt til Fredrikstad hvor også fartøjene som havde deltaget i kampen blev repareret.

Vi hører ikke at Tønder kom i flere kampe med galleyen Printz Christian. Galleyen blev om vinteren lagt op i Christiansand. Michael Tønder blev efter sine bedrifter i Dynekilen den 30. oktober 1716 forfremmet til kaptajnløjtnant. Han fik videre en guldmedalje med kongens portræt til at bære i et blåt bånd.

Galjoten Windhunden og Snauen Phønix 1717.

Med sejren i Dynekilen var faren for Norge over og da Kongen beordret sin flåde ud det næste år (1717), blev næsten alle skibene beordret til Østersøen for at forhindre svenske angreb på vor handel. Michael Tønder fik kommandoen på Galjoten Windhunden som i april måned blev underlagt en eskadre under viceadmiral Gabell, fra 31. maj admiral Raben. Der skete ikke noget opsigtvækkende på dette togt.

Rabens flåde blev lagt op i København sidst i november, men kaptajnløjtnant Tønder fik da kommandoen på snauen Phønix, som den 28. november sammen med en del andre fartøjer blev beordret til at holde sig i Køge Bugt så længe de kunde for vinterkulden. Begge disse skibe var små fartøjer. Windhunden havde kun 4 2-punds kanoner, var 55,5 fod lang med 18 mands besætning. Phønix havde 12 4-punds kanoner og 64 mands besætning. Phønix blev benyttet til at beskytte kofffardiskibene, deltage i konvoyering og lignende, og kom ikke ud i nogen begivenheder af større betydning.

Fregatten Stralsund 1718 og 1719.

I 1718 fik kaptajnløjtnant Tønder sin hidtil største kommando idet han blev chef for fregatten Stralsund som var erobret fra svenskerne. Dette skib havde 32 kanoner op til 18-punds kaliber. Besætningen var på 240 mand og dets længde 109,5 fod. Tønder var med Stralsund i to år.

Da svenskerne igen havde angrebet Norge i 1718, kom Tønder nok en gang under Tordenskiold. Denne gang for at kovoyere 4 bataljoner infanteri fra Danmark til Norge. Marts 1719 blev Stralsund sammen med fregatten Hvide Ørn sendt mod den svenske flådestation Karlskrona på rekognoscering for at undersøge om den svenske flåde var udrustet.

Den 21. maj erobrede Tønder med Stralsund en svensk kaperhukkert ved navn Hvita Örn.

I juli 1719 finder vi igjen Tønder med Strahlsund under Tordenskiold. Han kom med i Tordenskiolds næste større sejer over svenskene, triumfen i Marstrand den 23. juli 1719 da fæstningen Carlsten blev erobret og en svensk eskadre på blandt andet fem orlogsskibe, to fregatter med flere blev dels erobret, dels ødelagt. Som belønning for sin indsats med fregatten Stralsund, blev Tønder udnævt til kaptajn den 11. December 1719.

Michael Tønders tjeneste i fredsårene 1720-1730.

Da Michael Tønder strøg sin kommando på fregatten Strahlsund var i virkeligheden hans krigstjeneste forbi, og årene 1720-1730 tjenestegjorde han for det meste som chef for vagtskibet Store Bælt hvor den vigtigste opgave var at passe på at territorialfarvandet ikke blev krænket af fremmede krigsskibe.

Af vagtskibe fik Tønder bland andet Tordenskiolds berømte fregat Løwendahls Galley som han beholdt frem til 1721. I årene 1722-1725 havde Tønder som vagtskib Tordenskiolds næste berømte fartøj fregatten Hvide Ørn. Han var med dette skib også på et togt til Bergen i 1724. Sommeren 1724 finder kaptajn Tønder som midlertidig chef for sø-batteriet Prøvestenen. I 1730 skulde Tønder ud på sit længste togt.

Togtet til China 1730-1732

Asiatisk Compagnies skib Chronprintz Christian.

Den 1. Maj 1730 fik Tønder tilladelse til at føre et skib for Det Asiatiske Compagnie til Canton i China. Skibet var et tidligere orlogsskib ved navn Varbierg som i sin tid var erobret fra den svenske marine. Fra togtet er der bevaret en dagbog skrevet af daværende kadet Tobias Wigandt.

På togtet skete der ikke noget særlig bemærkelsesværdig. Wigandt fortæller :”28. hafde Baaden inde i Land for at begrave en Død som var opflyt ved Strandkanten, som vi formente var sallig Peder Hollersen. Hundene løb hver med sit Stöcke af hands Lægme”. Varene han bragte med sig hjem bestod for det meste af the, silke og porselæn.

Den 31. December blev Tønder forfremmet til kommandørkaptajn og han træder igen ind i de sømilitære rækker.

Kommandørkaptajn Tønders landtjeneste.

Nu fik kommandørkaptajn Tønder opgaver i land med bland andet at arbejde med at skaffe søfolk til flåden, den såkaldte Sø-Enroulleringen.

Orlogsskibene Oldenburg og Norske Løve.

I 1734 kom der til stridigheder mellem Danmark-Norge og Hamburg og Tønder blev beordret som chef på det næsten nye orlogsskib Oldenburg med opdrag at blokere Hamburg.

I 1743 blev Tønder chef for orlogsskibet Norske Løve. Den udenrigspolitiske situation var meget spændt. Det blev udrustet en stor flåde og en dansk hær blev gjort klar til landgang i Skåne. Det blev alligevel ingen krig og flåden blev oplagt i Oktober måned. Tønder havde udført sin tjeneste så godt at han den 10. April blev udnævnt til kommandør.

Kongetogtet til Norge i 1749. Orlogsskibet Oldenburg.

I anledning af Kong Frederik Vs rejse til Norge fik kommandør Tønder æren af som chef for flagskibet, Orlogsskibet Oldenburg at have Kongen om bord i sit skib.

”Julii Maaneds Nye Stats-Tidender” Kiøbenhavn, Aar 1749, slutter sådan: ”Den 24. Julii haver Commandeur Michael Christian Ludvig Ferdinand Tønder erholdet Allernaadigst Bestalling som Schoutbynacht”.

Efter udnævnelsen gik den nye schoutbynacht direkte om bord i orlogsskibet Delmenhorst hvor han hejste sit flag som chef for en eskadre på tre orlogsskibe og en fregatt. Delmerhorst var nøjaktig lig Oldenburg. Eskadrens opgave var at besejle orlogsskibet Fyen (det betyder prøve skibet). Fyen viste sig at være Delmerhorst overlegen i sejlas. Togtet varede kun nogle få måneder og dermed var Tønders sidste togt endt. Han blev den 11 oktober 1752 udnævnt til viceadmiral, og den 2. Januar døde han i København.

Tønders familieforhold, død og begravelse.

Michael Tønder blev gift den 26. September 1740 i Udesundby præstegård med Mette Marie Rahbek som døde allerede den 27. april 1744.

Tønder blev gift for anden gang med Sophie Elisabeth Benzon, født i København 11. Juni 1706 som datter af renteskriver Peter Benzon og hustru Elisabeth. Hun var først gift med schoutbynacht Henrich Suhm som var død i 1744. Selv døde hun den 2. sepember 1769.

Tønder havde ingen børn.

I Holmen kirkes ligprotkol står der på første side:” Det er fornemt, men dyrt at blive bisat i vor kirke. Der står videre anført at det ”for Ligs Nedsættelse til Forvisnelse i Kirkens Ligkammer betales: For et Lig over femten Aar 50 Rigsdaler…………….”

Viceadmiral Tønder blev bisat i Holmens kirkes kapel, ligkammer nr. 35 den 11. Januar 1755. Hans enke, født Sophie Elisabeth Benzon, blev bisat i samme gravkapel den 12. Marts 1769.

Ligkapelet ved siden af, nr. 34, var med skøde af 16. Marts 1710 købt af Geheimraad Niels Benzons arvinge på 100 år for 6000 kroner.

I 1874 fandt Kirkeinspectionen for Holmens Kirke at ingen afgifter var betalt for ligkammeret på lange tider, og den lod derfor blandt andet i ”Tillæg til den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende” nr. 165 for mandag den 20. Juli 1874 indrykke følgende særskilte bekendtgørelse:

”Da de Lig, som henstaae i Holmens Kirkes Capel i de til Kirken forlængst hjemfaldne Begravelser i Ligkamrene Nr. 1, 34 og 35, nu ønskes udtagne og begravede paa Kirkegaarden, opfordres herved de Afdødes Slægtninger, som muligen selv vilde besørge Ligenes Flytning, til inden 6 Uger fra Dato at anmelde Saadant for undertegnede Kirkeinspection. Kirkeinspectionen for Holmens Kirke, den 7. Juli 1874”.

Ingen slægtninge viste sig og Tønders lig blev fjernet fra sit ligkammer. Liget kan ikke være blevet begravet på den store Holmens Kirkegård på Østerbro fordi det ikke er nævnt i dennes protokoller. Han blev i 1874 antagelig begravet på den lille kirkegård rundt Holmens Kirke. Men der er det ikke noget spor at finde efter ham.

Efterskrift.

Der findes ingen stor biografi om Michael Tønder. Tordenskiolds biograf, Casper Peter Rothe, har fortalt at han straks efter Tønders død begyndte på hans levnedsbeskrivelse. Han fik trykket fire ark, men tilfældige omstændigheder gjorde at arbejdet blev afbrudt. Rothe har også fortalt at Tønder selv har sagt at da han nogle år efter at have mistet sit ene ben ved Rügen, fik han sit træben afskudt af en svensk kanonkugle, og det gjorde ”ham langt større Pine, da hans Træben blev ham fraskudt, end da han mistede sit rigtige Ben.”

Det lykkedes dog den 29. oktober 2001 at genfinde Tønders gravplade på loftet i Holmens Kirke.

For ca. 35 år siden fandt min far og jeg gravplaten på loftet i Holmens kirke. Det er imidlertid blitt ryddet opp der siden den gang, og alle gravplatene er nå hengt opp i en trappeoppgsng i kirken.

Jeg spurte orlogsprovst Claus Harms om Tønders gravplate for 2 år siden (1999). Han viste meg en protokoll over gravplatene, men der fant jeg ikke Tønders. Enten er denne protokollen unøyaktig ført eller ikke ajour.

Den 29. oktober 2001 gik jeg gjennom alle som var opphengt i trappehuset, og den nest siste jeg så på var Tønders! Det var veldig morsomt.

Rolf Scheen.

Viceadmiral Michael Tønder – en glemt søhelt genopstår…

Ved Chris Dam, Selskabet Danske Tordenskiold- Venner

Som en af Tordenskiolds mest fremragende officerer er Tønders minde nu synliggjort vis-a-vis Tordenskiolds sarkofag i Holmens Kirke, fordi Tordenskiold var hans læremester og chef gennem mange år. Viceadmiral Tønder har en helt speciel plads i den dansk-norske søkrigshistorie, men det må siges, at han er en af vore søhelte, der er blevet glemt i vor egen tid.

Det blev der rådet bod på ved højtideligheden og festligholdelsen af Tordenskiolds 312 års fødselsdag 28. oktober 2002 i Holmens Kirke. Norges ambassadør i Danmark Dagfinn Stenseth forestod afdugningen af ligpladen, og Kgl. Norske Marines Musikkorps musicerede.

I forbindelse med at Viceadmiral Christian Michael Ludwig Ferdinand Tønders kiste blev taget ud af gravkapellet ved Holmens Kirke i 1874, blev ligpladen taget af og lagt på kirkens loft, indtil den senere blev hængt op på en trappegang. Admiralens ligplade blev ikke protokolført, men genfundet i Holmens Kirke 29. oktober 2001 af Dir. Rolf Scheen fra Forsvarsmuseet på Akershus i Oslo, og siden restaureret af Nationalmuseets konserveringslaboratorium. Baggrunden for eftersøgningen var, at Rolf Scheen dagen før havde holdt foredrag om admiralen i Selskabet Danske Tordenskiold-Venner.

Og hvem er han så – den glemte søhelt med træbenet?

På ligpladen står der, at han bliver født 25. oktober 1692 på gården “Næss ved Christiania”, en gård i Bærum vest for Oslo. På ligpladen står der også, at han bliver indskrevet som kadet i 1703, altså i en alder af kun 11 år. Han kommer i tjeneste på Tordenskiolds fødselsdag 28. oktober 1709, året hvor krigen mod Sverige igen bryder ud. 22. juli 1715 kommer Sekondløjtnant Michael Tønder for alvor i ilden. En større eskadre under Viceadmiral Sehesteds kommando er ved Rügen i kamp mod en større svensk flåde, og da Tønder fra Orlogsskibet Ditmarschen vil entre et svensk bombarderfartøj, får han det højre ben skudt af. Men Tønder er ikke ukampdygtig ret længe. Han får lavet et træben og er i fuld tjeneste igen to måneder senere.

Slaget i Dynekilen

Året efter ligger svenske Kong Karl XII foran Halden. Han truer med at tage fæstningen Frederiksten og derefter hele Norge, så den dansk-norske flåde, under Viceadmiral Gabel, må gribe ind. I flåden finder vi den unge Kaptajn Peter Wessel, adlet 24. februar samme år, og under Tordenskiolds kommando finder vi Premierløjtnant Tønder, chef for galejen Printz Christian med en besætning på 185 mand. Tordenskiold får nys om, at en galejeskadre med forsyninger til Karl XII ligger i bunden af den lange og snævre Dynekilen. Den chance kan Tordenskiold ikke lade gå fra sig, så tidligt om morgen 15. juli 1716, står Tordenskiolds eskadre, uden ordre fra sine chefer, ind i Dynekilen. Først lægger Tønder galej til et spiontogt med Tordenskiold ombord. Derefter nedkæmper han svenskernes batteri på den lille holm i Dynekilen. Det får den svenske øverstkommanderende til at stryge sit flag og kommandotegn og sætte sine skibe på grund. Svenskerne sætter ild til skibene og flygter.

Kort lunte i krudttønden

Både Tønder og Tordenskiold vil redde krigsbyttet, og i et dramatisk øjeblik ser vi Tønder smide en brændende tjæretønde overbord fra en huggert lastet med krudt. Røgen vælter op fra lugerne og branden i karmene slukkes. Under lidt stilstand løber han under dæk, for at se om det brænder flere steder. Han ser en brændende lunte stukket ind i en af krudttønderne. Lunten er kun to tommer lang uden for tønden, men han flygter ikke i panik. Han når at rive den brændende lunte ud, og redder derved både liv og krigsbytte. Det viste sig, at der var 260 tønder krudt ombord. To tønder var slået i stykker, og krudtet strøet over de andre tønder. Lige oven over dette stod den brændende tjæretønde. Andre dramatiske højdepunkter følger slag i slag. Tønder bliver forfremmet til kaptajnløjtnant for sine heltegerninger. Han får også en guldmedalje med kongens portræt til at bære i et blåt bånd.

Viceadmiral Tønder

Han er også sammen med Tordenskiold i triumfen i Marstrand, da fæstningen Carlsten bliver erobret, og mange kommandoer senere har Tønder, nu med rang af kommandør, æren af at have Kong Frederik V ombord i flagskibet, Orlogsskibet Oldenburg, på Kongetogtet til Norge i 1749. Det gør han så godt, at han bliver udnævnt til Schoutbynacht, og i 1752 til Viceadmiral.

2. januar året efter dør han i København og bliver bisat i Holmens Kirkes Kapel, Ligkammer nr. 35. Kirkeinspektionen offentliggør i 1874, at afgiften for ligkapellet i lange tider ikke er betalt, og Tønders lig bliver fjernet fra sit ligkammer. Det er det sidste vi med sikkerhed ved om den glemte søhelt, men han bliver antageligt begravet på den lille kirkegård rundt Holmens Kirke.

Efterskrift

Der findes ingen stor biografi om Michael Tønder, men Tordenskiolds biograf Casper Peter Rothe skriver, at Tønder senere også får skudt sit træben af, ramt af en svensk kanonkugle, og fortsætter: “det gjorde ham langt større Pine, da hans Træben blev ham fraskudt, end da han mistede sit rigtige Ben”.